« Tilbage til søgeresultaterne
Mie
Der laa en smal, hvid Stribe Sol nede i en Krog af Baggaarden.
Hvordan den egentlig var kommet der, maa Gud vide. Formodentlig havde den af - Nysgerrighed villet kigge over Hustaget ned i den dybe, mørke Baggaard, hvor der ellers aldrig kom Sol; saa havde den vel faaet Overbalance og var plumpet ned. Nu laa den der i Krogen - hvid og lun - og fik Rendestensvandet til at gære. Midt i den smalle Solstribe, tæt ved Siden af Rendestenen sad Skomagerens Mie og Værtindens Pella, to smaa seks-syvaars Tøse. Pella, mudrede op i Rendestenen med en snavset Pind, Mie sad bare og slikkede Solskin.
„Hva’ ska’ vi bestille?” spurgte Pella gabende.
„De’ ve’ je’ ikke.”
„Aarh - du ve’ heller aldrig noet. Du sku’ ta’ aa spille.”
„Næ, je’ gider ikke.”
Pella prikkede opmuntrende Mie i Benene med den vaade Pind.
„Joh, du sku’ ta’ aa spille, du, saa faar vi Pænge te’ aa solde for.”
„Je’, har ingen Pinde.”
Mie vilde allerhelst blive siddende og gasse sig i „Solen,” men hun vidste af Erfaring, at naar Pella vilde noget, saa hjalp der ingen kære Mor, hun maatte pænt følge Trop.
Pella var stukket ned af Kældertrappen, nu kom hun tilbage med to Pinde, en kort og en lidt længere. „ Saa op mæ dej.”
Mie rejste sig med et lille resigneret Suk, tog Pindene og stillede sig op midt i Gaarden.
Der kom, en egen lyttende Alvor i hendes lille, blege Ansigt med de store, - altfor alvorlige - Øjne, en højtidelig Begejstring over noget hun hørte sunget inden i sig selv.
Den korte Pind lagde hun under Hagen og holdt paa den, som man holdert paa en Violin, den lange brugte, hun som Bue, og mens hun gned paa sin Violin sang hun med en lille, tynd, falsk Stemme:
Aah Guj hvor det dov er dajlit
og hvilket Trylleri
At vandre under Skaa-vens Trær
Og være i det Fri.
„Mie, Mie!”
Fra et Vindue paa første Sal stak et spidst Gammeljomfruansigt ud.
„Mie ka’ du komme lidt her op mit Lam.”
Men Mie kom ikke, før hun var færdig med sin Sang. Pella stod henne ved Trappen.
„Det er godt, du, nu faar du nok en Femøre.”
Mie svarede ikke, hun løb bare forbi hende.
Da hun lidt efter kom ned havde hun et Stykke Kage i den ene Haand og en Femøre i den anden; det havde hun faaet for at synge „Min Kærest og jeg” og „Aah Dagmar” og den om „Anna Margrete.” Pella stirrede begærligt paa Kagen.
„Gi mæ en Bid.”
Mie delte med en vis Overlegenhed Kagestykket i to lige store Bidder.
Pella stod og gumlede spekulativt.
„Hva’ ska’ vi køve for den? spurgte hun pegende paa Femøren. „De’ ve’ je’ ikke.”
Mie var fuldstændig ligeglad
Stødt, hva” foreslog Pella med Øjne, der skinnede af Lækkersult.
„Ja, du ka’ jo rende hen efter det.”
Mie gav hende Femøren og hun stak i Rend ud gennem Porten. Gumlende paa en stor muggen Appelsin kom hun tilbage, den grønne Skimmel klæbede ved hendes Kinder og Saften drev hende ned over Hagen.
„Den fik je’ i Tegift, men se her.”
Hun viste sit Forklæde, der var halvt fuldt af raadne Appelsiner.
„Der er mange hva’?”
„Ja.”
Mie havde lige sat sig tilrette med en af de herlige Frugter, hun havde pillet det værste Mug væk med Fingrene, nu sugede hun Saften til sig, den var lidt bitter - ja - men „dajlig” var den, saa blev en af Dørene i Stueetagen revet op; det var hendes Mor.
„Naa sidder du der Tøs, hva’ er det du æder ? - Appelsiner - naa. Hvor Satan har du faaet Penge fra? Det var bedre du ga mej dem til noget nyttigt end til saadan noget raaddent Skidt - som det der. Naa kom nu ind mæ’ dej; du skal passe den Lille.”
Mie rejste sig og sluskede ind bagefter Moderen.
„Den ka’ du godt la’ bli’e herude.”
Moderen tog Resterne af Appelsinen og lagde den op i Køkkenrækken. Nu vidste Mie, at hun aldrig saa den mere, Moderen holdt ogsaa meget af Appelsiner - og alle de andre var Pella stukket af med.”
Da hun lidt. efter sad inde og vuggede den lille havde hun en uklar Fornemmelse af, at hun var blevet gjort Fortræd paa en eller anden Maade, og det drev Taarerne op i Øjnene paa
hende.
