« Tilbage til søgeresultaterne
Naturen
Nu skinner Solen med Varme
paany i det taagede Nord.
Stilhed er Stormenes Larme.
Forventningens lyttende Tavshed
gaar sin Gang over Jord.
Nu lysner Luften og letter
saa blaanende blaa og ren.
Græsset grønnes og tætter,
og Blade og Blomster bryder
duftende frem af hver Gren.
Forbi mine Fødder vælder
en Bæk i sit rislende Løb,
Pilens Grene sig hælder
udover Vandet og spejler
Knoppernes pelsede Svøb.
Smaa vævre Fisk sig skyder
opunder Strømmens Krus,
undrende ser de, der flyder
forbi dem et kunstigt snoet
dansende Sneglehus. –
Hvor kan saa ofte vi glemme
din Ømhed mod os, o Jord
moderligt blidt din Stemme
du veksler, imens du taler
alle de dulmende Ord.
Og se, du har glemt min Klage,
som ofte var ond og tvær,
blot jeg kommer tilbage,
Du ta’r mig i Favnen og hvisker,
altid har Du mig kær.
Lad, Moder, mit Hoved mig hvile
ind ved dit varme Bryst.
Jeg ser dine Læber smile,
din Visdom, Moder, er evig,
evig dit Barn til Trøst.
