« Tilbage til søgeresultaterne
En lille Skatteartikel
Idet jeg giver mig til at skrive om Beskatningsforhold, ved jeg, at jeg begiver mig ud paa noget, der for mig er gyngende Grund. Men det er jo ikke umuligt, at mine Bemærkninger, der forekommer mig rigtige og lige for Haanden vil vække Modsigelse og blive kritisk gendrevne af andre, og derved synes mig noget vundet baade for mig og for andre. Og saa har min Artikel i Grunden godtgjort sin Berettigelse.
Jeg sidder ikke med Toldtariffen foran mig, og heller ikke tynges jeg af det Bjerg af Skattedebatter, der i mange Aar har ophobet sig i Pressen, i Rigsdagen og paa offentlige Møder. Jeg tænker lige ud ad Landevejen efter mit eget lille Skøn, og for saa vidt - ligesom ogsaa af den Grund, at jeg hører til det Køn, der ikke har noget at skulle have sagt - kan man gerne kalde det Kandestøberi. Jeg er lige glad. Muligvis vil jeg komme til at sige noget, som er sagt saa mange Gange før, at det føles som en Trivialitet. Men derved er ingenting at gøre. At et retfærdigt Krav gentages indtil Trivialitet, gør det ikke mindre retfærdigt, og vi maa blive ved at gentage det, indtil Kravet sker Fyldest, og al Snak om det dermed er ude af Verden.
Det er muligt, at Henry Georges Ideer, naar de engang er gennemdrøftede, vil revolutionere vort Samfundsliv. Men lige for det første ligger deres Gennemførelse ikke for.
Vi bør kende dem og arbejde med dem. Det kan gerne være, at de viser den Vej, ad hvilken vi engang skal ud. Men selv om de ikke gør det, har vi godt af at kende dem. Maaske de intellektuelt og etisk hist og her kommer til at betyde noget for os. Kort sagt: de kommer os ved! Men praktisere dem uden videre kan vi ikke. Vi maa foreløbig arbejde videre paa det Grundlag, vi staar paa og med det Materiale, vi har, og se at faa det retfærdigste ud af det.
Og det synes da aabenbart, at Udgangspunkt for enhver Beskatningsdebat maa være, at det for Menneskenes Liv nødvendige skal gøres saa let erhverveligt som muligt, hvorimod vi skal betale dyrt for Tilfredsstillelsen af vor Luksustrang.
Klæder, Fodtøj, Fødemidler og Husgeraad af nærmere betegnet Art bør være skattefri.
Men lad os faa stærkt forøget Skat paa Silkestoffer, sjældne Uldstoffer, paa Chevreux- og
Lak-Fodtøj.
Lad os faa klækkelig Told paa Galanterivarer og Legetøj - alt dette Bras til Unytte og til Smagens Fordærv, forhandlet saa livligt i det hele Land.
Lad os faa Ure saa gode og billige, som Schweitz og Amerika vil lave dem til os. Alle har vi jo Brug for at vide, hvad Klokken er. Men lad os faa Indfatningen beskattet, saasnart vi vil have andet end de solide og i alle Maader fortræffelige Nikkelindfatning. Har vi Raad og Lyst til at bruge Guldur, betyder det ikke noget, om vi skal give hundrede Kroner til Statskassen for den Fornøjelse, Desto festligere for de Herrer, der sætter Pris paa den Pynt, og for de Damer, der har Uret hængende udenpaa Kjolen - at de er hundrede Kroner flottere end før!
Ligesaa med Ringe, Kæder, Brystnaale, Haarspyd og Armbaand, hvormed vi ynder at udstyre os, ligesom de Vilde - et Par Kroner ekstra til Statskassen for ethvert Stykke Dingeldangel er ikke for meget. Det vil skæppe godt i Kassen. Man betaler det hellere end gerne. Har man Kone med Ring i Næsen, saa bløder man gladelig nogle Kroner ekstra ved Konfirmationstiden for at ens Døtre ogsaa kan faa Ring i Næsen.
Og lad os faa en mægtig Arveafgift, og efter stærktstigende Skala. Naturligvis - det er ikke morsomt for den der arver 10,000 Kr., at skulle af med Halvdelen til Statskassen, men hvis han indser, at det er i Retning af det, som er retfærdigt - saa vil han forsone sig dermed. Og vil han ikke forsone sig dermed, er det ligegyldigt.
At en Lov i denne Retning skulde nedstemme det personlinge Initiativ, er noget Nonsens. Derimod er der ikke Tvivl om, at den i mange Tilfælde vil opstramme det betydeligt.
Hvis Hr. Jeronimus kan erhverve en Million og operere med den efter Behag, imens han lever, vil han ikke nøjes med at erhverve blot det Halve, fordi han ved, at ved hans Død faar Hr. Leander kun Halvparten eller Fjerdeparten af hans Efterladenskab. Man undervurderer Fornøjelsen ved at virke. og tjene Penge og lade dem strømme, naar man tror, at Bevidstheden om en stor Arveafgift vil slappe Hr. Jeronimus’ Energi. Og man overvurderer samtidig hans Omhu for Hr. Leander. Skulde det virkelig være Hr. Jeronimus’ Maal at efterlade Hr. Leander en Million ubeskaaret, vil Loven endog øge hans Virkelyst betydeligt.
At Arvens Formindskelse skulde være til Skade for Hr. Leanders Energi, kan der vanskelig være Tale om. Han blev i det Hele næppe daarligere Menneske ved at tage fat her i Verden med en Kapital paa 10,000 Kroner i Stedet for med en paa 100,000. Jeg tør vædde paa, at han som Regel er mere værd med den lille end med den store Kapital!
En stor Arveafgift er retfærdig, thi intet Menneske kan alene ved sit Arbejde og sit Snille erhverve stor Formue. Selv den, der var istand til at arbejde nitten Timer i Døgnet med alle sine Evner, kunde ikke blive Millionær, undtagen visse ydre Forhold var ham gunstige. Han gør maaske en vigtig Opdagelse - enten tilfældig - uden egen speciel Fortjeneste, eller som Enderesultatet af mange andres møjsomme og utaknemmelige Forarbejder; Altsaa ogsaa uden egen speciel Fortjeneste. Han høster Frugten af manges Slid. Men hvad er han selv andet end et Led i Udviklingen? De store Fordele blev med Urette hans alene.
Eller han finder hændelsesvis en lille Guldaare i den Jord, han har Skøde paa, og som han kalder sin. Men da Jorden er alle Menneskers, saa kan Fundet dog ikke blive Finderens alene.
At en Mand bliver rig paa et Hul i Toldloven er lovligt, men ikke retfærdigt. Han bliver rig paa Medborgernes Bekostning.
Man kan tage, hvilket man vil. Et nøjere Eftersyn vil altid vise, at ingen nogensinde et bleven rig ved sit Arbejde og sine Dyder alene.
Derfor bør „fede” Forretninger stærkt beskattes og Arv i høj Grad beklippes, saa at de paa uretfærdige Forhold af den enkelte maaske yderst retskafne Mand erhvervede Rigdomme gennem Statens Ordning anvendes til at skabe Livsbetingelser for de Mennesker, der lider under den sociale Ordnings Mangler, og paa hvis Bekostning maaske netop denne Mand blev rig.
Endvidere er der Varieté-Næringen. Lad den kun give noget mere! Ti Øre ekstra pr. Gæst er ikke noget at tale om. Den, der giver halvtreds Øre for at se Dagmar, har saamænd Raad til at give treds. Den, der giver to Kroner, har Raad til at give to Kroner og ti. En saadan Kopskat paa Varietégængere i Hovedstaden og i Provinserne vil daglig give en artig Dynge Tiører til Statskassen. Tænk hvad alene Tivoli i Sommerens Løb vil give!
Og saa er der Tobak. Læg Mærke til, hvilket uhyre Antal Forhandlere denne Luksus-Artikel føder. Hver Urtebod fører Tobak og Cigarer. Hvert femte Hus har en Cigarbutik. Ingen Herre kan blot i et Minut være i Forlegenhed for Cigarer. Er Butikkerne lukkede, saa har de Caféerne og Automaterne. Man skulde tro, at Cigarer var vigtigere for Folk end noget andet i Verden. Eller man skulde tro, der maatte være en rasende Konkurrence mellem Forhandlerne. Men nej! Ingen Plakater i Vinduerne med det sædvanlige Skrig og Skraal om Billighed. Og næsten ingen Reklame i Aviserne - undtagen Sigvard Hansens. Det er naturligvis rart, at Cigar- og Tobakshandel kan brødføde saa mange Familier paa en værdig og anselig Maade, men det er ikke billigt for Samfundet; og det var maaske værd at Overveje, hvorledes man skal beskatte Tobaksforbruget og Tobakshandelen retfærdigere end hidtil. At Tobak er bleven næsten uundværlig for mange Mennesker er ikke det samme som at den bør være billig eller endog skattefri. Tobaksrøgning er og forbliver en Unødvendighed, og bør beskattes forsvarligt.
Ogsaa Kaffen bør have et Klem.
Og Vandet bør beskattes - ikke det, som vi kan faa saa godt og klart og næsten gratis af Jorden - men Sodavandet. Der bælges Sodavand her i Landet - af baade Totalfolk og Alkoholdnydere. Det er aldeles meningsløst. Men vil man have det, saa faar man betale! Tre Øre til Kassen paa hver Sodavand - det er ikke noget at betænke sig paa.
Og endelig er der Spritten - den meget omstridte.
Nogle mener, at en mægtig Spiritusskat skal være Middel til at nedstemme Drikkeriet. Det bliver en Betragtning for sig. Naar man drøfter økonomiske Materier, saa maa man holde de pædagogiske udenfor. Naturligvis skal Spritten beskattes, men ikke for at vi derved kan faa Menneskene gjort bedre.
Naar man trænger til Penge i Statskassen, saa sætter man ikke høj Skat paa Spritten med den Motivering, at man vil nedstemme Spritforbruget. Det vilde jo være et selvmorderisk
Beskatningsprincip. Nej, Spritten bør beskattes stærkt, alene fordi det er den største luksus at
drikke Spiritus. Det er blot retfærdigt at lægge paa, saa det klodser, for Vin, Whisky, Brændevin, Øl, Likører, kort sagt: Spiritus under enhver Form.
Det er i det Hele taget den flotte Ende, vi skal skære af.
Blide, April 1903.
