« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Vald. Rørdam: Gudrun Dyre.
Mer end en Kvinde er sikkert bleven varm om Hjærtet ved at læse Valdemar Rørdams Artikel i Kvindernes Blad: „Vil I finde jer i det”, har tænkt: „Der er endelig en Mand, som kan sætte sig ind i, hvad Kvinderne føler og tænker og har næret den største Taknemlighed mod ham. Saa har hun i glad Forventning grebet hans sidste Bog, Gudrun Dyre, har følt sig dybt tiltalt af de dejlige Vers, men inden hun er kommen til Bogens Slutning, har hun følt en smertelig Skuffelse. Versene - ja, de var dejlige, men Tendensen i Bogen - og det er en Bog med en bestemt Tendens - den var saa fremmed for hele Kvindens Følelsesliv, for det bedste i hende, at det voldte hende Sorg.
Bogen skildrer et Forhold mellem en ung Mand og Kvinde, Sigurd Hjort og Gudrun Dyre. Sanseligheden spiller en saa altovervældende Rolle i dette Forhold, at man næsten ikke faar fat paa noget aandeligt Forhold mellem dem, og Blufærdighedsfølelsen krænkes paa det dybeste ved Læsningen af denne Bog. Dertil kommer, at Sigurd Hjort kræver af Gudrun Dyre Hengivelse før Brylluppet, for at de kan fejre et „Bryllup uden Vidner” Gudrun Dyre afslaar først hans Bøn, men giver tilsidst efter, og dette skildres som noget stort. Digteren mener ikke, at G. D. er en svag Kvinde, der ikke har Kraft til ved sin dybe Kærlighed og stærke kvindelige Natur at støtte Manden i Kampen – nej, han mener, at det er noget stort, noget særligt ideelt at holde Bryllup uden Vidner. I Virkeligheden bunder Sigurd Hjorts Krav i æstetisk Raffinerthed overfor det sanselige Forhold mellem Mand og Kvinde. Han væmmes ved den Tanke, at skulle holde Bryllup med Festmiddag osv. Men naar de saa bagefter dog holder Bryllup med Festmiddag og Taler, saa tror Verden alligevel det, de ikke vil have, den maa tro, saa kunde de ligesaa godt vente nogen Tid efter det officielle Bryllup og saa fejre „Bryllup uden Vidner”, - det blev deres Hemmelighed - og G. D. blev saa ikke tvunget ind i noget, der var hendes Natur imod. Dette vilde have været Ridderlighed hos Manden. Og er det da Fejghed, en Fordom, at Kvinden fordrer Bryllup? Nej og atter nej! Det er, fordi for hende er Brylluppet Indgangen til et nyt Liv, et Liv sammen med den Mand, hun har valgt og med hvem hun vil leve hele sit Liv i Sorg og Lyst, i Medgang og Modgang, og med hvem hun vil skabe et Hjem for deres fælles Børn. Men lige som det ikke er et Menneske nok at tro paa sin Gud i sit Lønkammer, men det ogsaa trænger til at bekende sin Tro for Menneskene, saaledes trænger Kvinden ogsaa til at bekende sin Kærlighed for Menneskene og aabenbare for alle, at denne Mand, og ham alene vil hun tilhøre i Liv og Død.
Min Mund og mit Hjerte,
De gjorde en Pagt
I Fryd og i Smerte
Af al deres Magt:
Hinanden at følge
Og aldrig at dølge,
Hvad i dem er levende lagt.
Dette deilige Vers kan ogsaa anvendes paa Ægteskabet. De, som indgaar Ægteskab, har Viljen til at indgaa et livsvarigt Forhold. Og i al Kærlighed som i al Tro er der en Vilje. Og den Tilstand, som Sigurd Hjort priser, hvad fører den til andet end Løgn og Forstillelse? Løgn overfor de nærmeste, Forældre og Søskende, Løgn overfor hele Verden. - Den frie Kærlighed kan tit nok prøve at pynte sig med Idealitetens Navn, den fører altid Løgnen i sit Følge! Nej, den virkelig stolte Kvinde vil kunne se hele Verden lige i Øjnene og sige: denne Mand - og ham alene - vil jeg tilhøre af eget frit Valg hele mit Liv.
Desværre gaar de færreste Mænd uberørte ind i Ægteskabet, mens Flertallet af Kvinderne først lærer denne Side af Livet at kende, naar de gifter sig. Mangen Kvinde har svært ved at forsone sig med det Forhold, og gør det kun gennem Bevidstheden om, at det er den ene Mand, som er hendes Husbond for Gud og Mennesker, som hun tilhører for Livet, Det, som Kvinden tænker paa, naar hun gifter sig, er ikke det sanselige Forhold, nej, det er det daglige Samliv med den Mand, hun elsker, som hun længes efter, det er sin dybe Trang til Kærlighed, hun higer efter at faa tilfredsstillet, men mon ikke mangen Kvinde føler sig dybt skuffet, idet hun opdager, at det, Manden har længtes efter, har været noget helt andet.
En tysk Digter har i nogle skønne Vers skildret den Kærlighed, som har et højere Maal end Sanseligheden.
Du meinst, oh, liebe Mutter,
Wenn ich beim Liebsten bin .
Es käm uns gar nichts Andres
Als Küssen in dem Sinn.
Du irrst, oh liebe Mutter,
Ich darf den Liebsten ja
Auch wenn Du’s siehest küssen
Sich hier, ich kiüss ihn da.
Doch wenn allein wir sitzen
In stiller Traulichkeit
Wie ernstliche Gedanken
Verkürzen uns die Zeit!
Wie hat mir wicht’ge Dinge
Der Liebste zu vertrauen
Er giebt sein Herz, sein Leben
Vom Grund aus mir zu schaun.
Er will mir nichts verhehlen
Und ihm verhchl’ ich nichts
Wir kennen unsre Seelen
Wie Züge des Gesichts.
Denn alles muss auf Erden
Sein zwischen uns gans klar
Bevor wir können werden
Em wohlverständigt Paar.
(Rückerts Liebesfrühling).
Gennem vor nuværende Literatur gaar der en Sanselighedens Strøm, som river mange med. Skal vi Kvinder ogsaa lade os rive med og opgive Kampen for det, vi tror paa, opgive at kæmpe for vor højere og renere Opfattelse af Mandens og Kvindens Forening, en Forening, hvor det sanselige spiller en underordnet Rolle og det aandelige Samliv og den sjælelige Kærlighed er Hovedsagen. Gudrun Dyre forsøger en Kamp for sin kvindelige Opfattelse, men hendes Grunde - hvor sande de end kan være - er mest praktiske, hun har ikke den Overbevisningens Sikkerhed, som vilde have givet hende Myndighed til at hævde sin Opfattelse som den rette.
Der udkommer snart en Folkeudgave af Gudum Dyre. Saa spredes den ud blandt Folk, beruser ved sine skønne Vers, ægger Sanseligheden og bilder Menneskene ind, at det er stort og ideelt at hengive sig før Ægteskabet. Men den ægte Kvindes bedste Følelser saarer den paa det dybeste.
Er det den samme Mand, som skrev til os Kvinder „Vil i finde jer i det? som har skrevet denne Bog.” Man har svært ved at tro det, og tvinges man til det, sker det kun med Sorg.
A. S.
Magdalene Thoresen: „Signes Historie”.
(215 Sider, Nordiske Forlag.)
Denne Bog hører til Fru Thoresens tidligste: den udkom, saa vidt vides, første Gang 1862, og er nu som Led i „Nordisk Bibliotek” paany udgivet i smukt Udstyr med et helsides Billede i Farvetryk, foruden mange nydelige Blomstervignetter i Træsnit.
Fortællingen fører os vel et hundrede Aar tilbage i Tiden, og Forf. opruller for os et med stor Troskab tegnet Billede af Livet i en norsk Fjældbygd; stive og stride Gemytter danner Rammen om en enlig, fin og dejlig Blomst, Signe, den stoute Bonde, Kolbein Storkars eneste Datter, hvis unge, altfor betagende Kærlighed faar en saa sørgelig Udgang. Faderen til hendes Elskede, Bygdens hovne Præst, er i Grunden Bogens onde Aand. Rugende over Mindet om sin Ungdoms skuffede Forventninger gaar han udeltagende og haard forbi alt og alle. Som en smuk Modsætning til ham staar den stolte Kolbein, bag hvis ydre Barskhed vi finder baade Retsind og Varme, hvad særlig kommer frem i Skildringen af den trange Dag, da Signe maa bære sit uægte fødte Barn til Daaben. Ham modner og udvikler Sorgen, saa han ender med at vinde den store Sejr over sig selv, og endogsaa formaar i „Jesu Navn” at frelse Sønnen af den Mand, der har kaldt Skam og Sorg over hans Hus.
Signe selv staar gennem Størsteparten af Bogen som et uudviklet om end elskeligt Barn; som saadant gaar hun ind i Kærligheden, som saadant ind i Skammen og Sorgen, som saadant lever hun, saalænge Faderen staar som den ene styrende. Men da hendes Time kommer, og hun ved den fromme og stærke Rebekkas Haand, efter Faderens, bratte Død, manes til Selvansvar og til Arbejde for andre, viser det sig, at ogsaa hun er modnet, og at hun bliver i Stand til at leve et Liv, hvor Styrken gaar Haand i Haand med Kærligheden.
Med dyb Forstaaelse af de mangfoldige Brydninger i de menneskelige Sind, baade de stærke og de svage, har Forfatterinden i denne Bog fremstillet en hel Række i hinanden slyngede Menneskeskæbner, der paa en ejendommelig Maade er knyttede til denne afsidesliggende Fjeldbygd. Naturens Barskhed hviler over flere af dem, men Afslutningen er harmonisk i al sin Tragik.
At Fortællemaaden ikke er moderne siger sig selv; men Spiren til mange gode Tanker, der senere dels er slaaede igennem, dels endnu brydes i Tiden, findes allerede her i Fru Thoresens Bog.
H. Thaarup.
Samfundets Krav. Jannar Kvartal. Allerede straks ved Stiftelsen af „Det sociale Sekretariat og Bibliotek”, hvis Tidskrift her præsenteres for Læserne, hilste jeg i en Artikel i „Kvindernes Blad” med Glæde dets Fremkomst. Hver især af os har saa travlt med egne personlige Formaal og Forhold, at vi knapt har Tid til at skænke det Samfund, hvori vi lever, en Tanke, i alt Fald da ikke af opbyggende Art, og dog er dette vor uafviselige Pligt og ikke noget, som blot skal henvises til „Politikerne”. Dette indses da nu ogsaa af alle vaagne Mennesker, hvorfor der i de sidste 20 Aar i alle Lande er stiftet Foreninger og Selskaber med det Formaal, at vække Almenhedens Sans for Samfundsforholdene. „D. soc. Sekr. og Bibl.” er et Led i disse Bestræbelser, og dets Tidsskrift, der nu er gaaet ind i sit 3die Aar, bringer interessante Oplysninger baade fra Ind- og Udland. Oplysninger om et Par nylig afholdte betydningsfulde Konferencer i London og Newcastle angaaende Beskatning af Jordværdier efter Henry George’s Princip savnes dog, men maaske faar vi dem i næste Hæfte.
H. Thaarup.
