« Tilbage til søgeresultaterne
Sommerbilleder
1.
Engen.
Lad blot til fremmed Land de andre
drage
at søge Guld - jeg bliver her tilbage
i Danmarks Land; thi Sommeren er
inde
med Blomsterduft og Sol og lune Vinde.
Ser Guldet drages frem foruden Møje;
jeg har i Mark og Skov det alt for
Øje, Mig lifligt Engens gyldne Glans
tilblinker;
jeg kommer - danske Eng - saasnart
du vinker!
Paa Vejen did jeg hører Lærker synge
og føler snart den bløde Enggrund
gynge,
lidt fugtigt er her vel, dog herligt Leje;
Nu skal jeg, Blomstereng - din Skønhed
eje!
Jeg tager dig med tusinde Ranunkler,
hvis gyldne Glans omkap med Solen
funkler,
Engblomme, Karse, Stjerner - røde,
hvide –
Nellikerod, som blomstre ved min Side!
Ja, Engen som et dejligt Tæppe breder
sig ud med alle sine Herligheder:
Her Gøgeurt med Bladets brune Pletter!
Der Markens vilde Kørvel Kransen
fletter –
en herlig Krans - og danner med det
samme
omkring det hele Billede en Ramme,
mens udenfor paa Marken Rugen bølger,
og Hegnets Fugle deres Reder dølger.
De fine Græsstraa svajed, og mit Øre
saa mange Lyde fanged; jeg fik høre
et Æventyr, paa hvilket man tør lide.
Det hændtes tvende Planter - unge,
hvide –
Pragtstjerner kaldes de, saa sødt de
dufte.
Naar Aftnens milde Sommervinde lufte,
de bragte disse Bud fra ham til hende,
hvis Nærhed han bestandig kunde kende.
Forgæves længes de den skønne Sommer,
indtil en Dag en Sommerfugl der kommer.
Fra Blomst til Blomst lyksalig den sig
svinger
og hviler nu en Stund de trætte Vinger.
Da hvisked Blomsten: „Ak jeg vilde
gerne
til hende flyve hen, min hvide Stjerne ;
men Stænglen binder mig. Dog paa
din Vinge
du Kærlighedens Gave hende bringe!”
„Det Bud jeg bringer; vær kun ej bedrøvet!”
gensvaret Sommerfuglen, „Blomsterstøvet
jeg varsomt bærer til din Elskerinde,
saa rank og fin, jeg let vil hende finde!” -
Og Sommerfuglen søgte Blomsterbruden,
der tog imod den, som den ret var
buden.
Men Aftnens Vinde bragte Bud tilbage,
endt var de tvendes stille dybe Klage.
SKOVEN.
Nu er det Sommer! Skoven staar
ej dunet, lys - som nys i Vaar;
men Kronens Hvalv sig lukker.
Og se, hvor Grenen bøjer smukt;
thi Træet er saa fuldt af Frugt:
- Hør Gøgen muntert kukker!
Ved Foden af en gammel Eg
der tumle Børn i munter Leg;
men jeg vil Stien følge
og søge Skovens Ensomhed;
et Sted jeg langt derinde ved
ved Bækkens klare Bølge.
Den hviler som en Ædelsten
af renest Vand - saa lys og ren
gemt er den dybt derinde.
Rundtom de høje Graner staa;
fra oven titter Himlens blaa,
der vil jeg Fristed finde!
Men se den mørke Vinterdragt
har Granerne for nylig lagt,
i Bækken de sig spejle.
Nu staa de der med lyse Skud;
de brune Hylstre fik det Bud:
de maatte gerne sejle.
Som skrøbelige Baade smaa
de modigt ned ad Bækken gaa
og trodse hver en Fare.
Glad hilse de paa Bækkens Bred
Forglemmigej - Spiræa med,
den hele Blomsterskare!
- O denne Stilhed, denne Luft,
de friske, unge Graners Duft
fuldtud og glad jeg nyder!
Og Skoven, Bækkens Melodi
med Solens gyldne Glimt deri –
det alt mit Hjerte fryder!
