« Tilbage til søgeresultaterne
Kun et Kys
En Søndag Middag kom to Mennesker gaaende oppe i Klitterne ved Vesterhavet.
De kom fra Kirke. Han havde prædiket, og hun havde siddet nede mellem de andre Andægtige og hørt paa. Nu gik de hjemad saa hurtig, som Blæsten tillod.
Manden hed Boch og var Præst, men ikke der paa Egnen. Det var kun for at hjælpe en Embedsbroder, at han i Dag havde prædiket i Havdrup Kirke. Ellers faldt hans Virksomhed i København, hvor han gik op i sit Kald med en Iver, der nødvendiggjorde en kort Hvile, - den han nu nød hos Broderen, Læge Boch i Havdrup nær Havet.
Han var en næsten paafaldende smuk Mand. Det vidste han. Og han vidste endvidere, at Emilie Lunger, med hvem han nu gik fra Kirke, var uhjælpelig forelsket i ham. Han brød sig ikke om hende, og naturligvis vilde han ikke misbruge sin Magt. Men - om hun anede, at han kendte hendes Følelser og forstod hans Højsind, saa ville han ikke have noget derimod. Inderst inde ikke.
Hun var 26 Aar, 4 Aar yngre end han og indtog Stillingen som ung Pige eller Selskabsdame i Lægens Hus, hvor hun ikke fik Lov at ligge paa den lade Side. Der var 9 Børn, 9 store, tykke Drenge, Og Husmoderen var oftest sengeliggende.
Emilie Lunger var snarest styg. Ja, Figuren var ganske nydelig. Men hendes Øjne var altfor lyse, Ansigtsfarven sært flammet rød, og Haaret saa bleggult og kreppet, at det paa Afstand lignede hvid Faareuld.
De talte om Lægens huslige Forhold.
„Ja, min Broder bærer det jo bravt”, sagde Præsten. - Det var Hustruens Lidelser, han bar bravt.
„Har Fru Boch altid været sygelig?”
„Hun var Sundheden selv, før hun blev gift. Men”, kom det med et Skuldertræk, „de mange Fødsler og det evindelige Børnesjov har naturligvis taget paa hende. - „Ved De”, spurgte han lidt efter, „hvordan de to fik hinanden?”
„Nej”.
Det var egentlig hende, der friede. Hun friede med et Kys”.
„Et Kys er ikke det samme som et Frieri”.
„Det burde være det”, svarede han, „eller efterfølges deraf, og det blev det her”.
„Men det var vel alligevel Doktoren, der friede?”
„Nu kan De selv dømme. - Der var ungt Selskab hjemme, og de gav sig til Slut til at danse, de gale Mennesker. Niels og min Svigerinde var hele Tiden sammen. Ogsaa under en Pavse, da de trak sig tilbage til et noget afsides Værelse. Dèr spurgte Niels med ét; Ved De, hvad jeg nu vilde ønske?
- Et Glas Vand? - De er meget varm.
Nej, det var ikke det.
Et Kys maaske? Hun spurgte overgivent leende. Han svarede ikke, - blot saa paa hende.
Og pludselig lægger hun begge Hænder om Hovedet paa ham og trykker et Kys paa hans Mund.
I samme Øjeblik havde han Armene om hende og forsikrede, at han slap hende ikke, før hun lovede at blive hans.
Hun svarede med et nyt - og maaske et længere - Kys. Dermed var den Forlovelse i Stand”.
„Men det var nu alligevel ham, der sagde det afgørende Ord”.
„Naar en ung Pige uopfordret kysser en ung Mand, er det saa godt som et Frieri?”
,,Og naar en ung Mand kysser en ung Kvinde - ?”
„Det gør ingen Forskel.”
Hun saa rødmende bort. „Saa maa man være meget varsom med sine Kys”.
„Det maa man”, svarede han alvorlig.
Peter Boch skulde om faa Dage rejse tilbage til København. Han sad i Broderens Værelse og læste, da Emilie Lunger traadte ind med en Besked fra Fruen. Hun troede, Lægen var der.
Præsten rejste sig. „Min Broder gik blot et Øjeblik over til den syge Smed.” .
Hun vilde atter fjærne sig.
Hans Øjne fulgte hendes ranke, smidige Ryg, og han standsede hende med et Spørgsmaal. „Husker De, vi talte forleden om „Jesus, en historisk Person”, og at De ytrede Ønske om at læse Bogen? Her er den”. Han holdt Bogen, som han netop havde siddet og læst i, hen mod hende, men slap den ikke. „Det er en farlig Bog, Frøken. - Stod de i et saadant Forhold til mig, at jeg havde nogen Ret over Dem, forbød jeg Dem at læse den”.
Hurtig tog hun Haanden tilbage, som med en vis Begærlighed havde været fremstrakt. „Naar De fraraader mig at læse den, har De uden Tvivl gyldige Grunde derfor.”
„Tak for Deres Tillid”, sagde han sagte og traadte hende nærmere med et Blik, der bragte Blodet op i hendes Kinder.
De stod lidt overfor hinanden uden at tale, saa vendte hun sig modstræbende for at gaa. Han standsede hende paany. „Her er en anden Bog, jeg kan anbefale Dem”, sagde han, idet han tog en tyk Bog ud fra Boghylden. „Den handler om Hustruens Pligter, - fremstiller det Ideal, man nu om Tider kalder gammeldags. - Læs en Gang her”, blev han ved pegende i Bogen, medens han stillede sig ved Siden af hende: Men ingen Klage lød nogen Sinde fra hendes Læber. Hun lod aldrig sin Husbond og Herre mærke, hvor tungt det Kors var, som han havde givet hende at bære. Hun elskede ham ydmygt og med Ærbødighed og vilde hellere have baaret en ti Fold større Byrde end være sunket i hans Omdømme. - Er det ikke ægte kvindeligt?”
„Jo - men –”
„- Men?”
„Hun har sat ham meget højt og elsket ham over alle Grænser.”
„Bør en Hustru da ikke elske saaledes?”
Det var med den fuldeste Overbevisning, at hun svarede: „Jo!”
„Trods Deres Jo er der en lille Modstand et eller andet Sted i Dem”, indvendte han med sine Øjne dybt i hendes - saa dybt og vedholdende, at hun først blev rød og dernæst meget bleg. „De kan ikke rigtig tænke Dem den Mand, der vilde være en saadan Hengivenhed værd?” Han holdt stadig hendes tilslørede, vigende Blik fast.
„Jo, det kan jeg”, hviskede hun med skælvende Læber, møjsommelig bekæmpende sin Bevægelse.
Han kunde ikke mod staa denne Betagethed. Tavs drog han hende til sig og kyssede hende.
Hun blev staaende usikker, glad og frygtsom paa én Gang. Men da han vedblev at tie, vendte hun sig langsomt fra ham og forlod tøvende Værelset.
Han saa efter hende, strøg sig med et Suk over Panden og gik en lang Tur i Klitterne.
Det kom ikke til nogen Forklaring mellem dem, inden han rejste. Han sagde intet. Saa maatte jo ogsaa hun tie, syntes hun.
Da han var borte, ventede hun Brev, først utaalmodig, næsten fordringsfuld, dernæst bedrøvet og ængstelig, og til sidst slet ikke.
Hun forlod Lægens Hus, og dér hørte de ikke mere til hende.
Ingen hørte noget til hende.
Hun var rejst til København og blev borte med det samme. Og naar nogen saaledes sporløst forsvinder i Vrimlen, er det sjældent Lykken, der gemmer dem saa godt.
Fjorten Aar senere besøgte Provst Boch et Hjem eller en Stiftelse for Kvinder, der paa en eller anden Maad,e havde mistet Fodfæste i Livet. Han var nu en bekendt og anset Mand, en af de ivrigste inden for Indre Mission, hvis Prædiken var Flammer og Kølleslag. Han havde for længst giftet sig og havde nu lige saa mange raske Drenge som Broderen og lige saa svagelig en Hustru.
I Salen, hvor den daglige Andagt holdtes, samledes efter Aftensbordet hele Hjemmets kvindelige Belægning - Ledere og Hjælpere saa vel som optagne Kvinder. Provsten talte mildt til at begynde med. Han stemtes dertil ved Synet af alle disse syndsbevidste, angrende Kvinder, som sad med slugende Øjne og aabne Øren, ængstelige for at gaa tabt af et eneste Ord. Men pludselig skiftede Talen Karakter. Gud var jo dog ikke blot god, men tillige retfærdig, det maatte de ikke glemme. Hvad et Menneske saar, dette skal det og høste. Hans sonore, hidtil let dæmpede Stemme, steg, rullede som et svagt Ekko af Jehovas Torden, med Forbandelser og Véraab over Spotterne, de Lunkne, over dem, der imodstod Guds Børn. Og af dem var netop En til Stede i Aften.
Det var en halvgammel Pige, der stod for sig selv allerbagerst i Salen og mere saa end hørte. For 14 Aar siden havde hun opgivet Haabet om Lykke og med det samme helt tabt Modet til Livskampen. Alt, hvad hun efter den Tid tog fat paa, slog fejl for hende, eller hun opgav det selv. Og da det gik skævt, stadig skævere, forsvandt Vennerne, og Synden kom. Den drog bestandig nedad, hurtigere og sikrere, saa der tilsidst ingen Udveje fandtes andre end Fattighuset, Søen eller – Hjemmet. Der til var hun saa tyet. Men hun levede der som en Fremmed blandt Fremmede. Hun skyede disse „faldne” Kvinder, der havde glemt Mændenes Synd mod dem for kun at mindes deres egen Synd. hvis „Overtrædelsers Løn” var Optagelse blandt „Guds Børn”. Hun havde intet glemt, og hun hadede Guds Børn; thi hun mente sig bedraget for Livet og Lykken af en af dem, den første og største iblandt dem.
Engang, da Boch med Vægt gentog Slutningsordene af Galaterbrevet 6,7: „thi hvad et Menneske saar, dette skal det og høste”, faldt hans Blik paa denne Kvinde. Han mødte et Par meget lyse Øjne, der stirrede paa ham med et uhyggelig hjælpeløst Udtryk, blev ved at stirre, som havde de længe søgt ham, og som om de havde noget at kræve af ham. Han genkendte øjeblikkelig sin Svigerindes forhenværende Selskabsdame, Emilie Lunger, skønt hun havde skæmmet sig stærkt, og han blev saa bestyrtet og underlig forlegen over at se hende her, at han standsede i sin Tale.
Det varede dog kun faa Sekunder inden han fortsatte. Men han havde mistet sin Sikkerhed, sin Overlegenhed. Harmonien i hans Sjæl var brudt. Han saa uhyggelige Forviklinger, skæbnesvangre Omstændigheder der, hvor han for nylig havde set en fast Styrelse mod det Gode, og han hørte skurrende Mislyd i sin egen Tales Lovprisning af Herrens Retfærdighed.
Da han sluttede, tørrede han Sveden af Panden, bøjede Hovedet dybt og forlod Talerstolen med en næsten uhørlig Velsignelse. Han følte sig ilde til Pas, aandelig syg, og skyndte sig blot med at komme bort og hjem igen.
Der tænkte han nøjere over sit Møde med Emilie Lunger. Han fortalte endog sin Hustru om det og om deres Samvær i Broderens Hus. Ikke engang den ubetydelige Hændelse i Lægens Værelse fortav han eller deres Samtale om Søndagen i Klitterne.
Fru Boch overvejede Sagen en Dags Tid, saa raadede hun sin Mand til at fordoble det aarlige Bidrag til Stiftelsen, og det gjorde han.
Men selv kom han der aldrig mere. Han vidste fra Forstanderinden, at Emilie Lunger stadig opholdt sig der, og hendes Stirren bragte Mislyd ind i hans harmoniske Sjæl.
