« Tilbage til søgeresultaterne
Blæk
„Jeg tænker, altsaa er jeg", saaledes sluttede en af Fortidens vise. „Jeg er, saa formodentlig tænker
jeg’", slutter man ikke snarest saaledes i Nutiden?
Men - tænker vi mon? Og er vi mon? Eller hvem er vi mon? Ikke skulde vi være i de nationale Mænds, Jeppe’s og Molboernes Forlegenhed?
Skolemestrene og alle de, der har gaaet i den sorte Skole, i Blækskolen, deler Jeg’erne efter Karakterer. Og naar de har gjort det, skriver de Karaktererne op i deres rigtige Bøger for at huske den og indføre Jeg’erne - i Glemmebogen. Der bliver paa den Maade Ug-Jeg’er, (for at. nævne Tingen ved dens fulde Navn), der bliver Mg-Jeg:er, der bliver Tg-Jeg’er, og alle de Jeg’er, Skolemestrene ikke ved noget opbyggeligt om, kommer i Nullernes sorte Gryde.
Men mellem helt Ug. og helt Mdl. er der nu mange flere Karakterer eller Afskygninger af Karakterer end jeg her kan regne op - for det er en hel Videnskab at give Karakter. Men den kan ikke jeg.
Jeg? Ja, jeg som her simpelthen refererer, hvordan jeg trak mine Følehorn til mig, da de stødte paa Karakterbøgerne. .
For der var den Tid, da ogsaa jeg stod i Queue og saa med forelskede Øjne til Karakterbøgerne. Jeg drømte vel om at faa Magt over Karakterne, men i Stedet for fik Karaktererne Magt over mig.
Se, det befandt jeg mig ikke vel ved. Og saa emanciperede jeg mit Jeg fra mit Ikke-Jeg c: fra Karakterbøgerne.
Det hændte sig, at naar Solen stod op, kunde jeg ikke mere se, at den stod op, eller at åen var en Sol, men jeg saa paa den med Blækklatter for Øjnene. „Dine Straaler er for skraa. Du staar ikke i Zenith. Altsaa er Du en mislykket Middagssol. I Gaar var her en Sol, som stod rigtigt nok, og som lyste op i hver en Krog. Maadelig!"
Eller det hændte sig, at et Menneske kom ind ad min Dør, og jeg saa paa det, som var det en mistænkelig Attrap og ikke et virkeligt Menneske. „Du vover...? Er Du Præceteris? Er Du Laudmenneske? Nej. jeg ser det - Du staar ikke til første, ikke engang til anden Karakter. Skygge! Gaa rejekt!"
Det synes Jeg ikke om, - ikke i Længden. Det gjorte Verden saa indskrænket at bo i - bare til et Venteværelse og et Kontor, hvor Tingene mødte og paahørtes, for at Protokollerne kunne komme i Orden. Kuløren gik af Livet og Menneskene med, for der kom jo de Blækstempler over det Hele.
Saa førte jeg Alvorstale med mig selv. „Jeg maa være Jeg", sagde jeg, og ikke en af de andre! Godt, saa vil jeg være Jeg og ikke opvartende Tjener hos Karakterbøgerne. Jeg vil sige Goddag og. Velkommen til Morgensolen, jeg vil varme mig ved Middagssolen, jeg vil drømme ved Aftensolen. Jeg vil fremfor alt se paa det Menneske, som søger mig, jeg vil skrabe sammen af det Menneskes Væsen, alt hvad sanses kan. Jeg vil ikke have Blækbrillerne paa, jeg vil ikke forhøre Naturen eller Menneskene i Karakterernes Rangforordning. For jeg vil helst have saa lidt at ærgre mig over, som muligt, og jeg vil helst have saa mange Nyheder at vide af Livet som muligt!"
Dette var en Stump Beretning om Jeg - desværre i Blæk. Ikke-Jeg’et - ja, det har saa mange udmærkede, i alt Fald mange ug-mærkede Beskrivere, til hvilke jeg herved viser hen.
