Moderretten

Brudstykke af den hollandske Roman „Hilda van Suylenburg" af C. de Jong van Beck en Dock.

Gladys’ Gæster var borte. Selskabet var vel overstaaet, og det forekom hende, at Hr. de Mureaux og Edward van Starren, ja selv van Smaarth ved Afskeden bukkede mere end almindelig ærbødigt for hende. Mens den unge Frue sørgede for, at hendes smukke Krystal blev vasket af med tilbørlig Omhu, tænkte hun med et Anstrøg af Spot paa den Modsigelse, som forskel­lige Herrer gør sig skyldige i, idet de nægter Kvinden Ret til at have sin egen Mening og paa samme Tid beun­drer den - i dette Tilfælde var det hende, - der modigt turde udtale sine Tanker.

Maud havde trukket sig tilbage med den Hensigt at skrive et Brev, og Fre­derik var ikke kommen ind efter at have fulgt den sidste Gæst ud; men nu hørte hun hans Skridt, og da Dø­ren aabnedes, saa hun fornøjet op; hun følte sig saa let om Hjertet, efter at Selskabet var gaaet saa godt.

„Free, nu skal Du høre! Jeg har en Nyhed at fortælle Dig: ved Du hvad, jeg tror sikkert, at Maarten og Hil­da –”.

Nedslaaet holdt hun inde. Van Praege stod midt i Værelset med Hænderne i Lommerne, et gnavent Udtryk i de indsunkne Øjne og sammentrukne Bryn.

„Hvor kunde det falde Dig ind at komme med alle de Theorier om Kvindens Valgret? Du ved jo, at jeg i det hele taget er misfornøjet med, at Du giver Dig af med den Slags, men i mit eget Hus vil jeg simpelthen ikke høre det."

Gladys følte sig dybt krænket af hans Tale om „sit Hus," hvormed han ogsaa tidligere havde ladet hende føle, at han var Herren og hun den under­givne, der ikke havde Ret til nogetsomhelst udover det, han fandt for godt at tilstaa hende.

„Du ved jo godt Freddy, at jeg af Hensyn til Dig aldrig af mig selv ’be­gynder paa at drøfte de Spørgsmaal, men naar man gør Nar ad dem, maa jeg vel have Lov at sige min Mening. Hvorfor skulde de Mennesker, der ikke et Minut har tænkt alvorligt over dem, have Lov til at tale, men jeg skulde tie?"

„Men mærker Du da ikke, at Du gør Dig selv og - og mig til Nar der­ved?"

Et Par Gange gik han med korte hastige Skridt op og ned ad Gulvet fløjtende en Lirekassemelodi - saa skyndte han sig pludselig ud af Døren. Gladys gav Ordre til at lukke af og listede sig stille op i sit Soveværelse. O! Hvor blev Forholdet mellem Mand og Kvinde dog altid misforstaaet. Hvor mange hundrede Aar skulde endnu forløbe, før man fik, en klarere og bedre Opfattelse deraf? Hvor urimeligt var det ikke, at Frederik mente at blive gjort latterlig af hendes Udtalelser, som om han kunde være ansvarlig for hen­des Ord. Det var den sædvanlige, gammeldags Anskuelse, at Kvinden er et umyndigt Væsen, for hvis Handlinger og Udtalelser hendes Herre og Mester maa staa inde. I nogle Kredse gik det saa vidt, at man pralede af sin Utroskab, som Vennerne slet ikke fandt forargelig, hvorimod Hustruens Utro­skab vanærede ham og tvang ham til at tage en blodig Hævn. Var den Slags Begreber, der stammede fra en Tid, da Forholdene var ganske anderledes, dog ikke latterlige nutildags? Hvis Pollux, den nye Jagthund, brød ud af sit Hus og gjorde Fortræd i Omegnen, maatte Frederik som dens Herre na­turligvis bære Følgerne, men naar to frie ligestillede Mennesker bliver enige om at leve Livet sammen, saaledes burde Ægteskabet i alt Fald være, - er det dog ærgerligt og latterligt at gøre Manden ansvarlig for de mulige Forsyndelser og Dumheder, som Hu­struen begaar.

Men bortset fra alt det, havde hun saa virkelig gjort sig til Nar i Aften? Det troede hun ikke, men den Slags Mennesker finder det altid latterligt, at man overhovedet kan være begejstret for en Sag. Nu vel! Saa kunde de jo finde hende latterlig. Det er lavt at gaa af Vejen for en Smule Spot, og hun vilde ikke handle lavt, hun, der skulde opdrage to - maaske snart tre Børn! Pludseligt trængte Lyden af Skridt op til hende; det var Frederik, der gik ind i sit Paaklædningsværelse. Vilde han igen ud? Hun lyttede spændt; efter et Øjebliks Forløb knagede Trap­perne og Gadedøren slog i; jo, han gik atter sin Vej. Ubevægelig blev hun ved at lytte, skønt hun vidste, at der ikke var mere at høre. Hvor mon han var gaaet hen; hvor gik han i det hele taget altid hen? Hun havde ikke turdet spørge derom, han var saa pirrelig i den sidste Tid. Desuden vilde han rimeligvis slet ikke have svaret hende. Atter begyndte hun at plages af den sidste Tids pinagtige Tanker. Hun bebrejdede sig, at hun var skinsyg, mistænksom og uretfærdig; men altid kom de samme ængstelige Tanker igen. Hun gik op og ned ad gulvet som vilde hun undfly dem, og kyssede forsigtigt de sovende Børn. Saa tog hun sin Kjole af, lod den kølige Natteluft svale sin feberagtig brændende Hud og satte sig ned med Hovedet støttet paa de blottede Arme, der laa foldede paa Bordet. Hun vægrede sig straks ved at tro, at den straalende Lykke, som hun saa fast havde troet paa, virkelig var haabløst fortabt. Hvor havde hun været jub­lende glad; og med hvilken Tillid havde hun ikke set Fremtiden i Møde, den Gang hun rejste med Forældrene i Schweitz og lærte Frederik at kende. Mon nogen ung Pige havde været saa lykkelig ved sin opvaagnende Kærlig­hed som hun? Var det virkeligt sandt, at alle hendes Drømme havde været usande - og beroede paa en Fejl­tagelse. Var det Billede, hun havde dannet sig af sin Mand, ogsaa usandt? Hendes otte sørgelige Ægteskabsaar havde kun bragt Skuffelse paa Skuf­felse, og dog vilde hun ikke tro, at hendes Liv var forspildt. O, Gud! Hun vilde ikke. Men lidt efter lidt gennemtrængtes hun af den sørgelige Sandhed. Holdt han slet ikke mere af hende? Havde han overhovedet nogen­sinde gjort det? Hvorfor havde han egentlig giftet sig med hende? Var det muligt, at den Mand, hun havde skænket fuldkommen Tillid, kun havde taget hende for Pengenes Skyld? Og hvad brugte han saa hendes Penge til? I den sidste Tid havde hun godt mærket, at han ofte var i Forlegenhed. Havde hun virkelig begaaet en utilgivelig Dumhed, taget saa grundig fejl af ham? Var han virkelig ikke andet end en . . . hun turde ikke tænke Tanken ud, og dog martrede den atter og atter hendes Hjærne. Pludselig følte hun. en kold Trækvind, der susede hen over hendes nøgne Skuldre og gennem det opløste Haar. Døren var nu gaaet op og van Praege stod paa Tærskelen.

„Hvad gaar der af Dig Gladys? Hvorfor er Du endnu ikke i Seng?"

Hun rejste sig straks en Smule for­skrækket, som blev hun vakt af en Drøm.

„Jeg ved ikke, jeg sad og faldt i Tanker."

„Jeg vil naturligvis nødig forstyrre Dig Gladys. Jeg vil blot spørge . . Jeg vil have de 500 Gylden, som Maud i Gaar gav lille Bror til hans Fødselsdag."

„Hvorfor? . . . . de er jo bestemt for hans Sparebøsse, og Du har jo nylig faaet Forpagtningsafgiften for Gaarden."

„Det taler jeg jo ikke om, vel? Giv mig i en Fart Pengene. Jeg har ikke Tid at vente, og jeg maa have dem."

„Hvorfor?" spurgte hun skælvende i den Bevidsthed, at Afgjørelsens Time var kommen.

Han saa paa hende forbavset og urolig: „Hvorfor? Siden hvornaar er jeg forpligtet til at aflægge Regnskab for hver Skilling jeg giver ud?"

„Det ved Du godt, at jeg aldrig forlanger", sagde Gladys blidt, „men Du har lige faaet Penge, og naar Du ikke har flere, vilde jeg gerne vide, hvad Du har brugt dem til."

Hendes tilsyneladende Ro og de uventede Spørgsmaal gjorde ham for­legen, og han gjorde lidt nervøst For­søg paa at være lystig.

„Jeg har spillet og har i Aften ikke havt Held med mig - derfor slog Pengene ikke til. Giv mig nu hurtigt, hvad jeg beder om, Glady’s; de andre kan jo ikke begribe, hvor jeg bliver af."

„Har Du spillet hele den Sum bort?" ’ „Naa ja, hvad saa? Begynd nu i Himlens Navn ikke at gøre Vrøvl, Gladys; men giv mig Pengene straks".

„Naturligvis vil jeg give Dig med, naar det er nødvendigt, men kun paa en Betingelse."

„Og det er?"

„At Du lover mig ikke at spille oftere."                 

„Hvad mener Du egentlig? Jeg har ingensomhelst Forpligtelse til at af­lægge Løfter, og Du har ingen Ret til at stille Betingelser, finder jeg. Hvem er Herre i Huset? Hvis er Pengene, Dine eller mine?"

„De er lille Brors", svarede hun stille.

„ Snak! Han er jo et umyndigt Barn; alt, forstaar Du, alt her i Huset tilhører mig; jeg vil gøre dermed, hvad jeg finder for godt og vil ikke lade mig kujonere af Dig." Han begyndte at blive hidsig og forsøgte paa den Maade at imponere. Men hun bevarede en ydre Ro, skønt hun skælvede fra Ho­ved til Fod.

„Frederik, Du ved godt, at det ikke ligger for mig at kujonere nogen, men jeg vil ikke tillade, at Du ruinerer Børnene."

„Hvor Kvinder dog altid tage paa Vej: de 500 mere eller mindre kan hverken gøre fra eller til. Vil Du give mig dem? Ellers tager jeg dem selv. . . . Jeg vil ikke raade Dig til at prøve min Taalmodighed længere - - -."

I Tavshed gik Gladys hen til Skabet for at hente dem; hun søgte efter noget, hun kunde sige ham, noget kær­ligt eller alvorligt eller strængt, noget der kunde vække ham til Eftertanke, men hendes smertende Hoved gjorde hende ikke opfindsom. Hun gav ham Sedlen og sagde saa ganske stille, næsten bedende: „Freddy, kan du ikke indse, at det er syndigt af en Fader til to - maaske snart til tre Børn at spille?"

Hentydningen til det ufødte Barn var det ømmeste, inderligste, hun kunde ytre, men det syntes ikke at røre ham. Hurtig stak han Pengene i Lommen og gik sin Vej. Igen sad hun og lyt­tede, men hun hørte ikke Døren smække i. Nu, da han havde Pengene, hastede det nok ikke saa stærkt med at afle­vere dem.. Pludselig blev hun iskold, angst til Døden, i Bevidstheden om det uoprettelige. Hendes Ægteskab havde været et Fejlgreb - hendes Kærlighed og hendes Tro paa Lykken var forspildt. Og hun var afmægtig. Afmægtig som et lille Barn, der er er i Fare. I det  Fjærne stod Fattigdommens Spøgelse og skræmmede hende. O! gik det endda kun ud over hende selv. Hvad kunde det gøre? for hende var det jo forbi. Men hvordan skulde det gaa Børnene? Hun kunde ikke rolig se paa, at de blev ruinerede, men hvad skulde hun gøre? Hun hulkede i den grusomme Bevidsthed: paa en Gang at staa magtesløs og dog være ansvarlig: men Lovene i dette Land regnede ikke med Mødres Ansvarsfølelse: De fordrer kun, at Kvinden skal være lydig og give Manden al Magten, som om han ikke i halvfems af hundrede Tilfælde bærer Skylden for Familiens Ruin. Hun greb sig med begge Hænder om Hovedet og klemte det krampagtig haardt med Fingrene, som om hun vilde tvinge de klare Tanker frem. Ganske vist havde hun engang hørt, at en Mand paa Grund af Ødselhed sættes under Formynderskab, men hun vidste ikke, til hvem man skulde hen­vende sig desangaaende. Og hun kunde jo heller ikke rejse nogen Anklage uden at have Beviser for, at han i Spil bortødslede Formuen. I Aften var hun selv ganske vis derpaa. Alle Slags Smaating havde i lang Tid tydet paa, at han spillede; og at det var gaaet tilbage med deres Rigdom, men hvor­ledes skulde hun faa Sikkerhed? Han vilde naturligvis ikke svare, naar hun spurgte herom, og hun kunde da ikke i Hemmelighed bryde Pengeskabet op for at se, hvorledes det forholdt sig. Var der da ingen Love, der beskyttede Kvinden mod Manden, naar han vilde forøde den Formue, hun selv havde bragt med? Nej, han havde jo lige sagt, at alt, alt tilhørte ham. Den gifte Kvinde har ingen Ejendomsret! Men ved hendes Giftermaal blev der dog skrevet en Ægteskabskontrakt. Det havde hendes Fader absolut forlangt. Frederik havde været rasende derover, og hun havde selv sat sig imod det, fordi han var fattig og hun var rig.

(Sluttes.)