« Tilbage til søgeresultaterne
Et Minde
Om Magdalene Thoresen.
„Es bildet ein Talent sich in der Stille
Sich ein Charakter in dem Sturm derWelt.”
Disse den store Goethes Ord kunde passende anvendes paa vor nylig afdøde Digterinde Magdalene Thoresen.
Hun hørte ikke til de Naturer, der nøjes med en stille, ensformig Tilværelse inden fire Vægge.
Hvor megen Fred og Skønhed hun end formaaede at brede over Hjemmet - ud maatte hun - trodse Modgang og Storm - kæmpe for Livet og derved vinde dets rigeste Indhold.
Det var ikke alene Kattegattets og Nordhavets brusende Bølger, hvorefter hun længtes, ogsaa Mälarens blinkende Vande vinkede hendes Hu.
Stærkt beslægtet med de trende nordiske Rigers Aand, søgte Magdalene Thoresen med hele sin sjeldne Karakters Styrke at trænge ind i hvert af Folkenes Ejendommelighed.
For henved tredive Aar siden opholdt hun sig en Sommer i Stockholm, hvorfra hun skrev nedenstaaende Brev.
Anna Edsberg.
Stokholm, d. 10. Maj.
Kjære, højtærede Professor
og gode Ven!
Her fra Sverigs Hovedstad hilser jeg Dem med mit gamle Hjerte - min gamle Tro og min gamle Tillid, og takker Dem her, som der, for alt godt. Da jeg rejste fra Danmark, var det mig en smertelig Følelse ikke at kunne sige Farvel til nogen; thi de Dage, jeg dertil ligesom havde opsparet - fra Sygdom og Anstrengelse af forskellig Art - blev paa en Maade revne fra mig ved et Telegram, som fra Göteborg manede mig til at komme straks did, istedenfor jeg havde tænkt mig det paa et vist Sæt anderledes ordnet.
Jeg har nu været her i Stokholm i snart tre Maaneder. Jeg har holdt tre offentlige Foredrag - det vil sige: jeg har fortalt om det norske Kystliv og saaledes holdt mig udelukkende til det, som jeg anser for min historiske Andel i Literaturen, og som er en Ret, Fremtiden vil give mig, - selv om Nordmændene skulde tage den fra mig. Jeg ved saaledes meget vel, at jeg havde gjort en ganske anden Furore, om jeg havde løsrevet mine Billeder og fortalt paa Effekten alene; men jeg har, som sagt, valgt en mere stilfærdig - men maaske ogsaa derved en mere varig Lykke, Jeg tror nok, jeg tør sige, min Rejse har været heldig; jeg er i det mindste tilfreds og glad ved at have gennemført denne min Tanke. Sverigs Folk er i Sandhed, inden Døre i al Fald, et højst elskværdigt og levende varmhjertet Folk. Her er ikke saa lidt romantisk Stof i Naturen og her er megen Modtagelighed. Brandes har ikke saa faa Tilhængere, men dog ikke saa mange som i Kjøbenhavn. Grundtvig, som Højskolens Ide - det vil sige Folkehøjskolen - trænger derimod mere og mere igennem, og det skyldes nu formentlig den norske Højskolelærer Arvesen fra Sagathun, som var her og læste samtidig med mig, og han tog egentlig hele sit Apparat fra Grundtvig.
Jungersen kommer nu til at foredrage noget; bestemt ved jeg ikke hvad det er; men det bliver jo i Deres Retning, min kære Professor. Maatte han være Mand for at kunne tilvinde sig en Slags udvortes Sympathi, om jeg maa kalde det saa - den indre Klarhed og Styrke har han jo. Jeg troer imidlertid Sagen vil vinde Tilslutning hos en stor Del Mennesker her i Stokholm men selv om det skulde gaa lidt svært i Begyndelsen, man faar ikke opgive den for det Danmark maa vinde Sverig; thi det er Vejen til Norge. Det er ligefrem Summen af min Erfaring her. Enten staar Danmark alene, eller det staar med Sverig; men Sverig kommer ikke did; Danmark skal komme hid. Imidlertid faar jeg straks paa en Maade tage mine Ord tilbage; thi Sverig kommer ogsaa til Danmark. Der er just en ung Pige rejst til København for at besøge Højskolerne der; en Frøken Key - Rigsdagsmandens Datter, - hendes Moder er en Grevinde Posse - og da jeg kender hende og holder inderlig af hende, og hun brænder efter at gjøre Deres Bekendtskab, sender jeg min Bøn, som et Forbud for hendes Besøg hos Dem, at De tager vel imod hende, som De jo gør mod alle. - Og saa min kærligste Hilsen til Deres elskværdige Hustru og Børn; naar Sommeren er slut - Gud lad den længe vare - har jeg med Himlens Bistand den Glæde atter at hilse paa Dem. Indtil da Levvel.
Deres ærbødigt hengivne
M. Thoresen.
