« Tilbage til søgeresultaterne
Hedevig Rosing
Den Kvinde, jeg i Dag vil fortælle om, bringer mig altid til at tænke paa følgende Salmevers af Grundtvig:
„Den (Kærlighedens Aand) spejled’ sig tit paa
Jorden, saa
i alderstegne Kvinder,
med Øjnene klare, himmelblaa,
med rige Ungdomsminder,
med Hjerte varmt, med Hoved lyst,
med prøvet Tro, med Væsen tyst,
med, Mildheds Majestæten.”
Denne Kvinde er Fru Hedevig Rosing, bedst kendt her i Danmark for „Barnets første Bog” og „Vejledning ved Undervisning i Læsning og Skrivning efter Lyd- og Stavemetoden”, begge udkomne paa Gyldendals Forlag, første Gang 1879. „Barnets første Bog”, omarbejdet paa Dansk af H. J. Greensteen, er vel nok den bedste Bog i sin Art; i Danmark er den ikke brugt saa meget, som den fortjente, medens den i Norge er udkommen i en Mængde Oplag og bruges over By og Bygd den Dag i Dag.
Fru Rosings største og egentlige Virksomhed falder i Norge; men hun er dog paa mange Maader knyttet til Danmark. Paa mødrene Side nedstammer hun fra Poul Wendelboe Løvenørn (Plougs: „Kysset”). Rosingerne har i mange Slægtled været Præster i Norge, flere i Nordland, en af dem var Biskop i Akerhus Stift (død 1699); en anden af Slægten var den bekendte Skuespiller Michael Rosing. Hendes Fader var Præst for den dansk-norske Menighed i London (1802-11). Han udførte her en god Gerning, der tillige var ham kær, nemlig Arbejdet blandt de norske og danske Krigsfanger. Disse skænkede ham til Minde en Guldmedalje, som det var Meningen, han skulde bære; men den gemtes ligesom senere Ridderkorset, som Frederik den 6te hængte paa hans Bryst ved en Avdiens, hvor Rosing takkede for et Kald i Danmark; han havde forgæves søgt et lignende i Norge.
Datteren Hedevig Rosing blev født i Horsens den 16. Maj 1827. Hun bestemte sig tidlig for Lærerindegerningen. Paa den Tid -1846 - var der bleven oprettet et Kursus i København af Cand. Boyesen og den bekendte meget begavede Annestine Beyer. Det var vistnok første Gang, der blev budt unge Kvinder i Danmark pædagogisk Uddannelse ved saadanne Fælleskurser. Hedevig Rosing gennemgik et saadant, og hun siger, at hun har Frk. Beyer saa uendelig meget at takke for; hun forstod som faa at fængsle ved sin Undervisning og drage Tankerne opad, og samtidig at meddele de unge grundige, praktiske Kundskaber, blandt andet særlig i Lydmetoden, som den Gang var ny og ukendt i Danmark.
Hedevig Rosing tog efter endt Kursus ud som Privatlærerinde; men hendes Fremtidsplan var dog at opnaa Ansættelse ved Almueskolen, da hendes Sympati var hos de smaa i Samfundet. Hun henvendte sig til Skoledirektør Borgen med Anmodning om at maatte blive Lærerinde i Almueskolen; men den Gang brugte man ikke Lærerinder ved de offentlige Skoler. Borgen blev imidlertid Minister og tillod som saadan, at Kvinder aflagde Prøve ved Skolelærereksamen. Fru Rosing indstillede sig til Eksamen sammen med Frk. Holmsted, nuværende Fru Hørup og Frk. Rasmussen, en jysk Bondepige, og efter at have bestaaet den ansattes hun ved Frue Sogns Fattigskole og Suhmsgades Skole. Hun omfattede Undervisningen med den største Interesse, og navnlig ved Suhmsgades Skole fandt hun hos Skolens Inspektør, Hr. Buhl og hos Kolleger - som Frants Lund - baade Støtte og Opmuntring. Inspektøren ordnede hendes Timer saaledes, at hun i nogle Fag fik Lov at følge sine Elever op gennem de højere Klasser.
Sommeren før sin Ansættelse havde hun undervist Grev Moltke Bregentveds to Sønner, og deres Undervisning fortsatte hun om Vinteren samtidig med sin Gerning i Almueskolen. Hun havde, som hun fortæller, stor Glæde og Fornøjelse af de to smaa Grever, og da Vaaren kom, og Grevens atter tog til deres Gods, havde hun Valget mellem at følge dem eller blive ved Almueskolen; men, skønt Stillingen som Lærerinde hos Grevens bød hende store Fordele, og skønt det at gaa til Almueskolen den Gang ansaas som meget ukvindeligt, fulgte hun dog sit Hjertes Trang: at blive der, hvor hendes Arbejde mest trængtes.
Paa et Besøg hos Slægten i Norge, blev hun gift med sin Fætter, Anton Rosing, Docent i Kemi ved Ås’ Landbrugsskole (1865). De havde fælles Interesser; hans Virksomhed gik ud paa Folkeopdragelse paa alle Omraader, og heri var hun ham en virksom Hjælp og Støtte. Ægteskabet varede kun l ½ Aar; han døde, men hun sørgede for at holde hans Minde i Ære, bl. a. udgav hun efter hans Død: ,,Ungdomstid og Rejseliv” og „Anton Rosings Alvorsliv”.
Hun følte sig nu knyttet til Norge, søgte Ansættelse ved Almueskolen i Kristiania, fik ogsaa en saadan ved Grønlands Skole og blev en af de første Lærerinder i Drengeklasserne. Arbejdet tilfredsstillede hende imidlertid ikke fuldt ud, for hende var det personlige Forhold til Børnene Hovedsagen; hun ønskede derfor at følge dem op gennem Klasserne, men Lærerinderne underviste den Gang kun i de nederste Klasser. En Begivenhed smertede hende dybt. En at hendes forhenværende Elever, en lille Dreng, laa syg; han længtes efter hende og ventede bestemt, at hun vilde komme, men døde, uden at hun fik at vide, at han var syg; han var nemlig med Klassen gaaet over til en Lærer. Dette kunde hun ikke glemme, og da der senere tilbødes hende Plads ved Døvstummeskolen, gik hun over til denne, hvor hun haabede at kunne blive mere for Børnene. (Fortsættes.)
