« Tilbage til søgeresultaterne
Fritænker og Idealist
Af Ellen Key, forkortet efter „Ord och Bild.”
Malwida von Meysenbug er født i Cassel den 28. Decbr. 1816 i en friherrelig Familie, hvis Adel sporedes baade i dens Navn og dens Sindelag. I hendes Hjem forenedes Hygge med almindelige Interesser og fin Dannelse. Faderen var en Tid lang Minister hos Hertugen af Darmstadt og fulgte saa denne som Ven, da Hertugen efter at have givet Afkald paa Tronen førte et omflakkende Liv. Moderen hørte til den humanistiske, paa en Gang aristokratiske og liberale Retning, som var et Særkende for det aandelige Liv i Goethes, Humboldternes, Schleiermachers og Rahels Tid.
Børnene blev tidlig gjort fortrolige med den klassiske Literatur og Musik, ligesom de ogsaa lærte mange berømte Personligheder at kende. Fri for enhver Skoletvang fik Døtrene en omhyggelig Undervisning i Hjemmet, i hvilken der dog hverken forekom Religion eller Naturhistorie. Et Dukketeater hørte derimod til et af den Tids Dannelsesmidler, som Malwida von Meysenbug ogsaa anbefaler Nutidens Opdragere. Ved Opførelsen af klassiske Skuespil for dette Teater, som ved Læsning af Historie og Biografier af store Personligheder, næredes hos den lille Malwida det Heltesværmeri, som hun kalder sin Barndoms egentlige Religion.
Julirevolutionen vakte hendes politiske Interesse og medførte tillige den ovennævnte Forandring i Faderens Livsvilkaar, hvorved Familiens Liv blev omflakkende. Dette blev en kendelig Hindring for Malwidas glødende Lyst til at lære, men gav hende som Erstatning større Mangfoldighed af Indtryk. I hendes Konfirmationstid opholdt Familien sig i det lille Delmold; den foranledigede hende til alvorlig at fordybe sig i den kristne Livsanskuelse; men det var dog uden sand Trosoverbevisning og Trosglæde, at hun blev konfirmeret. Ved sin asketiske Iver for - Idealist, som hun var, - virkelig at leve efter den Lære, hun havde lovet at tro paa, blev hun derimod senere, som mange andre alvorlige Sjæle, mere og mere tvivlende om denne Læres Sandhed. Hun oprørtes mod Dogmerne om Menneskeslægtens Syndefald, om Nødvendigheden af et Mellemled mellem Gud og Mennesker, og om en ved Jesus opnaaet Helliggørelse af Naturen, Kunsten og andre menneskelige Livsomraader, som i Og for sig forekom hende guddommelige ogsaa uden slig Helliggørelse. Fremfor alt: hvortil havde Mennesket faaet sin Forstand, naar han ikke har Lov at bruge den, men skal tro netop paa det, som er imod al sund Fornuft.
Medens hun var optaget af sin asketiske Verdensforsagelse og sine Sjælekampe, forsømte hun dog ikke at strejfe om i Naturen, at dyrke Musik og at læse. Saaledes naaede hun en Dag frem til Goethes „Dichtung und Wahrheit”, hvortil hendes indre Arbejde uafvidende havde forberedt hende. Som et forløsende Ord slog en af hans centrale Tanker ned i hende:
„Jedes tuchtige Streben wendet sich von innen heraus auf die Welt.*)
*) Al dygtig Stræben vender sig indvendig fra udad mod Verden.
Hun indsaa nu, at Kristendommen var bleven hende paatvungen, at den ikke var hendes Væsens egentlige Trang, som kun bestod i en umiddelbar Kærlighed til hele det skønne Liv. Forestillingen om en personlig Gud begyndte at synes hende snæver; des mere gennemtrængtes hun af den Lykkefølelse, som Fornemmelsen af Guds Nærværelse i alt indgav hende, efter at hun nu uden Samvittighedsskrupler kunde fordybe sig i denne Følelse. Hun følte en inderlig Harmoni i sin Kærlighed til forældre, Søskende og smaa Søsterbørn, i sine rige aandelige Nydelser og i det muntre Selskabsliv. Med det fine Instinkt, som betegner den fødte „Levekunstner”, afværgede hun alle erotiske Tilnærmelser, idet hun følte sig altfor svag og bøjelig til uden Fare for sin Personlighed at kunne indgaa et tidligt Ægteskab. Da hun allerede var højt op i Tyverne, kom Sønnen af den Præst, som havde konfirmeret hende, tilbage til sit Hjem. Den unge Mand havde endt sine teologiske Studier og havde frigjort sig for Dogmetroen. Hans Intelligens, Skønhed og indtagende Væsen foraarsagede, at han overalt gjorde Lykke; men hans nye Tanker førte ham ind paa Veje, hvor man ikke gør Lykke, og den eneste, som forstod hans Lyst til at gaa sin egen Gang, var Malwida von Meysenbug. Under dagligt Samliv i hinandens Hjem eller ved Vandringer sammen med hans Søster viste den gensidige Sympati mellem den unge Mand og Malwida sig mere og mere. Før nogen af dem, ikke en Gang for sig selv, tilstod, at denne Sympati efterhaanden havde udviklet sig til Kærlighed, skilles de en Tid ved en Rejse, som Malwida foretog med sin Svigerinde til Rivieraen. Da hun efter denne Lykkedrømmenes Tid - i Italien forefalder Lykken jo som en naturlig Rettighed - vendte tilbage til Norden, havde hun en indre Oplevelse af den Slags, som fordum kaldtes Aabenbarelser. Paa Turen gennem Alperne gik hun ofte foran den langsomt kørende Postvogn, og under en saadan Vandring syntes hun i den mørke vældige Natur, som omgav hende, at læse den Vished, at hun aldrig skulde finde Lykken, men i Stedet derfor Kraften til at leve og kæmpe for sine Idealer. Gennembævet af denne Anelse gav hun, med den evige Sne til Vidne, det Løfte til Livet, at tage sit Kors op og ikke vige tilbage fra Sandhedssøgerens ensomme Vej.
Sin nærmeste Virksomhed fandt hun nu i Sygepleje blandt de fattige. Men hendes Iver i denne Retning fremkaldte indenfor hendes Omgangskreds samme Forbavselse; som hendes kristelige Askese og grundige Kunststudier før havde gjort. Lidt af alt er jo Verdensmenneskenes Valgsprog, medens enhver Fordybelse, af hvad Slags det være vil, røber den Alvor, som den fine Verden ikke tilgiver.
Da Malwida von Meysenbug nu gensaa Teodor Althaus, og denne til-Slut tilstod hende sin Kærlighed, søgte hun først at skjule sin egen. Thi hun frygtede for, at en tidlig Forlovelse - og endda indenfor en overfor hans Meninger fjendtlig Kreds - skulde hindre hans Frihed. Hun tøvede saa meget mere, som hun var fire Aar ældre end han. Disse Sjælekampe gjorde hende imidlertid syg, og først da hun efter endt Sygeleje gensaa ham, følte hun, at hun begik en Uret baade mod ham og sig selv, ved stadig at skjule sine Følelser. Den lykkelige Tid. som nu paafulgte, forstyrredes kun ved den unge Mands begyndende Kamp mod den Tro, hvis Forkynder hans Familie haabede, at han skulde blive. I sin første Bog udtalte han sig imod alle Kristendommens Grundsætninger og bekendte sin panteistiske Livsanskuelse. Ligesom han begyndte nu ogsaa hun at opgive Troen paa den personlige Udødelighed, et Haab, som hun havde fastholdt længe efter, at hun havde forladt Troen paa en personlig Gud. Nogen offentlig Forlovelse fandt ikke Sted, men begges Familie gav deres stille Samtykke, og de unge gennemlevede saaledes uforstyrret den Kærlighedens Vaar, som faar ethvert elskende Par - hvilken Livsanskuelse de ellers nærer - til at tro paa Evigheden, naar det drejer sig om Kærlighedens Lykke: Men for disse to, som for de fleste andre, varede den fuldkomne Lykke kun kort.
Teodor Althaus havde med Demokratens Uvilje udtalt sig mod det lille Hofs store Teatertidgifter, der tyngede saa haardt paa Undersaatterne, og dette foraarsagede, at Malwidas Familie stillede sig meget kølig overfor ham. Malwida, som med den dybe Kærligheds Blyhed ellers ved enhver Lejlighed undgik at lægge sine Følelser for Dagen, paadrog sig nu ogsaa sin Families Misfornøjelse ved f. Eks. ved en Fest kun at tale med Althaus eller paa de offentlige Spasereveje kun at gaa med ham. Hun led ganske vist ved saaledes at miste den store Popularitet, hun selv havde ejet til Trods for sine „Særheder”, men rinder denne Trods imod Verdens Dom vandt hun en fuldt udpræget Individualitet med egne Overbevisninger og Mod til at bekende dem. Hendes Familie ansaa hende for at være paavirket af Teodors vilde Ideer. Selv var hun fuldstændig paa det rene med, at hendes nuværende Anskuelser kun var den logiske Følge af hendes tidligere Krav paa Tankefrihed. Det sværeste for hende var nu for første Gang i sit Liv at maatte udveksle skarpe Ord med sin Moder for at værne sin Kærligheds Helligdom, men hendes bestemte Holdning tvang imidlertid Moderen til at give efter.
Malwida adskilte sig fra sin Tid særligt paa et Punkt, som bedre end noget andet viste, at hun var Foregangskvinden paa Veje, som endnu kun faa havde betraadt. Fra første Øjeblik, da de havde udtalt deres Kærlighed for hinanden, var hun og Teodor blevet enige om fuld gensidig Frihed. Hun følte den fulde Fortroligheds Fred og ansaa deres Kærlighed for evig; men hun vidste paa den anden Side, at hvis hun tog fejl heri, vilde hverken Løfter eller ydre Baand kunne holde den i Live. Og da Teodor forlod Detmold, fordi han fik Ansættelse ved et frisindet Blad, var det derfor hendes eneste Betingelse, at han ærlig skulde sige hende, naar hans Kærlighed til hende kølnedes og derpaa anse sig som løst fra ethvert Baand. - Saaledes skuttede hendes Livs skønneste Vaar.
II.
Kort efter denne Skilsmisse mistede Malwida sin Fader, hvis Livsanskuelse hun ganske vist ikke delte mere, men hvis ædle Personlighed hun dog omfattede med en inderlig Kærlighed. Ved hans Dødsleje erfarede hun, at hun kunde undvære Trøsten af et Gensyn i en anden Verden og desuagtet formaa at bære Sorgen genoptage Livets Pligter og uden Frygt imødese Døden. Nytaarsdag 1848 blev Faderens Testamente aabnet, og den efterladte Formue viste sig at være meget lille. Malwida besluttede at afstaa sin Del til Moderen, og for første Gang opstod derfor den Tanke hos den unge Baronesse selv at tjene sit Brød. Med Bekymring indsaa hun, at hun ikke i nogensomhelst Retning besad Fagkundskab nok til Brøderhverv. Det er i saadanne Tilfælde, at den frie og fine individuelle Uddannelse kommer til kort overfor Eksamenskundskaberne. Men desuagtet maa man lykønske Malwida von Meysenbug til, at hun først senere kom i Besiddelse af disse; thi Personligheder, som hendes uddannes ikke ved Brødstudie.
Bekymringen for hendes Fremtid traadte dog snart i Baggrunden for de store Begivenheder, som Februarrevolutionen hidførte. Det blev hende forundt i Frankfurt am Main at opleve Tysklands Opvaagnen, og hun var henrykt derover trods hendes Families Uvilje. Hun har i sine Memoirer givet en ypperlig Skildring af Stemningen i Byen, Livet paa Gaderne og i Teatret - hvor Don Carlos opførtes - og det tidlige Foraars Pragt, det var som om Naturen det Aar stod i sympaetisk Harmoni med Folket. Hun glødede af Fædrelandskærlighed, og med ubeskrivelig Rørelse saa hun „Forparlamentet” samles, medens Træerne stod i lysegrøn Foraarspragt og Marseillaisens toner lød. For første Gang følte hun den vidunderlige Betagethed, som griber Sjælen, naar det personlige Jeg opfyldes helt af en stor almenmenneskelige Følelse. Malwida vidste, at Tysklands Fremtid nu skulde afgøres, og det var derfor med stor Sorg, hun fulgte sin Familie, som ikke turde blive længere i den urolige By. Hun følte nu, at hun krævede som sin Ret de store Indtryk, som hæver Menneskene op over deres eget lille Omraade. Frivilligt at afgive Afkald paa saadanne Indtryk forekom hende som Synd imod den hellige Aand, og i disse Dage blev det til uigenkaldelig Vished hos hende, at „Individualiteten har fuld Ret til alt, hvad den behøver for at blive alt, hvad den kan blive” - og Urokkeligheden i denne Vished har senere mangengang været Malwida von Meysenbugs højeste Viden. Hun besluttede at handle efter denne Overbevisning, saa snart hun kunde, fremfor alt at skaffe sig den økonomiske Uafhængighed, der baade for Kvinden og Manden er Hovedbetingelsen for en selvstændig Optræden. Kvindens i sig selv berettigede Frigørelse fra økonomisk Afhængighed har desværre ophørt at være - som for Malwida von Meysenbug og hendes Samtid - et Middel til det store Maal: en individuel Livsudvikling. Kampen for den økonomiske Uafhængighed viser sig nu ofte som en Strid om en rummelig Baas og en vel fyldt Krybbe for den store Hjord, for hvem Personlighedens Frigørelse er et ukendt Begreb!
(Fortsættes).
