« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Anna E. Munch:
Verdens Herrer. En Kvindes Iagttagelser.
Det nordiske Forlag.
Den, der ikke lader sig overvinde af Verden, men som behersker den, er Verdens Herre. Den, der modigt kæmper sig gennem Faren og besejrer den, er Herskeren over den Verden, Mennesket bærer i sig.
„Det største, siger Bogen, er ikke at afholde sig fra en Ting, men at være i den og beherske den.”
Det er Suveræntanken: alt er tilladt de udvalgte, dem, der forstaar at herske, - der har givet Bogen Titel, og Paulus’ Ord: „Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, alt er tilladt, men man skal ikke lade sig beherske af noget”, er valgte til Motto.
Den Dobbeltklang fra det ophøjedes og det hemmelighedsfuldes Rige, der ligger i dette kendte Skriftsteds første Ord, drager Bogens Kvinde - som Menneske ud i Livets Kampe for at stræbe hen til Ophøjelsen, Kronen blandt Stjærnerne - og som Kvinde til at gribe efter det interessant-spændende, der for hende hyller Ordene i en daarende Regnbueglands.
Hun styrter sig, for at nyde det vekslende farvespil i Bølgerne - og svømmer. Hun opsøger Faren - ja, i sin Trang til det spændende omgaar hun den og eksperimenterer med den. Disse kvindelige Svinkeærinder gør, at den ædle Stræben ender i et Kroningsarrangement, hvorved man fortrinsvis maa tænke paa, hvor klædelige Kroner er for smukke Kvinder; de reducerer Bogens Helhedstanke til Staffage; men de karakteriserer Skikkelsen, hvis Kvindeindividualitet Jeg-Formen præsenterer med megen Ynde. Figuren er stemt i denne flatterende Form - mere end den er uddybet, ligesom Stilen søger Støtte i udhævede Ord, fremfor i uddybede Tanket. Der fremkaldes Tankestemninger, og ikke de dybere Tanker, som man maaske vilde narres for, hvis man krævede dem ved en altfor ivrig Søgen bag de fordringsfulde Typer. Bogens Stemninger ligger for en Del i denne Halvdunkelhed og træder bedst og smukkest frem i de maleriske Situationer, de stemningsfulde Billeder,
„Historien” fortælles af „en meget rejsende Kvinde, Dame, Zigøjnerske, hvad man vil”, - mens hun sidder nede i Tyskland i en lille afsides By og længes og venter efter den Mand, som hun maaske har vunden, og som skal komme og hente hende. I Erindringen og Haabet om ham og i Mindet om hans og hendes Dage paa deres Rejse i det fremmede, skriver hun sin Dagbog, der fortæller om, hvorledes de sammen søgte efter Lykken, Herredømmet over Livet.
Hun bliver den, der gaar foran i dette Forhold.
Som hun i sin Barndom modigt sprang i Vandet for at lære at svømme og bares oppe af Bølgerne - springer hun stadig paany ud i Livets Bølger, „for at se og forstaa at finde Ligevægtslovene og faa Øjnene opladte.” Hun har prøvet Velstand, Fattigdom, Livsnydelse, Selvopofrelse, Form-Ægteskab med en dødssyg Mand og formløs Elskov med en Billedhugger i Paris, fri Tænkning og religiøs Mysticisme - og er gaaet ud af dette, som en udviklet Kvinde. Paa Grund af det religiøst interessante Moment, der er presset ind i Bogen, faar denne Kvindelighed en stærk Bismag af frelsende Englelighed, der af og til truer med at uforstaaeliggøre en meget menneskelig Kvindekarakter, hvis Vingefang i sig selv er saa stort, at man ikke skulde synes, der kunde melde sig nogen Fristelse til at søge det forstørret ved at trække Skikkelsen ind i denne overnaturlige Prokrustesseng. Gennem hende reddes Manden, det miskendte Geni, den sygelige, problematiske Natur op til et højere Liv som Menneske, til Klarhed og Frihed som Kunstner, nedsunken som han er, da hun træffer ham, i Elendighed og Forladthed og Forsyndelser mod sin „højere” Natur. Maaske er disse Art Karaktertræk ret almindeligt givne; men Interessen og Charmen ved Skildringen ligger i de stemningsfulde maleriske Strøg, der sætter hans Silhouet hen med et saa bevæget Liv, at man fristes til at tilgive de mulige Fejl. der skjuler sig under den Begejstringskaabe, som Forf. saa behændigt og smukt væver til sin Adam.
Paa deres Fællesvandring gennem Verden fornægter denne Adams Eva sig ikke, - hendes Tilbøjelighed til det spændende og afvekslende bringer hende til at lade Himlens Sol bryde sig gennem Prismer i et Farvespil, der kaster sit skiftende Skær paa deres Vej.
De Situationer, der fremstilles, synes af og til arrangerede - interessante og kunstige, men Flugten i Fremstillingen bærer frelst over Skærene. Det er først mod Slutningen, da Redningsværket er gjort, og den Elskede er frelst fra Tvivl og Selvforagt til Troen paa den ene saliggørende Kvinde, der bærer de andre Kvinders Synder”. „Midleren imellem Mand og Gud” den intuitive Aand”, der har sonet for de andre Kvinders Brøde”, og „løfter ham op til sin egen Sfære og Plan”, - at Vingerne svigter, og Læseren ser en Smule tvivlende paa disse Verdens Herrer, der til Pryd for sig selv og deres Menneskehjem, samler Blomster fra alle Verdens Haver, hvortil Adgangen er dem fri, hvem alt er tilladt. Hvis det religiøse Moment ikke var tagen i Brug for at klæde Bogen yderligere ved at levere Kronen til Herskerdragten i Slutningstableauet, vilde et Par Usmageligheder være undgaaede, og Bogen vilde have vundet det i kunstnerisk Værdi, som den paa denne Maade sætter til i Fantasterier.
