« Tilbage til søgeresultaterne
Japanske Kvinders Haar
Efter Lafcadio Hearn ved Johanne Münther. (Sluttet.)
II.
Familiernes Frisørinde: O-Koto-San - den dueligste af alle hendes Kunstfæller i Izumo - er en lille Kvinde paa omtrent tredive Aar, endnu ganske tækkelig. Om sin Hals har hun tre smukke, bløde Linjer, der danner, hvad Kendere af kvindelig Skønhed kalder: et „Venus-Halsbaand". Dette er en sjelden Gave, men den var en Gang nær ved at ødelægge Koto. Historien er kuriøs nok.
I Begyndelsen, da Koto udøvede sin Haandtering. havde hun en Rival, som hed Jin, der var en saare dygtig Person som Frisør, men af en meget ondskabsfuld Karakter. Lidt efter lidt mistede Jin alle sine bedste Kunder og lille Koto blev Frisørinden paa Mode.
Opfyldt af en hadefuld Misundelse herover opspandt nu Kotos gamle Rival en ondskabsfuld Historie om hende, og Historien fandt Næring i det gamle Izumos’ rige Jordbund for al Overtro, og den voksede fænomenalt. Den listige Jin havde uddraget Oprindelsen til den netop af disse tre bløde Linjer om Koto’s Hals. Hun paastod, at Koto havde en „Nuke-Kubi".
Hvad er vel en „Nuke-Kubi?" - „Kubi" betyder enten Hals eller Hoved. „Nukeru" betyder at krybe, at luske sig, at rane, hemmeligt at stjæle sig bort. At have en Nuke-Kubi betyder at have et Hoved, der kan skille sig fra Legemet og om Natten liste sig omkring - ganske alene.
Koto havde to Gange været gift og hendes andet Ægteskab var lykkeligt. Men hendes første Mand forvoldte hende megen Fortræd og løb tilsidst bort fra hende i Selskab med et daarligt Fruentimmer. Intet hørtes mere om ham, og Jin mente, hun ganske trygt kunde konstruere en Spøgelsehisiorie for at forklare hans Flugt. Hun sagde nu, at han havde forladt Koto, fordi han - da han en Gang midt om Natten vaagnede - havde set sin unge Hustrus Hovede rejse sig fra Puden og hendes Hals vokse ud, til den blev som en stor, hvid Slange, medens hendes øvrige Legeme forblev liggende uden al Bevægelse. Han saa, hvorledes Hovedet, baaret af den bestandigt voksende Hals, sneg sig ind i det fjernere Værelse og drak al Olien ud, der var paa Lamperne, hvorpaa det langsomt vendte tilbage til Hovedpuden, medens Halsen samtidigt trak sig sammen til sin sædvanlige Længde. „Da rejste han sig i Forfærdelse og flygtede bort fra Huset!" tilføjede Jin.
Da den ene Historie altid drager flere efter sig, begyndte alle Slags underlige Rygter snart at sprede sig om den stakkels Koto. Man hørte, at en Politibetjent en Nat havde set et Kvindehoved uden Krop nippe til nogle Frugter af et Træ, der hang ud over en Havemur, og da han vidste, det maatte være en Nake-Kubi, slog han det med Fladen af sit Sværd.: Det forsvandt lige saa hurtigt som en Flagermus, men dog ikke hurtigere, end al han havde kunnet genkende Kamisjui’ens Ansigtstræk.
„Aa - det er ganske vist", sagde Jin Morgenen efter, at Rygtet fortaltes, „og dersom I ikke vil tro det, saa send blot Bud til Koto og bed hende komme. Hun kan ikke gaa ud, thi hendes Ansigt er ganske hovent."
Det sidste Tillæg var en Kendsgerning - thi Koto havde i denne Tid en slem Tandpine - og denne Kendsgerning støttede Falskneriet. Rygtet fandt Vej til den stedlige Avis, som offentliggjorde det - om end kun som et Eksempel paa folkelig Overtro - men lin sagde: „Ser I nu, at jeg talte Sandhed ? Se her - det staar i Avisen!"
Mange Mennesker stimlede derfor sammen om Koto’s lille Hus og gjorde Livet saa kvalfuldt for hende, at hendes Ægtefælle aldrig turde slippe hende af Syne, for at hun ikke skulde tage sig af Dage. Lykkeligvis havde hun gode Venner i Guvernørens Familie, i hvilken hun i flere Aar havde øvet sin Frisérknnst; og Guvernøren, som hørte om denne ondskabsfulde Sladder, skrev og lod trykke en offentlig Afkræftelse af Rygtet, som han undertegnede med sit Navn. Nu ærer og agter Matsue’s Befolkning deres gamle Samurai - Guvernør som en Gud og tror hans mindste Vink; og da man saa, hvad han havde skrevet, skammede man sig og fandt snart baade Løgnen og Løgnersken, og den lille Frisørinde blev endnu mere søgt end forhen paa Grund af den almindelige Medfølelse, som hun indgød.
Men der er ogsaa en forunderlig Overtro angaaende Kvindens Haar.
Mythen om Medusa har mangt et Sidestykke i den japanske, folkelige Poesi. Genstanden for disse Fortællinger er for det meste én eller anden vidunderlig skøn Pige, hvis Haar bliver til Slanger - dog kun om Natten - men tilsidst opdager man, at hun selv er en Drage eller i al Fald Datteren af en Drage. Men fordum troede man, at enhver Kvindes Haar, under visse Forhold, kunde forvandle sig til Slanger; f. Éks. under Indflydelse af en længe betvunget Skinsyge.
Der var mange mægtige Mænd i det gamle Japans Dage, som holdt deres Konkubiner (Mékaké) under samme Tag, som deres legitime Hustruer (Okusama). Man fortæller, at omendskønt den strengeste, patriarkaiske Disciplin kunde tvinge Mékaké’n og Okusama’en til at leve i en tilsyneladende fuldkommen Harmoni om Dagen, brød deres hemmelige Had ud om Natten, aabenbarende sig i deres Haars Forvandling. Hver og Ens lange sorte Fletninger kunde løse sig op, hvisle og hvæse og fare hen for at fortære den andens; ja, endogsaa de Sovendes Spejle slog imod hinanden; - thi siger et gammelt Ordsprog: „Et Spejl er en Kvindes Sjæl!" ,Der er en berømt Tradition om Kato Sayemon Shigenji, som om Natten saa sin Hustrus og sin Konkubines Haar forvandlet til Øgler, der vred sig sammen, hvæsede og bedes. Da blev Kato Sayemon dybt sønderreven over dette hemmelige Nid og Had, som saaledes rasede, og var foraarsaget ved hans Fejl. Og han ragede sit Hoved og blev Munk i det store buddhistiske Kloster Soya-San, hvor han boede til sin Dødsdag under Navnet Karakaya.
III.
Ligesom den japanske Kvindes Haar er hendes dyrebareste Eje, er det den af alle hendes Ejendele, hun mindst kan taale at miste; og i fordums Dage ansaa en Mand, hvis Hustru havde fejlet, at det var en tilstrækkelig Straf at jage hende ud af Huset med afskaaret Haar. Kun den stærkeste Tro og den dybeste Kærlighed kan foranledige en Kvinde til det frivillige Offer af sin Haarfylde, skønt delvise Ofre af en eller to lange og tykke Haarstriber ofte ses hænge foran mangt et Alter i Izumo.
Hvad dyb Tro kan gøre i Retning af saadanne Ofre, ses bedst i de store Touge - spundne af Kvindehaar - som hænger i Hongwanji’s store Tempel ved Kyoto. Og Kærlighed er end stærkere end Tro, skønt meget mindre demonstrativ. Ifølge gammel Skik ofrer den Kvinde, der er bleven Enke, en Del af sit Haar, som lægges i hendes Ægtefælles Kiste og begraves med ham. Hvor meget er der ingen Bestemmelse om. I Flerheden af Tilfælde er det meget lidet, saaledes at Frisyren ikke tager Skade. Men den Kvinde, som beslutter sig til for bestandig at blive ham tro, ofrer alt. Med egen Haand afskærer hun Haaret og lægger det hele fyldige Offer - Sindbilledet paa hendes Ungdom og Skønhed - ned paa den Dødes Knæ.
Og det faar aldrig Lov at vokse igen.
