« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindesagen og den faglige Organisation
II
Der rejser sig det Spørgsmaal, om Kvinder, der arbejder i et eller andet Fag, bør danne deres egen Fagforening eller indtræde i Mændenes, hvis saadanne findes. Meget kan tale for det første, Kvinderne vil altid, navnlig i Begyndelsen, være i Mindretal, og vil derfor have vanskelig ved at hævde sig mellem de mandlige Kammerater; i Modsætningsforhold vil de være sikre paa at trække det korteste Straa. Paa afgørende Punkter vil Mændene være bange for „at kaste Kvindesagen ind i Diskussionen”. At de selv skulde ofre noget af deres for Kvindernes Skyld, vil forekomme dem ganske urimelig. Alligevel maa vi i Følge det tidligere udviklede raade Kvinderne til at gaa ind i Mændenes Foreninger og der gøre, hvad de kan for de fælles faglige og deres egne særlige Interesser. Men saa vil de ogsaa behøve en Støtte ved deres Side. Et Sted maa den „teoretiske Retfærdighed” have hjemme, og i det Tilfælde vil dette naturlig være i Dansk Kvindesamfund. I hvert Fald saa længe, indtil Mændene paa deres Fane skriver det fulde Lighedskrav. Dette har Telegrafistforeningen ikke gjort. Vi kan derfor ikke se rettere, end at Dansk Kvindesamfunds Indskriden til Fordel for de kvindelige Telegrafister var ganske paa sin Plads, medens den jo heller ikke bragte nogen Forstyrrelse i Tingenes Gang. -
Vi kan bedre sympatisere med Hr. Schous Klage over, at Dansk Kvindesag ikke er klart og greit organiseret her hjemme. Vi kunde skyde os ind under den Omstændighed, at det samme er Tilfældet omtrent i alle Lande. Overalt finder Kvinderne det nemmere, naar de er misfornøjede, i Stedet for at kæmpe deres Mening frem i den gamle Forening eller bøje sig for Flertallet der, at danne nye Foreninger eller „Udvalg” eller at forene sig om noget, der hverken maa hedde Forening eller Udvalg. Der er næppe andet at gøre herimod end at vente taalmodig, til Erfaringen faar lært dem, hvor meget de herved spilder af Tid og Kræfter. Saa meget mere som det, der mangler, netop altid er dygtige Førere. Og hvad Kvinder nu end er, Fagmennesker eller Familiemennesker, Over- eller Undermennesker, burde de kunne mødes i dette ene: at være Kvinde.*)
*) Som et Eksempel paa, hvad Kraft Sammenhold har, kan anføres, at „Foreningen til Værn for enligt stillede Kvinder”, til Kvindernes Voldtægtsadresse, mødte op med et Stemmetal af 11,441, samlede gennem Formanden, Frk. Barner.
Nogen Forvirring er der baade her og andetsteds kommet ind ved Dannelsen af „Dansk Kvinderaad”, som dog ikke er andet end en videre Udførelse af denne Tanke, og altsaa udelukkende skulde virke til Samling af Kræfterne ude og hjemme. Ud over dette har Raadet i Følge sine Love
ikke nogen positiv Opgave. – Alligevel havde vi for Enhedens Skyld i sin Tid ønsket, at Kvinderaadet her hos os skulde dannes som en Underafdeling, et Udvalg af „Dansk Kvindesamfund”, der kun havde den ene Opgave, at repræsenter danske Kvinder overfor
Udlandet.
Man kunde ogsaa tænke sig en anden Ordning, nemlig, at „Dansk Kvindesamfund” opgav sit Navn og lukkede Døren op for Foreninger med en noget anden Tendens end Samfundets egen. Men dette ville vel nok svække „Dansk Kvindesamfund ”s Organisation; og for denne nærer vi unægtelig en vis moderlig Kærlighed. Vi tror, den er god, som den er; og naar den, som vi alle beklager, ikke synes at virke dragende paa Ungdommen, kan det vel ogsaa ligge i, at Ungdommen nu til Dags vanskelig lader sig drage derhen, hvor der maa arbejdes med megen personlig Opofrelse. Det Forslag „Et Medlem” har fremsat: at i det mindste Formandspladsen skulde være lønnet, maa vi totalt forkaste. Uden Hensyn til de praktiske Vanskeligheder, hvor Pengene skulde komme fra, hvem der skulde kontrolere dette „Embede”, hvad der skulde fordres for dets Opnaaelse - en Eksamen? - saa mener vi, at Kvindesagsarbejdet, som .Anna Sandstrøm engang træffende har sagt, er og maa vedblive at være en Kærlighedsgerning, Formandspladsen en Æresplads. Det er ganske vist beklageligt, at ikke flere af vore rige og uafhængige Kvinder har saa meget af denne Kærlighed, denne søsterlige Følelse for deres Kønsfæller, at de vil ofre noget for Kvindesagen - den rene Kvindesag. Men saa længe det ikke er Tilfældet, er der ikke andet for, end at vi andre sætter ind, hvad vi ejer af Liv, Kræfter, Hengivelse.
At der spirer meget nyt og godt frem hos Ungdommen, kan ingen være blind for; og man tør da ogsaa haabe, at den sent eller tidlig vil blive greben af den Samlingstanke, der vil forene Kræfterne til en eneste stor og sejrrig Magt.
