« Tilbage til søgeresultaterne
Lægebesøg
Brudstykke af den hollandske Roman „Hilda von Suylenburg af C. de Jong van Beck en Dock. Autoriseret Oversættese ved Gerda Vedel.
„Er Du parat til at begynde Rejsen, Hildy?”
Hilda smilede lidt nervøst, og i Tavshed kørte de bort fra Coronas Hjem ind i en af Smaagaderne, hvor de vilde begynde de sørgelige Visitter. Det var sandelig en lang Række sørgelige Besøg ! Først tilsaa de kirtelsvage Børn med skinnende Øjne, blege, opsvulmede Ansigter og hovne Lemmer; derefter besøgte de en Familiefader, der var lige ved at dø af Tæring og vidste, at han lod Kone og seks Børn tilbage uforsørgede. Uforsørgede betød det samme, som at de var prisgivne til Sult, Kulde og maaske Skam. Han havde ikke kunnet spare noget sammen; de 8 Gylden, som han havde fortjent om Ugen, var gaaet med. Nu kunde han ikke tænke sig nogen Udvej, men var fortvivlet og gjorde Oprør mod Skæbnen. Han fortalte, at en meget myndig Dame forleden var kommet og havde formanet ham til Taalmodighed, idet hun skarpt foreholdt ham, hvor utaknemlige Folk var for alt det gode man gjorde dem; men han havde lét hende op i Ansigtet og sagt, at han vidste, at Millioner gaa til Grunde af Armod, og der var ingen, der indestod for, at hans Kone og Børn ikke kom til at høre til disse, ingen, der ved en saadan Forsikring kunde gøre hans Dødsleje mindre grusomt. Ja, det var i Sandhed blodig Ironi at forlange, han skulde være rolig. - Saa opsøgte de en gammel Kone, der havde brækket sit Ben, og var saa angst for at dø, skønt Livet ikke havde andet end Sorg og Savn at byde hende; derefter var de hos en Moder, der netop den foregaaende Nat havde mistet et Barn, men hun havde haft 18 og mistet 10, saa det ellevte Tab syntes ikke at anfægte hende videre. Hun var altfor udslidt og medtagen til at have stærke Følelser, men den matte, ligegyldige Maade, hvorpaa hun omtalte Barnets Død, var næsten mere gribende end Taarer.
„Hvor skal vi saa hen?” spurgte Hilda, der gøs af Rædsel over alt, hvad hun havde set, og dog længtes efter at se endnu dybere i Folkets elendige Tilværelse. Corona saa meget alvorlig ud.
„Ja, ,,nu skal vi i al Hemmelighed gøre et Besøg, som Du maa love mig aldrig at omtale, vil Du det?”
„Hvad mener Du?” spurgte Hilda angst. Alt hvad hun havde set, fandt hun saa forskrækkeligt, at hun uvilkaarligt grebes af en Anelse om, at Coronas Ord maatte betyde noget endnu værre.
„Det er en stor Hemmelighed, og før jeg indvier Dig i den, maa Du bestemt love mig at tie; hvis andre fik Nys derom, og vilde misbruge deres Viden, kunde jeg risikere at blive arresteret.”
„Jeg lover Dig, at holde ren Mund.”
„Corona smilede. „Du ved nok, at man maa være meget forsigtig selv overfor sine Venner, naar man begaar noget, der strider mod Loven, ikke sandt?”
De var nu kørt ind i „Willemstraat” og Kusken holdt stille foran et tarveligt, tæt tillukket Hus. Paa Dørens Navneplade stod: Enkefru Steunenberg, og det beroligede Hilda at se, at Beboerinden i alt Fald ikke ønskede at skjule sit Navn. Corona lukkede sig selv ind, hun syntes at være fuldkommen hjemme og aabnede nu en Dør tilhøjre for Gangen, og det Syn, der mødte Hildas Blik gjorde et dobbelt fredeligt Indtryk ovenpaa alle hendes frygtelige Anelser. Det var en stor, lys Havestue med aabne Døre, der gav Solen uhindret Adgang, Med legende Lyspletter dansede den henover de smukke Billeder paa Væggen, Blomsterne paa Bordet, og to store hvide Puder, der laa paa Gulvet, som Leje for et lille Barn. I et Hjørne stod to Løjbænke ved Siden af hinanden; paa den ene laa en syttenaars Pige, paa den anden en bleg, lille seksaars Dreng. Corona løftede det lille Barn op fra Gulvet.
„God Dag Suusje! „Er Du glad for at se mig, min lille Ven?”
Barnet smilede, men saa samtidig forskrækket efter Hilda. Hun var næsten fire Aar, men var saa lille og tynd, at hun saa ud som et to-aars Barn. Da Døren var gaaet op, havde hun sendt de indtrædende et Blik fuldt af Angst, et sørgeligt Bevis paa, hvor meget ondt hun havde mødt i sin korte Levetid! men da hun genkendte Corona, strakte hun Armene ud imod hende.
,,Og hvordan gaar det med Jaap og Lisbeth? Naar I bliver ved at ligge saa stille og taalmodigt, bliver I nok snart raske.”
Med Suusje paa Armen gik Corona hen og kyssede dem begge, mens Hilda, der var bleven staaende ved Døren saa beundrende paa hende. Der Var noget rørende i at se den stolte, slanke Skikkelse med den strenge Profil være saa øm og omhyggelig overfor et lille Barn.
„Skal jeg virkelig ikke ud paa Gaden, naar jeg bliver rask?” spurgte lille Jaap. Det var et Spørgsmaal, han kunde føre tre, fire Gange efter hinanden, snart paa den ene, snart paa den anden Maade, blot for at høre det samme beroligende Svar: ,,Nej, min Ven, det skal Du rigtignok ikke. Naar Du bliver rask, skal Du rejse langt bort herfra, helt ud paa Landet til en rar Bondekone, der har
saa mange Køer og Faar.”
„Men tror Du, at mit Ben vil vokse ud igen?”
„Det kan det ikke, min Dreng, men derfor skal Du ikke være ked af det: vi skal give Dig et pænt Træben i Stedet og det kan Da godt lære at løbe rask med; men hvor er Tante Ida?”
„Inde ved siden af,” sagde Lisbeth, „i Badeværelset”.
Corona, der stadig havde Barnet paa Armen, gik ind i den anden Stue, og Hilda hørte hende sige: „God Dag, Tante Ida, hvordan staar det til?”
„Ih, Du Store! Er det Dem, Doktor! Jeg har slet ikke hørt Dem komme; hvad synes De om Børnene?”
„Jeg har ikke undersøgt dem endnu, men tilsyneladende gaar det jo godt.
Suusje begynder nu at kende mig bedre. Lige da jeg aabnede Døren, blev hun lidt forskrækket, men saa smilede hun til mig, ikke sandt, lille Skat ? Men Tante, jeg maa forestille en Veninde for Dem, hun er her – ”
„Har De bragt nogen med? Hvor turde De dog gøre det ? Tænk paa, at et uforsigtigt Ord kunde ødelægge alt for os - - .”
„Nej, hende kan De trygt stole paa.”
En spinkel, lille Kone med et rart, men blegt og udtæret Ansigt nærmede sig Hilda. Hun var iført en glat, sort Kjole, havde graat Haar og saa gammel ud, til Trods for, at Øjnene havde et ungdommeligt, drømmende Udtryk.
„Det er Tante Ida”, sagde Corona, efter formelt at have forestillet Frk. van Suilenburg og Fru Steunenberg, og hun er medskyldig i min Misgerning.”
„Hvad mener Du med det? Her ser aldeles ikke ud som i en Røverkule”, lo Hulda, der nu var fuldkommen beroliget.
„Og dog er det netop en saadan!
,,Men følg med ind i Badeværelset, der kan vi bedre tale sammen.” Hun lukkede Døren.
„Det er ikke heldigt for de store Børn at høre det, men Tante Ida og jeg er virkelig Røvere, ikke sandt? Vi har nemlig stjaalet disse tre Børn, og hvis Folk fik Nys derom, kunde vi blive straffede, og, hvad der var det værste af det hele: Man kunde tage Børnene fra os.” „Ja, det er sandt”, sagde Fru Steunenberg, „derfor tør jeg heller ikke holde Pige; ingen maa høre noget om Børnene,”
„Men hvorfor ikke? Jeg forstaar ikke et Ord, skynd Dig at fortælle mig alt, Corona.”
(Fortsættes.)
