« Tilbage til søgeresultaterne
Helen Blackburn
Helen Blackburn
1843-1903.
,,A Record of’ the Womens’ Suffrage Movement in the British Isles”.
Vil man forstaa den engelske Kvindes Stilling i Samfundet, maa man først og fremmest søge at forstaa den engelske Nationalkarakter. Et Frisind, parret med en næsten stædig Vedhængen ved det tilvante, gammelkendte, en radikal Liberalisme og samtidig en næsten middelalderlig Konservatisme er et af dens Særtegn.
Helen Blackburn’s Bog klargør dette for enhver tænkende Læser. Med Rette peger hun i sine indledende Sætninger paa, at den Blanding af angelsachsisk, romersk og feudal Indflydelse, som endnu overalt spores i den engelske Lovgivning, ogsaa har sat sine Spor i den engelske Kvindes Stilling i det offentlige Liv.
Bogen er interessant og lærerig for enhver, som erkender, at Kvindens Ansvar og Virkefelt strækker sig videre end til Hjemmets Vægge, at hun, ligesom Manden, har Pligter, og derfor ogsaa maa have Rettigheder i Samfundet, ikke alene i sin nærmeste Familie.
Kort, men fyndig skildrer Forf. Den engelske Kvindes Udvikling og Stilling i svundne Aarhundreder. Hun viser, at det angelsachsiske Element nødvendigt giver Kvinden en friere, selvstændigere Stilling end den romerske Ret. Hun paaviser endvidere, hvorledes Respekten for Arveretten under Feudalsystemet sikrede Kvinden sine Arverettigheder ved Siden af Manden, og hvorledes Abbedisserne i den katolske Tid havde en Magt, som var sideordnet, med den store Adels; endelig, hvorledes i den industrielle Verden, Kvinden, som Medlem af de gamle Laug, ogsaa nød Rettigheder, og havde Pligter fælles med Manden.
Reformationens Indførelse og Laugenes Forsvinden var to svære Slag for Kvindens Rettigheder. Den forandrede Samfundsudvikling havde til Følge, at Kvindens Stilling ogsaa blev en anden. Hun benyttede sig ikke længere af sine gamle Rettigheder, og da hun aldrig gjorde Brug af dem, glemte Samfundet efterhaanden , at hun nogensinde havde været i Besiddelse af dem. En lang haabløs Tid fulgte, „the long ebb”, (den lange Ebbe). Kun nogle faa Kvindenavne, saasom Elizabeth Carter, 1717 - 1806, Hannah More 1763 - 1833, Mrs. Trimmer 1741 - 1810, Mrs. Barbaud 1743 --1823, Mary Wollstonecraft 1759 -1797, dukker op af Mørket. Det var Kvinder, som hovedsagelig igennem deres Skrifter søgte at paavirke Ungdommen, for derigennem, som Helen Blackburn udtrykker sig, at vække den „retfærdige Utilfredshed” i de kommende Generationer.
Saaledes var Tilstanden: en fuldstændig Ligegyldighed hos det store Flertal af Kvinder; en gærende Uro og Utilfredshed hos nogle faa, da „the Reform Act” af 1832 for første Gang indførte Ordet „male” (mandlig) i Loven og dermed gjorde til Lov, hvad to Aarhundreder havde gjort til Skik og Brug. I korte Træk paaviser Forf., hvorledes dette ene lille Ord „male” føder den lange Agitation for Kvindernes Stemmeret, en Agitation, som blev stedse hæftigere, mere gennemgribende, jo mere Mandens statsborgerlige Frihed øgedes og Kvindens samtidig indskrænkedes ad Lovens Vej. - Dog kun ad Lovens Vej. Socialt set forblev Kvindens Stilling uberørt, og ligesom Manden grebes og opdroges ogsaa hun af de store Reformer, som bevægede Englands parlamentariske Liv i Trediverne og Fyrrerne. (Reform Act, Catholic Emancipation, Abolition of the Slave Trade, Repeal of the Corn. Laws etc.) Interessant er det at se, hvorledes allerede i de Aar en saa fremragende Politiker som Richard Cobden havde Sympati for Kvindernes Krav og ønskede at dele den politiske Magt med dem. Men snart samler Interessen sig om fremragende Kvindeskikkelser, og der er det først og fremmest Lydia Becher, som tiltrækker sig Opmærksomhed. Man kan neppe være engelsk af Fødsel, endnu mindre, som undertegnede, et Manchesterbarn uden at kende hendes Navn, og man maa være Forfatterinden af „Womens Suffrage” taknemmelig for, at hun i saa korte Træk har formaaet at give en saa fyldestgørende biografisk Skitse af den Kvinde, som maaske mere end nogen har bidraget til at vække engelske Kvinders sociale Samvittighed. Lydia Becker blev født i 1827 i Manchester. Paa Fædrene Side var hun af tysk Afstamning. Hele sin Ungdom tilbragte hun fjernt fra det politiske Liv, og af de Bølger, som ogsaa begyndte at bevæge Kvindernes Sind, naaede knapt Dønningerne hende. Tiltrods for dette kan man sige, at hele hendes Ungdomsliv maa opfattes som Forberedelse til hendes senere Arbejde. Rigt begavet, med Evne til at gribe det centrale i enhver Sag, forstaar hun ogsaa at gjøre andre delagtige i det intellektuelle Liv, hun selv førte. Hendes sikre, statsmandsagtige Blik for andres Arbejdskraft, hendes Evne til at sætte enhver paa sin rette Plads i Samarbejdet, udpegede hende snart til den naturlige Leder af en Bevægelse, som mer og mer greb engelske Kvinders Sind, og snart var hun Midtpunktet i Kampen for at skaffe Kvinderne statsretslig Ligestilling med Mænd.
Det vilde være umuligt her at fremføre alle de Skikkelser af betydelige Kvinder, som tog og tildels endnu tager, Del i Stemmeretsbevægelsen i England. Man maa læse Helen Blackburns Bog. I alle Dele af England og Skotland blev Stemmeretsforeninger grundede. I 1866 indbragte de engelske Kvinder for første Gang et Andragende om politisk Stemmeret i Parlamentet. Andragendet var underskrevet af 1499 Kvindenavne. John Stuart Mill havde lovet at overrække det i Underhuset, saafremt 100 Underskrifter kunde samles. Stor var hans Overrakelse, da han modtog Rullen med de mange Navne. „Ah, this I can brandish with effect” (Aa, med dette kan jeg gøre Virkning!) var hans uvilkaarlige Udraab, da den store Rulle kom frem under Marketenderskens Bord ved Indgangen til Forhallen af Parlamentsbygningen, hvor de to nervøse Kvinder, Frøkn. Davis og Garrett, som med Hjertebanken var kørt til Parlamentet, havde gemt Petitionen til han kom. Hvor nær Kvinderne selv troede at være Maalet ses bedst, naar man læser et af Lydia Becker’s Breve fra den Tid. Hun taler om at samle Penge til fortsat Arbejde og mener blandt andet: „Hvis vi selv alvorligt vil og spiller vore Kort rigtigt, vil vi se Kvinder, stemmende ved det næste Valg, og jeg er ganske sikker paa, at selv om de ikke kommer til at stemme denne Gang, saa bliver det den sidste Valgdag, hvor vi bliver udelukkede”. Dette Haab deltes sikkert af mange og blev yderligere bestyrket, da en Kvinde, Lily Maxwell ved en Fejltagelse var bleven opført paa Stemmelisterne og afgav sin Stemmeseddel, som blev modtaget som fuldgyldig ved et Suppleringsvalg i Manchester d. 26. Novbr. 1867.
De næste Kapitler i Bogen givet en historisk Oversigt over Stemmeretsbevægelsen i de følgende Aar. Som bekendt havde Kvinderne kraftig Støtte, særlig i Stuart Mill. Men ogsaa i Jacob Bright og Richard Cobden m. Fl. I April 1868 blev det første offentlige Stemmeretsmøde afholdt i Manchester i „the Free Trade Hall”, hvor Kvinder (Lydia Becker og flere) for første Gang i Englands Historie talte ved et offentligt Møde. Birmingham fulgte snart efter, og nu følger store Møder, indvarslede af Kvinder og med kvindelige Talere Slag i Slag Landet over. Det var en Tid hvis Kendetegn var et enestaaende Samarbejde blandt Kvinderne. Et svært Slag for deres Forhaabninger var det, da Stuart Mill ved Parlamentsvalgene i 1869 maatte vige Pladsen for en konservativ Modstander.
Det er svært at begrænse sig, naar man vil give et Resumé af en Bog som Helen Blackburns. Den indeholder saa mange interessante Træk, saa mange mindeværdige Udtalelser af betydelige Mænd og Kvinder, viser paa en saa anskuelig Maade den engelske Kvindes voksende Indflydelse i Samfundet, selv om Hovedmaalet endnu ikke er naaet. Strenge Arbejdsaar begyndte med 1870. Man faar et lille Begreb derom, naar man hører, at over hundrede Kvindemøder blev afholdt i Løbet af 6 Maaneder i England alene for ikke at tale om Skotland og Irland for Parlamentsdebatten i 1873, og naar man dertil husker, at hvert Møde med kvindelige Talere dengang var en Begivenhed. Mangen en Opmuntring fik de ledende paa deres Vej. De mærkede, hvorledes Interessen for og Kendskab til Deres Sag voksede, men samtidig begyndte den Obstruktionspolitik i Parlamentet, som endnu føres, og som dengang allerede tilføjede Forhaabningerne om en snarlig Løsning af Spørgsmaalet de første svære Slag. Allerede i 1870 ser vi det Særsyn, at Lovforslaget ,,for the Removal of the Electoral Disabilities of Women” (Ophævelsen af Kvindens Umyndighed som Vælger) ved 2. Behandling blev vedtaget i Underhuset med 124 Stemmer mod 94. Gladstone, Regeringens daværende Chef, modsatte sig Lovforslaget, og dermed var dets Skæbne afgjort for det Aar.
Paa lignende Maade gik det i 1884, men lige rastløs arbejdede Kvinderne videre. Nu ved Tilbageblikket erkender man først hvilket kolossalt Arbejde, der er bleven præsteret. Da alle Forsøg paa at naa Maalet ad direkte Vej, Slog fejl, gik de i 1885 over til den praktiske Politik. „The Prim rose League 1886, „the Womens liberal Federation 1887” og „the Womens liberal Unionist Association” blev grundede, og i Arbejdet for og Samarbejdet med Mænd ydede de engelske Kvinder noget enestaaende.
I 1890 blev Lydia Beckers store Kraft og Støtte dem berøvet, men andre traadte til i hendes Sted og førte Kampen videre. I 1897 blev Lovforslaget om Kvindernes Stemmeret vedtaget i Underhuset med stor Majoritet, men Overhuset forkastede det paa en lidet værdig Maade.
I sin Beretning fører Forf. os helt frem til 1901. Bogen slutter med en Oversigt over Kvindernes Stilling i de store selvstyrende engelske Kolonier.
Hele Værket er rigt illustreret med Portrætter af saa godt som alle dem, der har taget Del i den engelske Stemmeretsbevægelse. Kun Helen Blackburn’s eget Billede savnes. Hun døde 11. Januar d. Aar i en Alder af 60 Aar. Ved hendes Bortgang har Englands Kvinder atter mistet en af dem, som i den sidste Halvdel af det svundne Aarhundrede var deres Hovedstøtter. Hun var Redaktør af Bladet „English Women’s Review”, var utrættelig i Arbejdet for den Sag, som hun havde gjort til sit Livs Maal. Kvindebevægelsen kendte hun ud og ind, og hun havde, ligesom Lydia Becker, en fremragende Evne til at gribe det væsentlige i enhver Sag. I England vil hun blive savnet af mange, ikke alene paa Grund af sin ædle Karakter, sin Offervillighed og Hjertensgodhed, sin Upartiskhed og Mangel paa Smaalighed. Hendes sidste store Arbejde var den her anmeldte Bog, om Stemmeretsbevægelsen i England, en Bog, som er skrevet med en saglig Dygtighed og enestaaende Kendskab til det Æmne, hun behandler, og tillige med en varm Følelse for den Sag, hun kæmpede for. Det blev hende desværre ikke forundt at opleve den store Dag, hvor Skranken maa falde og Kvinder sammen med Mænd vandrer til Valgurnen til Parlamentsvalgene.
