« Tilbage til søgeresultaterne
Magdalene Thoresen
1819-1903.
Magdalene Thoresen fødtes 3. Juni, Faderen, Skipper Kragh, var ofte fraværende. Hendes gamle Bedstemoder, en stærk, bestemt Kvinde, tog sig da særlig af det livlige, opvakte Barn.
I Fortællingen „Søløven”, trykt i tidsskriftet „For Ide og Virkelighed”, skildrer Forfatterinden sit bevægede Barndomsliv ved Lille Belt med dets stærke Strøm og de djærve, uforfærdede Søfolk. - Som ganske ung tog hun til Hovedstaden og tilegnede sig her med sin sjældne Energi i kort Tid saa mange Kundskaber, at hun kunde drage op til Norge og overtage Posten som Opdragerinde for Pastor Thoresens moderløse Børn. - Snart efter blev hun Præstens Hustru. I Bergen, hvortil Pastor Thoresen var kaldet efter at have været ansat i et af Søndmøres yderste Præstegælde, vaktes Fru Thoresens Kærlighed til Folket og den storslaaede Natur, hvori det lever. Under Indtryk af disse Omgivelser skrev hun Fortællingerne „Studenten” og „En Aften i Bergen”, der ved deres alvorlige, næsten mørke Grundtone vakte Sympati og Anerkendelse; dog først med „Signes Historie” (1862) og „Solen i Siljedalen” (1868) brød hun ret igennem; saa fulgte Aar efter Aar hendes mange karakteristiske Fortællinger med de myge og dog saa stærke Kvinder: „Luknegaarden”, „Herluf Nordahl”, „Skoflikkeren” og mange andre. Af hendes mange Dramaer bør fremhæves „Walkendorf” og „Udflytningen”. Et af Forfatterindens Hovedværker er dog „Fra Midnatssolens Land”, som hun skrev 65 Aar gl. under et Besøg i Tromsø; efter sin Mands Død boede hun nu ellers i Danmark. I dette Værk udfolder Magdalene Thoresen hele sin ejendommelige Forfatterbegavelse; hendes mægtige Fantasi formaar at gribe og fastholde de modtagne Indtryk. Ved hendes Skildring føler Læseren sig hensat højt op i Finmarken, ser Finnen fare frem med Renen for Pulken over de høje, knudrede Isfjelde, hører Ulvene tude i den stille Julenat og ser Finkongen trone paa sin gyldne Stol.
Det amerikanske Blad „Nordlyset” skrev engang, at om Fru Thoresens Evner var bleven sat ind paa praktisk Virksomhed, vilde der gaaet stort Ry af hende. „Den, der har skrevet det, kender mig bedre end alle mine andre Biografer”, ytrede hun efter Læsningen af denne Udtalelse.
Fru Thoresens Liv og Værker vidner om en fortsat Kamp for at bevare Personlighedens sande Frihed. Hendes Valgsprog var: „Vær først og fremmest Dig selv bekendt”.
„Mit Liv, rigt paa Begivenheder”, sagde hun, „har Været, og er ofte møjsomt for mig. I yngre Aar stod jeg undertiden tvivlsom, om jeg skulde vove mig ud i Offentligheden. Jeg var den første Forfatterinde, der traadte ud i Literaturen under eget Navn. Frederikke Bremer og de andre skrev alle under Pseudonymer. Jeg har mødt saa megen Modstand, at det ofte undrer mig, at jeg ikke tabte Modet; men Gud har givet mig en vidunderlig Kraft til uforsagt at holde ud i Kampen. Mit Liv er som et Regnestykke, det bestaar af lutter Subtraktion ; hver Gang jeg faar for megen Anerkendelse, subtraherer jeg. Det oplevede trænger sig frem ligesom med naturnødvendig Magt. Minderne lader sig ikke altid kue, de stormer paa og holder Dom.”
Til Samtidens mest fremragende Mænd var Magdalene Thoresen nøje knyttet. Henrik Ibsen, der er gift med hendes Stifdatter, saa hun med Beundring op til, ligesaa til Bjørnstjerne Bjørnson, hvem hun betragtede som en trofast Ven. Sit Forhold til Professor Rasmus Nielsen, hvem hun første Gang traf sammen med i Kristiania hos Digteren A. Munch og Hustru, har hun skildret i „Erindringer om R. Nielsen”, Forfatterbogen 1898.
I Begyndelsen af Fru Thoresens Forfattervirksomhed ytrede Magister Clemens Petersen: „Magdalene Thoresen vil ikke faa mange, men gode Læsere.”
Gode Læsere, fik Fru Thoresen; straks efter Udgivelsen af hendes første Fortællinger sluttede flere, især blandt de unge, sig til hende. Redaktøren af Dette Tidsskrift siger i sin Henvendelse til Fru Thoresen i Anledning af dennes 80-aarige Fødselsdag: „Ved Læsningen af „En Aften i Bergen” var det som at genfinde noget af Sagaens Alvor og Storhed i sin egen umiddelbare Nærhed.”
Magdalene Thoresens Hu stod til Norge med dets høje Fjelde og skummende Elve; dog, efter et Sommerbesøg i Kristiania udbrød hun: „Jeg havde i flere Aar glædet mig til den Rejse; da jeg saa kom hjem, var det, som havde jeg slet ikke været i Norge.
Havde jeg ikke havt min Datter, Fru Falsen, der bandt mig til Kristiania, var jeg draget Nordenfjelds - helt op i Norge.”
,,Ja - Fru Thoresen maa - det forstaar sig - „ud over de høje Fjelde”.
„Aa, jeg vil nøjes med at komme midt ind mellem dem”, - hun undertrykte et Suk, - „paa Fjeldtinden naar jeg neppe op.”
Hvor mange tunge Timer den begavede Digterinde end har havt, - ingen som kom i nærmere Berøring med hende kunde tvivle om, at hendes villiestærke Aand holdt hende oprejst over alle Livets Sorger og Genvordigheder.
Naar Fru Magdalene Thoresen traadte ind i den forsamlede Vennekreds, kom der forhøjet Festivitas over Forsamlingen, og naar hun saa ved Bordet hævede Glasset og holdt en af sine kraftige, beaandede Taler, følte vist alle, at her var en rigt begavet Personlighed, der magtede at løfte den festlige Stemning.
Magdalene Thoresen elskede Musik, dog - Havet, hvad enten det brusede vildt og mægtig eller nynnede i sagte, vemodig rytmisk Takt, var for hende det Instrument, hvis Toner gav den dybeste Genklang i hendes Sjæl.
Hver Sommer tog hun Ophold i Hornbæk eller Gilleleje; her kunde hun sidde Timevis ved Strandbredden.
I en af Fru Thoresens „Mindre Fortællinger” lader hun Hovedfiguren Engel Marcilie hver Søndag vandre henover Øen til et Punkt, „hvorfra hun oversaa det mægtige Hav, og der, hvor det smeltede sammen med Himlen i et straalende Lysblink, tyktes det hende, at Tid og Evighed mødtes, og at hun saaledes sad foran Indgangen til Guds Rige, hvor hun snart skulde have det store Foretræde for Himlens Konge.”
Havet fortsætter sit vekslende Spil. Digterinden, der lyttede til de stærke Naturmagters Røster, er ikke mere; - dog, hendes Værker staar tilbage og vidner om hendes elskelige Personlighed og sjeldne Digterbegavelse.
