« Tilbage til søgeresultaterne
Fritænker og Idealist
Af Ellen Key, forkortet efter ,,Ord och Bild”.
(Sluttet.)
III
I London havde Malvida et Par Venner, som hun hidtil kun havde kendt gennem Breve, men som hun nu altsaa lærte personligt at kende. Det var den socialistiske Digter Kinkel, der som Soldat i den badensiske Revolutionshær blev dømt til Døden; da Dødsdommen, forandredes til livsvarigt Cellefængsel, lykkedes det ham ved en heltemodig Vens Hjælp at flygte fra Spandau. Han boede nu i London med sin literært og musikalsk begavede Hustru, Johanne. Denne, der selv var en Original og en udpræget Personlighed, modtog Malwida paa det hjerteligste, indtil hun havde fundet sig en egen Lejlighed og begyndt at give Timer i Tysk, hvorved hun nu fortjente sit knappe Levebrød. Medens hun saaledes i Sne og Regn færdedes fra den ene Rydel til den anden, havde hun rig Lejlighed til at iagttage den Konventionalisme, de Fordomme og det Afguderi med Formerne og det ydre Skin, hvorigennem det lykkes den engelske Nation at neutralisere den Frihed, som dens gode Sammenhold giver den. Hun spurgte ofte sig selv, om hun havde ført sin lange Kamp mod Autoriteter blot for at blive afhængig af endnu værre Fordomme, hvilke især oprørte hende, naar hun saa, hvor hemmende de virkede paa de ofte ypperlige Anlæg hos de unge, som hun underviste. Hist og her fik hun til Gengæld Indblik i mangen virkelig aristokratisk Natur eller i den smukkeste Form af den engelske Overklasses Liv, f. Eks. ved den storartede Gæstfrihed paa en gammel Landejendom, hvor hun traf en herlig Natur, fin Omgangstone, høj Kultur og fremragende Personligheder, saasom Richard Cobden, John Bright med flere. Men Lyssiderne kunde ikke faa hende til at glemme de skarpe sociale Modsætninger, som i London traadte mere skrækindgydende frem end andetsteds. -
Sin egentlige Omgang søgte hun mellem politiske Flygtninge og saa til sin Sorg, at mange af dem demoraliseredes af Uvirksomheden eller forødte sin Energi paa Frihedsdeklamationer, alt medens de gjorde Indgreb i hinandens Frihed ved smaalige Intriger. Hun sluttede sig kun til en ganske lille Kreds af nogle hende sympatiske Personligheder som Johanna og G. Kinkel; dennes Redningsmand fra Spandau, Schürz*), Grev D. Reichenbach, i hvis Familie hun lærte Ægteparret Carlyle at kende og blev fortrolig med Mrs. Carlyle o. fl. andre. I denne Kreds var det, at Malvida von Meysenbug lærte Alexander Herzen at kende, hvis Bog „Fra den anden Strand”hun allerede havde læst i Tyskland. Hun fik straks et Indtryk af, at der med ham indtraadte en stor Personlighed i hendes Tilværelse. Ret snart raadførte han sig med hende angaaende sine syv- og toaarige Døtres Opdragelse. Malvida begyndte med at undervise den ældste, Natalie, men sluttede sig derved endnu mere til den yngste, Olga, der kom til at elske hende med lidenskabelig Kærlighed.
Efter at være kommet tilbage til London blev hun en Gang Vidne til Herzens Fortvivlelse over ikke at kunne skaffe Orden og Hygge i Hjemmet og selv ikke at have nogen Del i Børnene. Hun tilbød da at flytte ind i hans Hus og varetage det hele uden Løn, men med fuld Myndighed med Hensyn til Husholdningen og Børnenes Pleje tilligemed Ret til at give nogle Timer udenfor Hjemmet for at fortjene den Smule, hun behøvede til sine personlige Udgifter. Herzen modtog med stor Glæde dette Tilbud.
Som Opdragerinde gik Malvida saaledes til Værks, som kun den virkelige Personlighed gør. Hun brugte hverken Tugt eller Tvang, overbevist som hun var om, at baade Familiens og Statens Opgave er „at værne om Individualiteten, saa at den faar Lov at udvikle sin egen Natur”, og at, hvad Individet behøver af Samfundsopdragelse, det bør bibringes det ved de Indtryk og Forhold, som omgiver Barnet og ikke ved Dressur, der ikke forædler, men kun undertrykker Naturen. Vil man, siger hun, give Barnet en ægte Dannelse, da maa man fremfor alt selv undgaa alle uskønne Scener og dernæst have den Taalmodighed ikke at ville se Frugten før Blomsten. Ro og Konsekvens er nok til at opdrage. Blot de voksne under Barnets heftige Udbrud vilde mindes, at dette ligesaavel som de selv har sit eget Liv og maa gennemgaa sine egne Kampe, da vilde de undgaa enhver voldsom Indgriben. Ikke at straffe enhver Fejl, ikke et smaaligt Opsyn, men umærkeligt at vaage over Barnet og stille bearbejde det i Forbindelse med Tiden kan kaldes Opdragelse.
Under denne Virksomhed blev hun dobbelt haardt ramt af den Konflikt, der efterhaanden havde udviklet sig ved et russisk Ægtepar, der som gamle Venner gæstede Herzen. Den russiske Dame misbilligede Baronesse von Meysenbugs milde Opdragelsesmetode og syntes ikke om Barnets Hengivenhed for hende. Med sin Nations Hang til at lade Tingene gaa deres Gang i Stedet for i Tide at lede dem efter sin Vilje, gjorde Herzen intet for at modarbejde den nye Indflydelse; og da Malwida indsaa, at Børnene led under denne Strid om dem, besluttede hun uden videre at forlade det Herzenske Hus, hvilket hun ogsaa gjorde.
Det var ikke blot Bitterheden over nu i næsten tre Aar at have vist Børnene en Hengivenhed, som deres Fader mente var let at erstatte, men det var fremfor alt Savnet af Olga, som gjorde den paafølgende Tid saa svær for Malwida, at hun nu atter stod overfor Selvmordets Fristelse. Men ogsaa nu arbejdede hun sig ud af sin Fortvivlelse gennem Bevidstheden om, at hun i sig selv ejede Forstaaelsen af sit eget Væsen, om end andre ikke forstod det, og gennem Visheden om, at den Kærlighed, hun havde givet disse Børn, dog ikke havde været forgæves, eftersom den idetmindste havde forædlet hendes egen Sjæl.
Intet beviser bedre hendes store Kærlighed til Olga, end at hun efter nogen Tids Forløb atter omgikkes Herzens venskabeligt.
Hun arbejdede nu med Journalistik og Oversættelser, Arbejder, som Herzen hjalp hende med paa, forskellig Maade.
I denne Periode havde Malwida en stor Trøst i sit Venskab for Mazzini, i hans klare Dømmekraft og fine Forstaaelse, i Særdeleshed da han lod hende se, at hans Styrke heller ikke beroede paa Ligegyldighed for den personlige Lykke. Han havde tværtimod tilstaaet hende, at Følelsen af et personlig spildt Liv undertiden var lige ved at tynge ham til Jorden, „Men,” tilføjede han, „jeg rejser mig igen, kun en Smule mere Skelet end før.
Mazzinis Ledelse stiftede Malwida blandt andet en lille Forening af tyske Arbejdere i London for at fremme deres politiske og kulturelle Vækkelse. -
Den store Kærlighed er ofte konservativ. Med en saadan Kærlighed omfattede Malwida den lille Olga, og mange Gange bebrejdede hun sig at have handlet overilet ved at forlade hende. Det var derfor rimeligt, at hun skyndte sig tilbage, da Herzen sagde, at Børnene nu igen trængte til hende. Men da den russiske Dame kom igen, maatte Malwida, af samme Grund som før for anden Gang forlade Herzens.
Da hun nu ved sine ivrige Skriverier for at tjene til Føden havde ødelagt sine Øjne og desuden følte stor Trang til Hvile, besluttede hun at tage imod en Venindes Tilbud om at tage til Paris med hende en Vinter. Efteraaret 1858 forlod hun saaledes. England, hvor hun nu i syv Aar havde arbejdet og lidt saa meget, men til Gengæld vundet meget ved store Indtryk og betydelige Venner. Af disse var nogle døde saasom Johanne Kinkel, andre bortrejst, saasom Mazzini, der var rejst til Italien. Men hun efterlod endnu nok til med Sorg at se Englands hvide Klipper forsvinde i Havet.
Vinterens store Begivenhed var hendes Venskab med Wagner, til hvis Hjem hun fik uhindret Adgang, naar han, sammen med en anden Musiker, gennemgik sine Kompositioner. Der traf hun Liszt’s ene prægtige Datter, Emile Oliviers Hustru. Under Samtalerne i det Wagnerske Hjem fik hun Impulsen til at læse Schopenhauer; som nu gav hendes egen Livsanskuelse dens filosofiske Grundvold.
Lykken har det kvindagtige Lune at vende sig bort fra de bedende Øjne og nærme sig dem, som ikke mere ser efter den. Saaledes gik det ogsaa Malwida, som uventet erholdt den størst mulige Oprejsning og Glæde, idet Herzen skrev til hende og bad hende helt at tage sig af Olga. Hun modtog dette Tillidshverv uden Betænkning, men havde lidt for meget til, at hun nu tredie Gang vilde optage Striden med den uberegnelige Russerinde.
Hun stillede derfor det Vilkaar at maatte danne et eget Hjem med Olga, medens Natalie, der nu næsten var voksen, foreløbigt blev hos Faderen, Efter et Sommerbesøg i England, hvor hun lærte Turgenieff at kende, tog hun Olga med sig til Paris. Dels der, dels i Florens og Rom kunde hun nu i fuld Frihed fortsætte Olgas Opdragelse. Ganske efter sit eget Ideal fik hun nu Lov at uddanne dette elskede Væsen „til den højest mulige Fuldkommenhed af hendes eget Væsen.” Dette lykkedes paa en Maade, der skaffede hende den inderligste Glæde af denne hendes „Familie af frit Valg,” hvoraf Olgas Børn nu omfatter Moderens moderlige Ven med den varmeste Hengivenhed.
Malwida havde saaledes faaet sin kære Olga tilbage; hun havde i Wagner fundet den store Kunstner, i Schopenhauer den store Tænker, som hun behøvede til at fortolke Livet, og hun syntes nu at have naaet sit Livs Højdepunkt. Bagved hende laa et ærligt Arbejde, hun havde vist, at Kvinden ikke blot kan tilkæmpe sig sin egen Overbevisning, men ogsaa formaar at lide for den. Hun fik Lov at blive paa sit Livs sollyse Højder endnu nogle Aar, indtil Olga, ved sit Giftermaal i 1873 med Professor Gabriel Monod, blev skilt fra sin moderlige Veninde, hvis Helbred nødte hende til at blive i Italien, medens Familien Monod var bunden til Versailles. Men Savnet af den elskede Plejedatter opvejedes af dennes fuldkomne Lykke, da Gabriel Monods Slægtninge tilsidst overvandt deres Fordomme mod den farlige Revolutionsmands fritænkende Datter!
IV.
Den tidligere Del af sit Liv har Malwida von Meysenburg udførlig skidret i „Memoiren einer Idealisten,” som i 25 Aar er udkommet i fem Oplag, det sidste Aar 1900. Den paafulgtes af „Lebensabend einer Idealistin” med Lenbachs Portræt af Forfatterinden. Denne Bog har hun tilegnet „sine kæreste Venner,” Ægteparret Monod paa deres Sølvbryllupsdag den 6te Marts 1898.
Saalænge hun formaaede - d. v. s. til henimod 1890 - rejste Malwida von Meysenbug næsten hver Sommer til Versailles, hvor der i Olgas Hjem opvoksede to Sønner og to Døtre. Men siden den gamle Dames Kræfter ikke slog til længere, er det nu Familien Monod, som kommer til Italien for sammen med deres aldrende Veninde at tilbringe nogen Tid i de nordlige, ret turistfri Dale, f. Eks. i Piavedalen ved Ortasøen i de venetianske Alper. Fra disse Sommerture giver hun, særligt i „Stimmungsbilder”, fine Skitzer af det italienske Folk, den herlige Natur og det udviklede Kunstliv.
Hvis man med den unge Nietzsche anser Menneskets Opgave for at være den at uddanne den Filosof, den Helgen og den Kunstner, som det bærer indeni sig, da kan man med Rette sige, at Malwida von Meysenbug har opfyldt sin menneskelige Opgave. Hun, som ikke i sædvanlig Forstand kan kaldes Idealist - eftersom baade Spiritualismen og Kristendommen forlængst var overvundne Standpunkter for hende - hun har dog i Ordets egenligste Forstand fuld Ret til at kalde sig „eine Idealistin,” thi hun har realiseret, hvad der for den samlede Menneskehed staar som et endnu uopnaaet Ideal, nemlig Overmennesket i Ordets dybeste Forstand, Mennesket, som staar over Livet gennem sin Bevidsthed og Resignation, men som deltager i Livet gennem sin Medfølelse og Forstaaelse, som højner Livet ved at højne sin egen Sjæl mere og mere, som endelig forskønner Livet ved at give hver Stund i Livet et kunstnerisk Præg.
*) Karl Schürtz udvandrede til Amerika og blev der en fremragende Statsmand.
