« Tilbage til søgeresultaterne
En Frostnat
Der stod de og blomstred i Solens Glød,
de fremmeste Vaarens Vedetter,
og Knopperne rundtom i Hylstret brød,
Kastanjen paa Hatten alt letter.
Da kom fra Østen den barske Vind,
og Frosten knugede Jorden,
som fandt den for let dens vaarfriske Sind,
dens Fremskridt var stik mod hver Orden.
Da sank det som gulnende Blad i Høst,
det fine og lovende Smykke,
kun det slap derfra uden mindste Brøst,
hvis Hud hørte mer til de tykke.
Og kender vi selv ej den samme Gang –
se Aandens de fineste Blade,
som folded sig ud under Vaarens Sang
hvor faa, som ej Frosten gav Skade.
Hvor faa, som fremmest sit Hylster brød
med Førstehaands gærende Kræfter,
fik blide Kaar under Solvarmens Glød –
en Frostnat skal nok slette efter.
