« Tilbage til søgeresultaterne
Frk. Marie Rosenhoff
I Onsdags, 1. Juli. var det 25 Aar siden, at Frk. Rosenhoff, Datter af Digteren Glaudius Rosenhoff, blev ansat i „Kvindelig Læseforening". At Jubilaren var højt skattet af Foreningens Medlemmer saas straks, da man kom indenfor dens Døre. Bøgernes Stabel paa Skranken var afløst af lange Rækker Blomsterglas, bugnende under dejlige Buketter; det var en hel lille Have af duftende Roser; - tillige flere smagfulde Gaver. Men ogsaa paa anden Maade vistes der hende fyldig Anerkendelse, idet der blev overrakt hende et større Pengebeløb, som Fru Rothe, født Kalkar, paa Medlemmernes Vegne bad hende modtage som Tak for hendes altid redebonne Hjælpsomhed. Elskværdighed og Høflighed i hendes Gerning, ligesom Frk. Alberti senere paa Bestyrelsens Vegne bragte hende en Tak for hendes trofaste Arbejde og pointerede, at hun elskede Kunst, Blomster og Digte, og det hos hende havde bevaret Idealiteten: tilsidst bragte Frk. Sandholt hende endnu en Tak for de Raad og den gode Vejledning, hun, ved sin store Kendskab til Litteraturen, havde ydet Læseforeningens Medlemmer, altid imødekommende og venligt og opfordrede de tilstedeværende til at raabe et Hurra for hende. Frk. Rosenhoff takkede synlig bevæget, idet hun sagde: at det gamle Ordsprog: „Hvad Hjærtet er fuldt af, løber Munden over med”, ikke passede for hende i dette Øjeblik, da hun ikke var i Stand til at finde Ord varme nok til at udtrykke sin Bevægelse over al den Venlighed og Hjærtelighed, der blev vist hende, som hun ikke syntes, at hun havde gjort sig nok fortjent til. - 25 Aar er en lang Tid at se tilbage paa, Arbejdet er blevet større, alt som Læseforeningen er vokset; men Frk. Rosenhoff er aldrig blevet trættet ved det forøgede Arbejde; med en usvækket Iver og Kærlighed har hun varetaget dens Interesse og med elskværdig Redebonhed har hun søgt at tilfredsstille de Krav, der stilledes til hende. Jeg tror da nok, at jeg paa alle Medlemmernes Vegne tør udtale det Haab, at Frk. Rosenhoff endnu i mange Aar maa faa Lov til at virke i Læseforeningen.