« Tilbage til søgeresultaterne
Pigen fra Unahi
Pigen fra Unahi.*)
*) Af Samlingen: „Yamati Monogatari” fra fra det 10de Aarhundrede. Oversat fra gammelt Japansk af Prof. Chamberlain.
I gamle Dage boede der i Setsutsu’s Land en Pige, til hvem to Ynglinger bejlede. Den ene -. Mubara - var født i det nævnte Land, den anden - Chinu - kom fra Szume. De var begge af samme Alder, de lignede hinanden af Ansigt, Skikkelse og Vækst, og den Gang Pigen besluttede at give sit Ja til ham, som syntes at elske hende mest, saa hun i det samme, at de begge bar Kærlighed til hende med samme Inderlighed. Næppe var Dagens Lys svundet, før de begge kom for at bejle til hende, og sendte de hende Gaver, saa var disse ganske ens. Om ingen af dem kunde man sige, at han var ringere end den anden, og Pigen følte sig efterhaanden syg i Hjertet. Havde de kun næret lunken Hengivenhed for hende, skulde ingen af dem have faaet hendes Haand; men det var, fordi de begge Dag efter Dag og Maaned efter Maaned stod foran Hyttens Dør og viste deres Hjerters Varme paa ti Tusinde forskjellige Maader, at Pigen tæredes hen af en delt Kjærligheds Kval. Ingen af Elskernes Gaver blev modtagne, og dog kom de begge bestandig og stod der med Hænderne fulde. Men Pigen havde en Fader og en Moder, og de sagde til hende: „Bedrøveligt er det for os at skulle bære Byrden af Din usømmelige Opførsel, idet Du saaledes fra Maaned til Maaned og fra Aar til Aar, foraarsager andre Sorg. Hvis Du modtager den enes Bejlen, da vil - efter en liden Stund - den andens Kærlighed ophøre.”
Pigen svarede: „Dette var ogsaa min egen Tanke, men det, at begges j Kærlighed er lige stor, har gjort mig helt syg om Hjertet. Ak! hvad skal jeg dog gøre?” —
I de Dage boede Folk i Huse, der stod paa Terrasser, som paa Pæle byggedes ud i Floden Jkuta. Pigens Forældre stævnede nu de to Elskere hid og talte saaledes til dem: „Vort Barn tæres hen af en Kærlighed, der ved den lige Inderlighed af eders Elskov er bleven delt. Men i Dag agter vi, - hvad der end monne ske - at fæstne hendes Valg. Den ene af eder, har vist sin Hengivenhed ved at komme hid fra sit fjerne Hjem; den anden er vor Nabo, men hans Kærlighed er dyb som Havet. Eder begge skylder vi barmhjertig: Hensyntagen.”
De to Ynglinge hørte disse Ord med andagtsfuld Glæde, og Faderen og Moderen vedblev: „Hvad vi har paa Hjerte at sige eder er dette: En Vandfugl flyder hist paa Floden. Spænd eders Buer, og den, der træffer den, skal vi have den Ære at give vor Datter til Ægte.”
„Vel!” svarede Tvilling-Elskerne og spændte deres Buer; i samme Nu traf den ene Fuglens Hoved og den anden dens Hale, saa at ingen af dem kunde gøre Fordring paa at være den bedste Skytte. Syg af Kærlighed udraabte Pigen:
„Det er forbi! - Du Flod, som hastigt rinder,
Skal fri min Sjæl fra lang og kvalfuld Strid;
Mænd kalder Settsu’s Strøm for Livsens Vande –
Se, dine Bølger vorder Pigens Grav.
Og med disse Ord styrtede hun sig i Floden fra Terrassen, som hang ud over Vandet.
Medens nu Faderen og Moderen, vanvittige af Sorg, vred Hænderne under høje Skrig, dukkede de to Ynglinge ned i Strømmen. Den ene fik fat i Pigens Fod, den anden i hendes Haand, men alle tre gik tilbunds i Floden og omkom. Hvor stor var ikke Faderens og Moderens Sorg, da de under Taarer og Veklager løftede deres Datters Legeme op af Vandet og beredte sig til at begrave hende. De to Ynglinges Forældre kom ogsaa til Stede og grov Grave til deres Sønner ved Siden af Pigens Hvilested. Men den unge Mands Fader og Moder, der boede i Pigens Hjemland, rejste et Skrig herover og sagde: „At han, som hører til dette Land, skal begraves paa samme Sted er billigt og ret; men hvorledes kan en fremmed faa Lov til at vanhellige vor Jordbund?”
Saa lastede hans Forældre, der boede i Izumo, et Skib med Jord fra deres eget Land, og de førte Mulden hid og begrov deres Søn deri. Og endnu den Dag i Dag staar Pigens Grav der i Midten og hendes Elskeres paa hver sin Side at den. Gengivelser af alle disse Optrin fra fordums Dage er blevne skænkede til Kejserinden*), og disse Billeder har inspireret mange Forfattere til at skrive Digte herom, idet de snart satte sig i den enes snart i den andens Sted.
En Bue, et Pilekogger og et langt Sværd blev gravlagt hos den ene; men den andens Fader og Moder var enfoldige Folk og gjorde intet saadant.
„Pigens Grav” er det Navn, hvormed Stedet endnu betegnes.
Men en Rejsende, der overnattede i Nærheden af Graven, opskræmmedes ved Vaabenklirren, og han sendte derfor straks sine Mænd hen for at spørge om Aarsagen hertil. De vendte imidlertid tilbage og sagde, at de intet kunde høre. Den Rejsende grublede nu over denne gaadefulde Sag; men tilsidst faldt han i Søvn. Da stod med Et foran ham en blodbesudlet Mand, som, idet han knælede ned, talte saaledes: „Jeg pines ynkeligen af en Fjendes Forfølgelse og jeg bønfalder Dig om at nedlade Dig til at laane mig dit Sværd, saa at jeg kan hævne mig paa min Bøddel.”
Denne Anmodning fyldte den Rejsende med Gru; men ikke desto mindre laante han ham sit Sværd, og da han kort efter vaagnede, indbildte han sig, at det kun var en Drøm. Men hans Sværd var borte og da han nøje lyttede efter, opfangede hans Øre den klirrende Lyd af krydsende Sværdklinger, som han først havde hørt. Efter kort Tids Forløb viste Genfærdet sig atter og udbrød triumferende: „Ved din gode Hjælp har jeg slaaet den Fjende ned, der har forfulgt mig i disse mange Aar. Herefter vil jeg for bestandig vaage over din Sikkerhed.”
Derpaa berettede Aanden den Rejsende om Pigen fra Unahi; og den lyttende Tilhører vilde just spørge om mange Enkeltheder i denne Historie. Men da Solen i samme Nu hævede sig over Horizonten, var Synet forsvundet.
Den næste Morgen saa man en Blodstrøm pible frem fra Foden af Graven og tæt ved et Sværd, rødt af levret Blod.
*) Kejser Udas Hustru. Denne Kejser abdicerede Aar 897.
