« Tilbage til søgeresultaterne
Hedevig Rosing
(Sluttet).
Ved Døvstummeskolen falder Fru Rosings Hovedgerning. Norge havde den Gang en Døvstummeskole i hvert Stift, og Fru Rosing blev ansat ved Balchens Skole i Kristiania 1872.
Det var et nyt Felt at komme ind paa, thi kun lidet kendte hun til Døvstummeundervisningen forud; et Par Gange havde hun overværet Eksamen i Kellers Anstalt i København og havde ellers bare læst lejlighedsvis derom i Aviser, bl.a., at unge Mennesker fra Balchens Skole var bleven Studenter eksaminerede blandt de hørende paa Universitetet. Det var derfor med spændt Interesse, hun optog dette nye Arbejde. Institutbestyrer Balchen var hende en udmærket Vejleder og i 8 Aar blev hun paa Skolen paa Schafteløkken. Her lærte hun at kende den unge døve Student Havstad, som er bleven hendes Ven og „Vaabenbroder” i Kampen for de døves Sag. Da der efterhaanden meldte sig flere Elever, end Skolen kunde optage, dukkede Ønsket om selv at oprette en lille Skole op hos hende. Blandt Børnene var der ikke saa faa, som var udmærket begavet, og andre, som derimod var stakkels, aandelig forkrøblede Børn. Idealet for Fru Rosing blev da en Sondring efter Udvklingstrin og smaa Skoler eller rettere Hjem, hvor Børnene kunde komme under aandelig Paavirkning blandt hørende og talende Mennesker. Disse Anskuelser fik hun bestyrket paa en Stipendierejse, hvor hun besøgte mange Lande i Europa og lærte meget.
Her fik hun ogsaa Øje for den rene Talemetodes Fortrin - det vil sige Tale uden Tegn. Fru Rosing ejede et lille hvidmalet Hus i Briskeby, den Gang uden for Kristiania, nu i Kristianias „Westend”; som en mærkelig Levning ligger det omgivet af nye store Huse og Villaer lige over for Uranienborg Kirke. „Lille Bloksbjærg.” kaldes det i Modsætning til store „Bloksbjærg”, der ejedes af Familien Thaulow. Her aabnede Fru Rosing med Statsunderstøttelse et Skolehjem for døve efter sit eget Hoved. Hun begyndte med een Elev, men havde snart saa mange, som Huset kunde rumme. Kun et Par Aar fik hun Lov til at arbejde i Ro.
Den nye Ordning fordrede som Betingelse for Statsunderstøttelse, at Skolen skulde optage 80 Elever med Bolig for 30. Fru Rosing maatte derfor leje Hus, og det nye Hjem blev „Højen” et smukt gammelt Patricierhjem liggende i en stor Have ved Foden af „Sct Hanshaugen”. Ogsaa dette er nu forandret, „Højen”s Have har givet Plads for et Net af Gader, Her virkede Fru R. fra 1884 til 95. Skønt et Hjem med 30 Børn ikke egentlig er noget Hjem, forstod hun dog at gøre det godt for for de mange, saa Hjemfølelsen var over dem; Kærlighed og Mildhed raadedede der, og hun forstod at bevare noget af Patricierhjemmets Skønhed over Arbejdet og Beboerne. Her kom hendes trofaste Hjælp og Støtte gennem mange Aar, Ernestine Andersen til hende; hun blev hendes højre Haand og er knyttet til hende for Livstid. Frk. Andersen blev ansat som Inspektrice for Internatet, hvor hun fik stor Indflydelse paa Børnenes Opdragelse og Trivsel, og hvor hun formaaede at gøre det hyggeligt for store og smaa. Fru Rosing var selv den utrættelige Arbejder, der holdt ud fra Morgen til Aften. Naar alle var til Ro paa „Højen”, fandt man hende ved Skrivebordet til langt ud paa Natten. Man omgikkes nemlig i Stortinget med en Omordning af Døveskolen, hvorved man lovede sig store Besparelser, man vilde samle alle døve i to store Skolekomplekser, et i Kristiania, og eet i Trondhjem; men herved tilintetgjordes enhver Tanke om Skolehjem.
Fru Rosing holdt paa Optagelse hvert andet Aar, hvorved der vilde opnaas en bedre Deling af Eleverne efter Begavelse samt andre Fordele. Autoriteterne holdt paa aarlig Optagelse. Frygtløs kæmpede hun for sin Overbevisning, Og sejrede den end ikke paa alle Omraader, saa har hun dog udrettet meget for Sagen og er endnu stadig en Autoritet paa dette Omraade. Det er hende, som har indført den rene Talemetode, og hendes Skole paa „Højen” var en Mønsterskole. Men hendes Helbred havde lidt under det strenge Arbejde, flere Gange blev hun angreben af Sygdom, og 1895 trak hun sig tilbage for at give Plads for yngre Kræfter. Hvile fandt hun i sit lille fredelige Hus i Briskeby. Paa mange Maader er hun fremdeles knyttet til de døve. Hendes første lille Elev, der tidlig mistede sine Forældre, beholdt hun som sin egen. I flere Aar styrede den unge Pige Huset for Fru Rosing; men nu er hun, Frk. Josefa Wiger, Husbestyrerinde i „Hjemmet for gamle forsømte døve” oprettet af den luterske Indremission. - Af og til giver Fru Rosing Kursus for tunghøre Herrer og Damer, som hun underviser i Aflæsning fra Læberne. - Den norske Stat har givet hende en Pension, paa 1200 Kr. aarlig, ogsaa paa anden Maade har Staten anerkendt hendes Dygtighed og Indsigt. I 1885 valgtes hun som eneste Kvinde ind i den kgl. Skolelovskommission, hvis Arbejde har ledet til Vedtagelse af den nugældende Lands- og Byskolelov. Ligeledes var hun Medlem af det Udvalg, der skulde overvære Professor Berquands Kursus for stammende, og endelig valgtes hun ind i Kommisionen, for Anvendelse af det Fond, der blev indsamlet i Anledning af Regeringsjubilæet 1897, og som Kongen ønskede skulde anvendes til bedste for Vanføres Undervisning. Da hendes Skole ved Lovens Ikrafttrædelse 1883, blev Friskole for alle døve, vilde man i Stortinget sætte hendes Løn lavere end de mandlige Bestyreres, men Statsraad Bonnevie og andre fremragende Mænd i Stortinget holdt paa, at naar hun gjorde Mands Arbejde, skulde hun ogsaa have Mands Løn.
Fru Rosing har altid været en sand Kvindesagsven; selv om hun paa Grund af sin Livsgerning ikke altid har kunnet tage direkte Del i Arbejdet, saa har hun altid været paa den rette Side og været lydhør paa dette Omraade. Hun er Tilhænger af „samme Løn for samme Arbejde”, og da Lønspørgsmaalet for Abnormskolens Lærere var til Behandling, søgte hun med Iver at læmpe paa det skrigende Misforhold mellem Lærernes og Lærerindernes Løn; og Lønningerne bærer da ogsaa Præg af hendes Arbejde for Sagen.
Hun sidder nu med sine 75 Aar i Bestyrelsen for Norsk Kvindesagsforening og er Suppleant i Landskvindestemmeretsforeningen. Sidste Sommer var hun Deltager i det nordiske Kvindemøde. Utrættelig og interesseret fulgte hun alle Forhandlingerne, deltog i Festlighederne og holdt Tale ved Slutningsfesten paa „Holmenkollen”.
Mange danske, for hvem hun gæstfrit har har aabnet sit Hjem, har glædet sig over hendes Friskhed og fordomsfri Syn paa Livet parret med dyb Religiøsitet. Maatte disse Linjer have magtet at fremstille det levende Menneske, der staar bag ved Navnet Hedevig Rosing.
