« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Knud Sjællandsfars Betragtninger over
Aaret og Dagen
Udgivne af Vilh. Andersen.
(Nordisk Forlag.)
Det var et Par Dage, efter at „Aaret og Dagen” var kommen ud. Jeg traf en bekendt, og paa mit Spørgsmaal: „Har du læst, Knud Sjællandsfars Betragtninger over Aaret og Dagen” ? - fik jeg det forbavsende Svar: „Nej Tak, jeg læser ikke Andagtsbøger”. - Vedkommende havde bladet lidt i Bogen, set at den er delt i Afsnit efter Døgnets og Aarets Tider, hvert Afsnit begyndende med: en Salme eller et andet mere eller mindre religiøst Digt, og havde derefter lagt den ulæst til Side med et lille medlidende Suk: Herre Gud, en af de sædvanlige, kedelige, religiøse Andagtsbøger.
Svaret, som først forundrede mig, fandt jeg senere ganske rigtigt; „Aaret og Dagen” er en Andagtsbog; den er ogsaa religiøs; men den er ingenlunde „en af de sædvanlige,” og den er heller ikke kedelig.
Den adskiller sig fra andre Andagtsbøger derved, at den er skreven af en Fritænker, der ingenlunde skjuler sine Tanker, men viser en ligefrem forbavsende Fortrolighed over for Offentligheden - ikke med Hensyn til, hvad han har oplevet, men hvad angaar hans Tanker om og hans Stemninger over for Livet.
Den er endvidere usædvanlig derved, at den er ganske udogmatisk og i høj Grad tolerant over for anderledes tænkende. Dette er nemlig ikke en simpel Følge af, at Forfatteren er Fritænker; thi i Fritænkernes Lejr, hvis der kan være Tale om Lejr i en saa broget og mangeartet Flok, findes der mange drabelige Dogmatikere og ofte en Intolerance, der i Bitterhed, Dømmesyge og Fanatisme paa ingen Maade er forskellig fra den, man kan træffe blandt Kirkens Tilhængere.
Knud Sjællandsfar lægger ikke Skjul paa, at han er brudt ud af Kirken, og hans Bog er et tydeligt og klart: „Ja” - paa det Spørgsmaal, han stiller sig selv i Begyndelsen: „Er det muligt ud af Livet selv at udvikle en religiøs Opfattelse af Livet, der kan holde mig skadesløs for Tabet af en svunden Tids Katekismus og min Barndoms Salme?”
Han spørger ikke om den rette Tro, men kalder sig Borger i „Sandhedens Republik”, og Sandheden karakteriserer han saaledes: „Den er en Udvikling og ikke en Glose, en Proces og ikke et Resultat.” Han udtrykker sit „Gudsforhold” med al ønskelig Klarhed, naar han et Sted siger: „ - - - Kun i mig selv finder jeg min Gud, min Gud og ingen andens: Jeg er et Menneske, og det højeste, jeg formaar. er at gøre mig hellig, at lade Gud blive Menneske i mig. Anden Helliggørelse kender jeg ikke. Overalt, hvor jeg tror art have frembragt et Gudebillede, er det dog kun et Menneskeværk, jeg har skabt;” men han haaner eller foragter ikke dem, der finder Svar paa deres inderste Trang i Kirkens Lære og tilbeder dens Gud; han bøjer sig tværtimod dybt for dem, siger bl. a.: „Jeg har truffet dybere Livskunstnere iblandt de Kristne, som Synden nedbøjer, og Angeren oprejser, end iblandt dem, der gør Profession af en goethesk Harmonilære - jeg har i det hele truffet nogle af de bedste Mennesker, jeg kender, iblandt de kristne, og jeg kan paa mit nuværende Trin af Udvikling ikke tænke mig noget højere Forbillede i Livets Helliggørelse end Jesus Kristus.”
Den røde Traad i Knud Sjællandsfars Betragtninger er tillidsfuld Hengivelse til Livet - til hver Dags Liv med alt, hvad det bringer af Glæde som af Sorg, af Hvile som af Møje; han har en inderlig Forstaaelse af, at det ikke saa meget kommer an paa, hvad der møder mig i Livet, som paa, hvordan jeg møder Livet, i hvilket Forhold jeg stiller mig til det. Og Knud Sjællandsfars Forhold til Livet er Hengivelse; Selvhengivelse er for ham Livets Maal og Mening; hver Morgen „hilser han Livets Lys med oprejst Hoved” og lover og giver sig til Livet paa ny - eller han ønsker at gøre det, ,,hver Morgen at melde mig paa Arbejdspladsen og byde Livet Haanden og bede til, at jeg ikke blev afvist.”
Bogen er, som Forf. selv siger, skreven med et aabent Sind og en hurtig Pen i en Sommerferie, og den bærer tydeligt Præg heraf; den er ret egentlig en Sommerferiebog, en Andagtsbog for Sommerferiemennesker, for de harmoniske Naturer og de „idylliske” Sind, for dem, der har faaet deres Lod paa Livets Lysside; men for dem, der ikke blot af Bøger og Beskrivelser kender Livet, som det leves paa Skyggesiden i Nød og Nedværdigelse og Fortvivlelse, i hvis Øren Menneskelivets Disharmonier har lydt, saa de aldrig rigtig forvandt Smærten derved,for dem er Knud Sjællandsfars Betragtninger ikke en fyldestgørende Andagtsbog; i hvert Fald kun brugelig i deres Livs Sommerferietider.
Ganske vist kender Forf. ogsaa noget til ,,de bange Tider” og „det syge Mod;” men det er hastigt forbifarende Skygger for ham, og han finder hurtigt ud i Solens Lys og Varme igen. Han har ogsaa.i Nattens Stilhed hørt det, „som om der endnu stadig kaldtes paa mig dybere, inderligere, længere inde fra:” men Kaldet fylder ham ikke med Forventning; det gør ham urolig og fredløs; dog forstaar han, at „i denne Fredløshed er min Sjæls Frelse, min Udvikling, mit Liv.”
Han ,,vilde føle det som en Herlighed at kunne trække Vejret i en saadan Uendelighedsfølelse som den, hvori Forf. af „Aftenhøjtid” lever og aander;” men han kommer dog til det Resultat, at den Uendelighedsfølelse, som Stafféldt udtrykker i Verset:
O, hvor bliver let, hvad mig nedtyngte!
O, hvor lidet, hvad opløfted mig!
er en Indvielse til Døden. Stafféldt vilde vist ryste paa Hovedet ved denne Fortolkning, og saa vilde han maaske se lyst og klart paa Knud Sjællandsfar og sige: Nej, min Ven, du mangler ikke „Organet;” men det er ganske vist ikke bleven udviklet endnu; det hører med til de bundne og slumrende Kræfter i dig.
Selv om Knud Sjællandsfars Instrument saaledes ikke magter alle Menneskelivets eller Menneskesjælens Melodier, (han holder sig fortrinsvis til de lyse Toner,) saa er det dog nok værd at lytte til hans Musik; thi paa en fin og inderlig Maade tolker han meget af det, der mere eller mindre bevidst rører sig i os alle, og det er en ganske særegen Nydelse at se det saa klart og ejendommeligt udtrykt, som det ofte lykkes Forfatteren; han har et mærkelig varmt og sympatetisk Blik og et aabent Øje for Hverdagslivets mange smaa Lysglimt, som gaar de fleste forbi. Han har Fortolkningsevne; men han har ogsaa noget at tolke, thi han har med Sibbern erkendt, at „der er underfuld Livs-Musik nok overalt; man skal kun vorde stille i sig og lytte derefter.” . Helene Berg.
Carl E. Simonsen: Thi kendes for Ret.
En Hverdagshistorie.
(V. Pios Forlag.)
Inger Marie, en i alle Maader pæn Og net Pige, er trolovet med en Sømand, som i lange Tider intet har ladet høre fra sig; hun ved derfor ikke, enten han er levende eller død, kommer tilbage til hende eller bliver derude. Og nu sidder hun ene igen med sin Længsel og sin Ungdom, føler Tiden gaa uden rigtigt Indhold - ret meningsløst. Saa kommer Fristeren i Form af en letfærdig Veninde, der bringer hende sammen med et Mandfolk, som de er flest: Brutal i sin Drift, og ganske og aldeles ligegyldig for „Kæresten” og hendes Skæbne, saa snart den er tilfredsstillet. Inger Marie føder et Barn, der synes at være dumpet ned til hende ligesom af en Fejltagelse, og som hun snarest hader. Det er jo en Hindring, ihvor hun saa vender sig. Og da den vigtige Kæreste, Sømanden, melder sin Tilbagekomst, fældes med det samme det lille Væsens Dom. Moderen dræber det for at blive lykkelig. Men Forbrydelsen opdages - naturligvis – Barnemordersker findes jo altid, hvorimod Voldtægtsmænd mærkelig sjældent findes, - og Inger Marie bliver straffet med Indespærring i 16 Aar. Dette er Historien. Var den fortalt saaledes som saadant bør fortælles: Flammende af Indignation, gennembævet af Medfølelse, der greb Læseren, saa var den ogsaa et Ord i rette Tid. Som den nu er, falder den mat ud. Hvad Forf. vil er godt; hvad han yder, er det desværre ikke.