« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt fra et Besøg i Indien
Den Del af Forindien, der sædvanligvis betegnes med Navnet Koromandelkysten, strækker sig fra Kalimere til Udløbet af Floden Krishna, men det bruges ogsaa undertiden for hele Østkysten op til Kalkutta. Oprindelsen til dette Navn har været et Stridsspørgsmaal blandt „de lærde”, indtil man har slaaet sig til Ro med to Forklaringer, der hver har sine Tilhængere; men hvilken, der er den rette, maa vist altid forblive et aabent Spørgsmaal.
Den ene Forklaring gaar ud paa, at Navnet Koromandel er bleven dannet af Mandal (Region, Stand) af Koro - et gammelt Dynasti i den Del af Indien.
Den anden Forklaring siger, at Betegnelsen stammer fra Navnet paa en Landsby, som ligger lidt syd for Pulicat og som hedder KoriManal (sort Sand), hvor Hollænderne først landede, da de i det 16de Aarhundrede kom til Indien.
Adskillige Dage ligger det Skib, som har ført os til fair India, for Anker ved denne Kyst, ud for Byen Pondicherry, for at tage en større Ladning Nødder ind; disse Nødder, som kaldes Kernels, er meget oljeholdige; de føres i store Mængder til Evropa, hvor, Oljen udvindes af dem. - Det er interessant at iagttage Indladningen, som foregaar under meget vanskelige Forhold; der er nemlig ikke nogen Havn ved Pondicherry; vi ligger et Stykke fra Land, hvor der er dybt nok for vort Skib; næsten uafbrudt er der stærk Søgang, og en skumhvid Brænding slaar ind paa den flade, sandede Kyst. Herinde ligger den Ladning, vi skal have om Bord, i store Stabler af Sække, førte til Kysten inde fra Landet paa brede Vogne, trukket af Okser; oppe paa Sandet ligger store, pramlignende Baade, som daglig efter endt Arbejde hales op paa Strandbredden for ikke at blive slaaet i Stykker af Brændingen.
Arbejdet begynder om Morgenen med, at disse Baade trækkes og skubbes saa langt ud, at de lige netop berører Vandet, saa bæres Sækkene paa Arbejdernes Rygge ud i dem, og naar en Baad har faaet det Antal, den skal have, tager Besætningen, der i Reglen bestaat af 12-14 Mand, fat i begge Baadens Sider og tvinger den igennem Brændingen ud fra Strandbredden. Ved dette Arbejde gaar de undertiden, naar Søen er særlig urolig, i Vandet lige til Halsen; i det Øjeblik Baaden er klar af Landet, springer de med en beundringsværdig Lethed og Behændighed op i den fra begge Sider, hver tager sin Plads og sin Aare, en staar agter og styrer med en lang, bred Aare, og saa arbejder de Baaden ud over Bølgebjærge og igennem Bølgedale, alt mens de synger en enstonig, taktfast Sang. Naar de er naaet ud til Skibet, har de et lige saa vanskeligt Stykke Arbejde tilbage, nemlig at faa Sækkene transporteret om Bord i Skibet, hvis Underdæk ligger højt over Vandoverfladen -vanskeligt, fordi Baaden af Søen bevæges op og ned, frem og tilbage; men de forstaar at manøvrere, og hænder det, en særlig høj Bølge giver Baaden et ekstra stærkt Stød, saa at de, medens de staar bøjet over Sækkene for at surre dem sammen, kastes om imellem hverandre, tjener det kun til at forhøje Stemningen - de ler lystigt og tager fat paa ny.
Naa, disse indiske Havnearbejdere behøver da heller ikke at være bange for at faa deres Klæder vaade eller ødelagte, lige saa lidt som de kan føle sig generede af disse; thi de er klædte paa efter Devisen „Panamahat og Køkkenforklæde”, og adskillige af dem har ikke en Gang noget til Panamahatten tilsvarende paa Hovedet, men kun deres lange, blaasorte Haar. - - Byen Pondicherry eller Puducherry (ny Landsby) er, tilligemed et meget, indskrænket Landomraade omkring Byen, i fransk Besiddelse. Frankrig syntes for et Par Aarhundreder siden at skulle komme til at spille en Rolle i Indien. Under den østrigske Arvefølgekrig (1740-48) udkastede den daværende franske. Guvernør i Pondicherry, Dupleix, endogsaa en storslaaet Plan, der gik ud paa at benytte Tiden, medens England var optaget med Forholdene i Evropa, til ved nogle indiske Fyrsters Hjælp at fordrive Englænderne helt og ganske fra Indien.
Foretagendet var godt i Gang og saa virkelig ud til at skulle lykkes; men saa blev den franske Regering bange for, at Dupleix skulde gøre Magten og Æren til sin personlige Ejendom, og saa kaldte de ham hjem. Da Bevægelsen mistede sin dygtige Leder, blev Følgen den, at de indiske Fyrster, som havde støttet Dupleix, blev undertvungne af Englænderne, som snart tog hele Magten og endogsaa Pondicherry fra Frankrig. Ganske vist fik Frankrig denne Besiddelse tilbage et Par Aar efter, men dette Lands Indflydelse i Indien har siden da været fuldstændig betydningsløs. Foruden Pondicherry ejer det endnu et Par smaa, ubetydelige Kolonier, dels paa Østkysten og dels paa Vestkysten; men det er England, der har Magten, og det er England, der trods alle Oprør og Uroligheder har forstaaet at hævde og bruge Magten.
(Fortsættes.)