Af Elisabet Cady Stantons Erindringer

(Sluttet.)

 

Under mit Ophold i Lincoln fejredes Aabningen af en eller anden Jernbane­linie; og der havde ved denne Lejlig­hed samlet sig Mennesker fra mange Miles Omkreds. Der blev holdt Taler under aaben Himmel, og Mændene lykønskede hinanden til de uhyre Frem­skridt, Staten havde gjort, siden den i 1834 blev organiseret. Til at begynde med gjordes der ikke den svageste Hentydning til Kvinderne, En af Ta­lerne sagde: „Denne Stat blev grun­det af 3 Brødre, John, James og Joseph, og de er Oprindelsen til hele denne Folkeskare, som i Dag hilser os her.” Jeg vendte mig om og spurgte Guvernøren, om da alle disse Menne­sker ligesom Minerva var sprungen ud af Panden paa John, James og Joseph. Han opfordrede mig til at henvende dette Spørgsmaal til Taleren, Og under en af hans veltalende Pauser forelagde jeg min Tvivl desangaaende, der blev hilst med høje Bifaldsraab til de tilste­de værende. Kvinders øjensynlige Til­fredshed. Den næste Taler sørgede for at give Ann, Jane og Mary deres Part af Rosen, og hver Omtale af Nebraskas Mødre applauderedes hjerteligt af Forsamlingen.

Da jeg bagefter ved Festmaaltidet udbragte en Skaal for Nebraskas Kvin­der, sagde jeg; „Det er for de Mødre, som gjorde den lange, besværlige Rejse hertil, stuvet tæt sammen i Udvandrer­kupéerne med urolige Børn, de, som om Dagen lavede Maden, om Natten passede de spæde Børn, medens Mæn­dene sov. De maatte sammen med Mæn­dene udstaa alle Nybyggerlivets Besvær­ligheder, sammen med dem lide under Indianernes Angreb og den stadige Angst, for de vildes Røvertog, Præribrande og Græshoppesværmenes Øde­læggelser. Mændenes Prøvelser, deres Frygt og deres Tab, alt hvilede dobhelt tungt paa Kvinderne; men Histo­rien er tavs paa dette Punkt. Mændene omtaler ikke hendes Heltemod og ubegrænsede Taalmodighed, de tænker ikke paa den Angst, Kvinderne maa udstaa, naar de ofte uden Lægehjælp staar foran Dødens Porte for at skænke et udødeligt, lille Væsen Livet. Paa mine tidligere Rejser her i Vesten har jeg set de Savn, Kvinderne maa udstaa, og ved kaminen siddet og hørt Skil­dringer af deres Bekymringer, og jeg undredes over, at Mænd nogensinde kunde glemme den Taknemmeligheds­gæld, hvori de stod til deres Mødre, eller undlade at mindes deres Andel i et stort Folks Opstaaen. Men Mænd fra Nebraska har 2 Gang forkastet Forslaget om Kvinders Valgret.

Jeg besøgte Statsfængselet i Jackson og talte der til 700 Mænd og Drenge i Alderen fra 10 til 17 Aar. Jeg saa dem defilere forbi til Middagen, og medens de spiste, havde jeg Lejlighed til at iagttage de triste, ja fortvivlede Ansigter. Jeg vil aldrig glemme det haabløse Udtryk hos en ung Mand, som var bleven dømt til 20 Aars Fæng­sel, eller den Skam, jeg følte paa mit Køns Vegne ved at tænke paa den Kvinde, der havde pjanket med sine to Elskere og ophidset deres Skinsyge, indtil Tragedien endte med den enes Død og den andens næsten livsvarige Indespærring. Hvis der var noget Livsforhold, i hvilket Kvinder burde være sande og ærlige, er det sikkert i Kærligheden, der rummer de stærkeste Lidenskaber, den menneskelige Natur ejer. Da Præsten fortalte mig den sørgelige Historie, og jeg iagttog Fan­gens fine Træk og smukt formede Ho­ved, følte jeg, at denne unge Mand ikke var under de Forhold, der kunde lære ham, hvad han trængte til. Frygt, Tvang, Straf, det er de Lægemidler, hvormed Mænd mener at kunne hel­brede moralsk Svaghed, men Statistiken viser deres Fejltagelse igennem Aarhundreder. Hvorfor ikke forandre Sy­stemet og prøve paa at opdrage mo­ralske og intellektuelle Evner i bedre Omgivelser og under god Paavirkning? Alt i vort nuværende System bidrager til at forringe den fysiske Livskraft, Salvagtelsen og Moralen og til at for­hærde i Stedet for at forbedre For­bryderen. Jeg var saa tung om Hjer­tet, jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige til en saadan Forsamling af elen­dige Mennesker. Jeg spurgte Præsten hvad jeg skulde tale om. „Om hvad De har Lyst til”, svarede han. Da jeg mente, de havde hørt nok om deres Synd og Frelse, valgte jeg at fortælle dem om de Spørgsmaal, der var oppe i Øjeblikket. Og jeg fortalte dem om Forslaget til Kvindernes Valgret, hvad jeg gjorde der i Staten, om mine mor­somme Sammenstød med Modstandere, deres Bevisgrunde og mine Svar. Jeg fortalte dem om de store Forandringer, som vilde blive gjort i Fængselslivet, naar Nationens Mødre fik en Stemme med ved Ordningen deraf, naar Fængs­ler ikke længer var Straffeanstalter, men Forbedringsskoler. For at vise dem, hvad Kvinder vilde gøre for at virkeliggøre denne smukke Drøm, for­talte jeg dem om Elisabeth Fry og Dorthea Dix og om Louise Michels For­søg i New Caledonia og sagde til Slut­ning: „Nu vil jeg bede alle jer, som er for Kvinders Valgret at række højre Haand i Vejret.” Alle Hænder kom op, og de lo hjerteligt, da jeg sagde: „Jeg vilde nu blot ønske, at I alle kunde gaa med til Stemmegivningen i November, og at vi kunde indespærre vore Modstandere her til efter Valget.”

Jeg følte Glæde ved Tanken paa, at de havde haft en lykkelig Time, og at jeg intet havde sagt, som kunde saare selv den mest ulykkeliges Følelser.

Da de marcherede forbi til deres forskellige Arbejde, fulgtes de af mit Haab om lysere Dage.

Skønt Regeringspressen var os i høj Grad venlig, var der dog enkelte Blade, der af Mangel paa virkelige Bevisgrunde øvede den Smule Vid, de var i Besid­delse af paa at latterliggøre os. Det var i en saadan Fejde, at en Redaktør i et Kalamazoo Blad skrev. „ Methusalems ældste Datter Susan B. Anthony rejste i Gaar igennem vor By paa Vej til Mødet i Plainwell, med en Hue paa Hovedet, der saa ud, som om den nylig var drevet i Land fra Noahs Ark.” Miss Anthony hentydede ofte selv til denne Beskrivelse og, sagde:, „Hvis jeg havde repræsenteret 1000 Vælgere i Michigan, saa vilde Redaktøren have været klog nok til ikke at vide eller bekymre sig om, hvorvidt jeg var den ældste eller yngste Datter af Methusalem, eller om min Hue stammede fra Arken eller fra Worth.