« Tilbage til søgeresultaterne
Tidsskrift for Aandskultur og Menneskekundskab
Redaktør: C. Lambek.
Det er længe siden, det gik op for Menneskeslægten, at den ydre Verden er stor og skøn, og i Aarhundreder er der arbejdet paa at trænge ind i dens Hemmeligheder, løse dens Gaader, begribe dens Love, gribe dens Skatte og tage dens Kræfter i sin Tjeneste.
Den indre Verden i Mennesket selv derimod har man i meget ringe Grad søgt at trænge ind i og forstaa; naar man har bestræbt sig for at bringe Evner og Kræfter frem derindefra, har det hovedsagelig været for at bruge dem som Middel til at kunne staa sig bedre i Kampen for Tilværelsen, eller naa videre frem i Rigdommens og Ærens Kapløb, eller for i rent ydre og materiel Forstand at kunne nyde Livet fuldere.
Imidlertid synes man at begynde at interessere sig for denne indre Verden paa en ny Maade, og denne Interesse giver sig forskellige Udslag.
Ad rent empirisk (erfaringsmæssig) Vej søger man at trænge ind i den og finde den Sammenhæng og Lovmæssighed, som man har god Grund til at antage ogsaa hersker der, saa vel som i den ydre Verden; man begynder at studere Psykologi paa en ny Maade; idet sjælelige Forhold gøres til Genstand for rent fysisk Undersøgelse. (Se f. Eks. „De sjælelige Tilstandes legemlige Yttringer af Dr. phil. Alfr. Lehmann.)
Et mere mystisk Udslag af denne Interesse giver sig til Kende i de højst forskellige og mangeartede Undersøgelser, der, mere eller mindre umiddelbart, grunder sig paa den Paastand, at der i Menneskets indre Verden ligger Skatte af hidtil ukendte og ubrugte Evner og Kræfter, som nogle enkelte, (efter deres eget Vidnesbyrd) har begyndt at arbejde frem i sig selv og tage i Brug, men som hos de mange endnu ligger i latent (bunden, skjult) Tilstand som Anlæg og Muligheder - Evner og Kræfter, der skal kunne bringe En i ganske anderledes fintmærkende og omfattende Forhold til og langt dybere Forstaaelse af Tilværelsen end de „grovere” Redskaber, som nu staar i vor bevidste Tjeneste.
Hvordan det nu end hænger sammen hermed, saa kan det næppe nægtes, at der ved Siden af megen Humbug og Sygelighed ogsaa foretages alvorlige og intelligente Undersøgelser paa de skjulte Kræfters Omraade og gøres Erfaringer, som nok kan antages at ville faa stor Betydning i Fremtidens Forsøg paa at trænge ind i Menneskets indre Verden og forklare dens Love og Sammenhæng. At stille sig paa et forudfattet Nej-Standpunkt kan næppe kaldes videnskabeligt, da det dog maa erkendes, at den omtalte indre Verden er noget højst mystisk - mystisk i den Forstand, at vi endnu ikke kender den ret meget eller forstaar den ret langt.
Endnu et andet Udslag af bemeldte Interesse bevæger sig paa ganske anderledes sikker Grund, og dets Tendens er i høj Grad lige til og dagklar; men det har det maaske tillige mere i Udstrækningen end i Dybden. Det peger hen i Retning af Livskunst - Vi skal være selv levende, modtagelige for Livet, saaledes som det ytrer sig paa mangfoldig Maade omkring os og i os; vi skal nedbryde alle de Dæmninger af Skik og Brug, af Moder og Fordomme, af dumme Hensyn til hvad andre siger og gør, tror, mener og tænker, saa at Livets egen rige, friske Strøm, umiddelbart kan faa Adgang til os; vi skal fjerne de tætte Skodder af Ugidelighed og Dovenskab, Ligegyldighed og Sløjhed, Mistro og Overlegenhed, saa at Lys og Luft frit kan strømme ind til os.
Vidnesbyrd i denne Retning finder vi i vort Land tydeligst i Ludv. Fejlbergs Bøger „Om størst Udbytte af Sjælsevner” (1881), „Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet” (1896), „Om sjælelig Ringhed” (1899-1902); endvidere i Vilh. Andersens i Vinter udkomne Bog „Aaret og Dagen” og i det ovennævnte „Tidsskrift for Aandskultur og Menneskekundskab.”
Disse Aandsprodukter er stærkt beslægtede og umiskendeligt Grene paa samme Stamme.
Det er ikke vor Opgave her at gaa nærmere ind paa disse Ting, men kun ved en kort Omtale at gøre Kv. og Samf.’s Læsere opmærksomme paa ovennævnte Tidsskrift.
I rigtig Erkendelse af, at Sansen for materielle Værdier staar i fuldeste Flor, og at det sociale Livs Omraade er vel bearbejdet, medens det indre sjælelige Livs Omraade er sørgelig forsømt, fremsættes det i Nr. l som Bladets Opgave „at give en mere direkte Undervisning og Opøvelse i Aandskultur end den hidtil gængse.”
„Man studser lidt ved følgende Program: Nærmere bestemt vil vort Arbejde komme til at gaa ud paa: Fremstilling af de aandelige Værdier og Grundlagene, hvorpaa de hviler; Klarlægning og Vurdering af sjælelige Egenskaber og Tilstande; praktisk og populær Oplysningom Sjælelivets Grundlove; Indsigt i sjælelige Arbejder og Væktsforhold; Indøvelse af aandskulturelle Synspunkter overfor allehaande af det daglige Livs Sysselsættelser og Forhold; Udryddelse af al usund
Selviagttagelse og Selvfordybelse (kan kun ske gennem praktisk psykologisk Oplysning, der fjerner Uklarhederne); endvidere i direkte Undervisning i Menneskekundskab og socialt Omdømme, i sjælelig Økonomi og sjælelig Hygieine; Opøvelse i Naturiagttagelse og i Forstaaelse af Kunstværker o. s. v. I Sammenhæng med disse Emner vil vi ogsaa komme til at berøre adskillige sociale og økonomiske Forhold.” (Nr. 1.)
Menneskekundskab f. Fks. opnaas næppe ved „direkte Undervisning”, men kun ved direkte at studere Mennesker, iagttage dem i deres Liv og Færden og navnlig ved at leve sammen med dem og ved sin Interesse og Sympati vinde en altid voksende Forstaaelse af Deres Væsen og Veje. „Populær Oplysning om Sjælelivets Grundlove” - hvem kender dem?
Med Hensyn til Indøvelsen af aandskulturelle Synspunkter” og „Undervisning i socialt
Omdømme” (!), da ledes Tanken hen paa noget ganske andet end Selvliv; „aandskulturelle Synspunkter”, skal ikke indøves, men bryde frem indefra - fra Selvlivet, være en Frugt af hele Ens Udvikling; og i „socialt Omdømme” skal man ikke undervises, men det skal vokse frem som en naturlig Frugt af Ens Kendskab til og Forstavelse af sin Tid.
Skal man bevare sin Selvstændighed og personlige Sandhed (eller vinde den, hvis man ikke har den), eller med andre Ord leve Selvliv - saa maa man nok dyrke sin egen Mark paa sin egen Maade.
Vilde man spørge, hvorledes Bladet har løst sin Opgave i det første Kvartal, da synes det mig, at Svaret maatte blive, at det indeholder mange fine Iagttagelser og gode Enkeltheder, hist og her ogsaa nye Synspunkter og Belysninger, men paa den anden Side ogsaa en Del, som temmelig stærkt udæsker Kritiken.
Lad mig nævne et Par Eksempler paa det sidste: I „Træk af Samtalens Kultur (C. Lambek), der ellers indeholder saameget, som giver Genklang, synes Selvbehageligheden hist og her at give sig lidt for tydelig til Kende, og ligeledes stilles der paa et Par Steder ubillige Fordringer om Hensyntagen til Ens eget elskelige Selv.
Kan det siges, at Artikelrækken i Nr. 3, 4 og 5 „Om Manglen paa Forstaaelse imellem Folkehøjskolen og den akademiske Verden” (Ludvig Feilberg) deler Sol og Vind lige ? Det synes mig, at Forfatteren i sin Kritik af den akademiske Verden skyder langt over Maalet; det sunde og riglige i en Kritik taber ganske sin Virkning, naar den er i den Grad overdreven.
Latteren og Munterheden i Eksperimentators „Smaa Iagttagelser” giver ikke Indtryk af at være rigtig sund eller frisk, og Bladet vil jo slaa til Lyd for Sundhed og Friskhed.
De Artikler, der i særlig Grad synes mig at slaa de rette Strenge an, er følgende: „Domme om Lykke” (Nr. 7), „Aandelig Materialisme” (Nr. 8), „Hjemkærlighed og Hjemve” (Nr. 13) og (delvis) „Humørsvingninger” (Nr. 6), alle af C. Lambek. De bør læses in extenso og egner sig ikke til at refereres.
Forøvrigt var Meningen altsaa blot den, at henlede Opmærksomheden paa dette Tidsskrift, der sikkert bør vække Interesse som Symptom paa noget i vor Tid, der nok kan siges at høre med til det bedste og sundeste, og trods mine kritiske Bemærkninger ønsker jeg det Fremgang og Vækst - baade kvalitativt og kvantitativt, at det maa blive til Nytte baade for dem, der læser det og dem, der skriver i det; (de vil faa Luft for Tanker og Følelser, Erfaringer og Stemninger, og det bliver maaske ikke dets mindste Betydning).
Gid det maa faa Held til i stigende Grad at give Valuta for de i Nr. l udstedte store Veksler, og at dets Abonnenters Tal maa vokse hurtig og sikkert, saa at det maa faa en lang og lykkelig Levetid.
