« Tilbage til søgeresultaterne
Paaskehøjtideligheden i de sibiriske Bjergskove
Fra russisk ved Alexandra Wiehe.
Jeg kom til en ganske lille Bondeby, som vistnok ikke bestod af mere end tre Huse, og den laa ved Bredden af en Skovsø, hvor der fangedes Fisk. Der var frygteligt uciviliseret: det lod til, at Menneskene dér aldrig i deres Liv havde set en „Herre”, og de stirrede paa mine Kufferter, som paa noget usædvanligt; min Jagtdragt med de grønne Kanter befølte de endogsaa, og mit. engelske, dobbeltløbede Gevær gjorde et mægtigt Indtryk paa dem: kort sagt, de betragtede mig som et Væsen fra en anden Verden.
De gamle Koner sukkede, da de hørte Prisen paa Geværet, og Jægerne vilde aldeles ikke tro, at det havde kostet over halvandethundrede Rubler. Og da jeg tog mit Gulduhr frern, anslog de mig til mindst at være Millionær.
Naturligvis belejrede hele Landsbyen mig mindst et Døgn om ikke mere.
Med et Ord, det var - som altid i Landsbyerne: Kommer der en rejsende, saa stimler de sammen for at se paa ham, som paa en Bjørn, der paa en Festdag forevises, og som mindes endnu mange Aar efter.
De overlod mig den bedste Hytte, og jeg kom hurtig tilrette i den.
Og saa gik Tiden saaledes: om Morgenen fik jeg koldt Vand til at vadske mig i og en varm Themaskine; om Dagen Udflugter til Søen og Skovene eller ogsaa Skiløb, om Aftenen Jægernes og Fiskernes Historier; en Dag jagede jeg Hjorte eller Elsdyr, en anden Dag var jeg med til at skelettere et Elsdyrshovede, for hvilket Børnene blev helt bange, saa var jeg paa Jagt efter Trækfugle, Gæs og Ænder, og alt dette kun afbrudt af en god Søvn, eller optaget af at gøre Notitser i Rejsebogen; men paa samme Tid forsømte jeg dog ikke at træffe og tale med de unge Piger, naar et Par uskyldige Øjne stjal sig til at kigge paa mig.
Jeg mærkede ikke, hvorledes den store Højtid Paasken nærmede sig. Jeg fik det tilfældig at vide, da jeg en Dag kom hjem og fandt min Stue fuld af en Mængde unge Koner, alle med opkiltrede Skørter, og bare Arme, barbenede og i en opløftet Stemning, alle saa tilfredse over, at de uden mit Vidende havde faaet vadsket og gjort min Hytte i Stand.
Jeg standsede i Døren, saa forbavset blev jeg over det Billede, der mødte mig. Og først da huskede jeg paa, at Højtiden var forestaaende og forstod, at der i den Anledning blev gjort rent hos mig.
Jeg blev flov og gik.
Om Aftenen begyndte Paasken, den hellige Nat, med alle sine Erindringer, og jeg husker, at jeg følte mig saa underlig og ensom tilmode, at jeg forlod mit rengjorte Værelse og gik ind i Værtens Hus.
Der ventede de kun paa Midnat for at bede og for saa at indtage Paaskemaaltidet: Bønderne laa stille paa Sengestederne med de mindre Børn og fulgte Kvinderne med Øjnene; disse var stimlet sammen i en Krog og lavede endnu Mad; selv gamle Bedstemoder Onisja sov ikke, men sad paa en Bænk ved Vinduet, stønnede og ventede taalmodigt.
Jeg satte mig hos hende og begyndte at spørge hende ud om Paasken.
„Naa, Bedstemoder”, spurgte jeg hende, „tager De ind til Landsbyen for at holde Paaske, eller skal De holde den herhjemme?”
„Men, lille Fa’er til Landsbyen?” hun blev forbauset og saa paa mig. „Siden jeg blev gift med min afdøde Mand, har jeg ikke været der.”
„Er der da saa langt dertil?”
„Nej, langt er der ikke, mit Barn, men kun ubekvemt ...”
„Hvorledes det?” spurgte jeg.
„Man maa ride derhen, Barn, ride paa en Hest og i ikke mindre end to Døgn ...”
Jeg lo, da jeg forestillede mig Bedstemoder til Hest, og de paa Sengestederne lo ogsaa.
„Hvorledes møder De saa Kristus? Hjemme?”
„Hjemme møder vi ham, Barn, hjemme. Naar nu den mørke Midnat falder paa, saa samles de alle hos os, og saa beder vi til Gud. Det er hele Mødet. Hvorledet skal vi ellers møde Ham her paa Landet, Barn? Vor rettroende Kirke er langt borte, selv vore Børn løber et Par Aar udøbte omkring. Og jeg ved ikke en Gang, om der er nogen af os, der kan naa at komme til Skriftemaal.” ,
„Kommer da Præsten ikke herud engang imellem?”
„Det er kun sjeldent - selv i Landsbyen”.
„Hvor kan det være?” - jeg blev forbauset. „Der er dog en Kirke der?”
„En Kirke er der ganske vist, og et Hus for de Gejstlige, men der kommer sjældent nogen Præst.”
„Hvor kan det være?” spurgte jeg.
„Fordi vort Sogn er det allerfattigste. Og naar der endelig kommer en Præst, saa bor han her lidt, maa leve som den fattigste Mand, og saa rejser han. Hvad kan han tage her i Skovene, naar der ikke er nok til os selv?”
„Hvordan bliver I da begravede, naar her i en tre Aar ad Gangen ikke viser sig nogen Præst?”
„Ja, vi bliver begravede saadan, min kære: Naar en dør, bliver der læst Bønner over en, og saa bliver en puttet i Jorden. Naar Præsten saa engang kommer, saa holder han en Sjælemesse for den døde, dersom nogen husker paa, at der er kommet en i Jorden uden kristelig Begravelse, men mangen en bliver glemt og ligger og stønner i Evighed.”
.Hvorledes det?”
„Jo, tænk dog, hvis Du nu for Eksempel døde og blev begravet uden Sjælemesse, saa vilde Du stønne, bede Dig bort fra den tunge Jord, give Tegn til Mennesker om at lade holde Sjælemesse over Dig.”
Bedstemoder forklarede saa ligefremt og anskueligt en Jordfæstelse uden Sjælemesse, at det næsten gjorde mig bange til Natten.
,,Hvorledes møder I saa Kristus, Bedstemoder?” spurgte jeg, for at forjage de mørke Tanker.
„Naar de store Stjærner hæver sig paa Himlen, skal man forberede sig, og saa er det Paaske.
Og den Gamle begyndte at kigge ud at Vinduet, medens hun gned Ruden af med sin tørre, magre Haand. Men gennem Vinduet saa hun den mørke Nat og faa matte Stjerner.
Ogsaa jeg begyndte at vente paa disse Stjerner, som efter Bedstemoderens, den stedlige Astronoms Ord, var det bedste Ur her i Bondebyen.
Lidt efter begyndte virkelig ogsaa Stjernerne at vise sig paa Himlen, og kort efter sendte hun et Par Børn af Sted for at kalde Folk til Bøn i Hytten; saa hørte man Porte hvine paa deres Hængsler, Døre slaa, Hundene gø hos Naboerne, mens Folk begyndte at samle sig i vor store og lyse Hytte. Alvorlige Bønder i nye Faareskindspelse med Bælte om Livet, Kvinder i Sarafaner (Nationaldragter) og Sko af Elsdyrshud, Børnene pyntede og med det krøllede Haar indsmurt i Olje, unge Piger med lange Fletninger og med røde, hvide eller blaa Hovedtørklæder. Og alle
Kom de alvorlige og ærbødige ind, gjorde Korsets Tegn foran Helgenbillederne, hilste derefter paa Værtens, og satte sig saa paa Bænken eller trykkede sig tavse op ad Ovnen.
Stjærnerne hævede sig højere og højere og naaede det mellemste Vindu - Tegnet paa Midnat; den gamle Kone rejste sig smaahostende fra Bænken og gav sig til at tænde Lysene foran Helgenbillederne; alle tog gule Vokslys ud af sammenbundne Tørklæder, og snart straalede Hytten i et festligt klart Lys.
Ogsaa jeg fik et Vokslys og begyndte at bede. Først korsede Værten sig og sukkede dybt, idet han faldt paa Knæ; efter ham sank den ældgamle Kone ned; efter hende alle de øvrige, alle sukkende dybt, og endog Børnene, der sad paa Sengestederne eller paa Ovnen, gik ned og lagde sig paa Knæ, puffende til hverandre for hurtigere at komme ti! - og saa bad de.
En Bonde gav sig til at læse „Fader vor.” Derefter blev der læst en Bøn til „Gudmoder”, og derpaa vendte Værten sig om mod Mængden, slukkede Lyset og sagde: „Kristus er opstanden!” - „Ja, han er i Sandhed opstanden! Han er i Sandhed opstanden!” svarede Bønderne ham lydt og tydeligt, og det var som en Vind var blæst gennem Stuen, og alt igen blevet stille.
,,Kristus er opstanden!” sagde han for anden Gang, som saa han prøvende paa Mængden med sine klare, glade Øjne. Og paa ny svarede alle ham: „I Sandhed, i Sandhed, han er opstanden!”
„Kristus er opstanden!” sagde han for tredje Gang - og alle begyndte de at kysse hverandre.
Bedstemoder bøjede sig helt ned for Fødderne af sin Søn og slog saa Armene om hans Hals, Sønnen bøjede sig dybt for sin Broder og kastede sig saa om Halsen paa ham, og saaledes gik det videre; Mængden kyssedes og blandedes. Konerne kyssede Pigerne. Pigerne Karlene, Karlene kyssede Bedstemoder, Børnene Fædrene. Og jeg, der var fremmed for Mængden, stod bevæget og saa paa, hvor glad en Russer er for Helligdagen, og hvorledes han lægger sin Sjæl aaben.
Saa kom Turen til mig. Bløde, fine og haarde Læber strakte sig mod mig, store og smaa Arme greb mig om Halsen, som var jeg en af deres egne, og jeg følte Aandedrag og Kys, mens jeg samlede de Æg, som de stak mig i Hænderne, idet jeg rent glemte at veksle Æggene med Giverne.
Dette opdagede jeg først, da jeg i begge mine Hænder havde næsten alle Bondebyens Æg og ikke vidste, hvad jeg skulde gøre med dem.
De lo alle. Men Bedstemoder hjalp mig ud af Forlegenheden, og Æggene, der var farvede med Løgskaller, gik over til dem, som ingen havde.
Og saa begyndte de at pille dem, spise dem og holde Paaskemaaltid.
Derpaa gik Bønderne ud for at skyde og forkynde deres Skove, at Frelseren var opstanden. Og længe hørte jeg disse høje Skud, der fik Ruderne til at klirre. Kvinderne fo’r sammen og Børnene skreg.
Jeg lyttede til Skuddene, der lød lige ved selve Bredden af Søen; det var helt underligt at høre Ekkoet, som lød langt borte fra i Skoven, gav Genlyd langt, langt borte bag Søen og opløftede Skyer af Gæs og Ænder, som pludselig var vaagnede og gav sig til at skræppe op.
„Herre Gud!” - hviskede nogle af Kvinderne og korsede sig. „Hvilken Masse af Gud’s Fugle, der har rejst sig!” - sagde andre. Og Fuglene, der var kommet her til Søen fra fjerne Egne for at søge Hvile, ligesom skreg til Menneskene: „I Sandhed, i Sandhed, Han er opstanden!” Og den graa Gaas fløj i Flokke hen over Byen med gennemtrængende Skrig, og alle sagde de, mens de lyttede til den i Mørket: „Det er Gaasen!” og Vildænderne fløj over Byen, og de sagde alle, da de hørte deres Skrigen drukne i Mørket: „det var Ænderne, de kære Ænder!” og efter dem lød Krikandens urolige Sølvlatter, og da raabte Børnene: „de smaa Krikænder, de smaa Krikænder!” og langt borte fra Søen kunde man høre Svanen. Men Skuddene vedblev, og betagende var det at staa i Mørket; Taarerne kom Uvilkaarligt i Øjnene - thi Paasken i Bjergskovene, - den griber Sjælen.
