« Tilbage til søgeresultaterne
Lægebesøg
Brudstykke af d en hollandske Roman „Hilda von Suylenburg” af C. de Jong van Beck en Dock. Autoriseret Oversættelse ved Gerda Vedel.
Mens denne flinkt og hurtigt klædte Barnet af for bedre at kunne undersøge den svage, lille Krop, fortalte hun om sit Barnerov. Engang sidst i Februar gik hun hjem efter at have tilset en Syg; der uventet havde kaldet hende. Der laa Sne og Vejen var glat, og hun havde ikke haft Tid til at telefonere efter sin Vogn. Hun var allerede ganske nær ved sit Hjem, da hun pludselig hørte en klagende Lyd som af et saaret Dyr og fik Øje paa en sort Genstand, der laa i Sneen, tæt ved et af Træerne. Hun troede, det var en mishandlet Hund, og besluttede at hjælpe den, hvis hun kunde. Corona hørte nemlig ikke til de Mennesker, der har to Slags Medlidenhed: en for Dyr og en for Mennesker. Hvorsomhelst hun stødte paa Lidelse maatte hun forsøge at raade Bod paa den. Men da hun kom den mørke Genstand nærmere, saa hun, at det ikke var nogen Hund, men Jaapje, den lille Dreng, der laa inde i Stuen og havde faaet sit Ben beskadiget. Ganske sløv og medtagen af Kulde laa han og jamrede næsten bevidstløs, men da hun prøvede paa at løfte ham op, udstødte han et højt Skrig.
,,Hvad gør du her, min Dreng,” havde hun spurgt.
„Jeg har vist brækket mit Ben, Frøken, jeg kan ikke rejse mig.”
„Hvordan gik det til?
„Jeg vilde løbe over Gaden for at sælge en Æske Tændstikker til et Par Herrer, men det var saa glat, og derfor faldt jeg!”
,,Hvorlænge har du ligget her.”
„Det ved jeg ikke; Klokkken slog ti, lige da jeg var faldet.”
En Time havde Barnet ligget der med sit brækkede Ben, og det værste var, at et Glasskaar, der havde været skjult under Sneen, var trængt ind i Kødet.
Corona løftede ham forsigtig op og bar ham hjem, mens han - rystende af hæftige Kuldegysninger - fortalte hende sin sørgelige, lille Historie. Begge Forældrene drak, og naar Børnene om Aftenen kom hjem uden at medbringe en vis Sum, fik de Prygl, som Corona kunde se Sporene af paa hans lille Krop. De andre Børn behøvede kun at bringe 50 Cent. hjem, men da han var saa lille og spinkel og havde smukke, blonde Krøller, kunde han altid bjærge lidt mere og maatte ikke komme hjem, før han havde 75 Cent. samlet sammen.
Hvor er de grusomme de saakaldte, gode Mennesker, der giver Børn Penge paa Gaden. Som om de ikke derved bestyrkede Forældrene i Dovenskab og Drukkenskab og opmuntrende dem til at blive ved med denne skændige Udnyttelse af Børnene, der skal skaffe de Penge, som de ikke selv gider fortjene! Og den Slags Mennesker mener oven i Købet i deres dumme Selvtilfredshed, at de er Børnevenner!
Mens Corona vaskede Saaret ud og foreløbig forbandt Benet, spurgte hun ængstelig sig selv, hvad hun skulde gøre med Jaapje. Hun kunde sende ham paa Hospitalet, hvor han vilde faa en god Pleje, men saa snart han var kommen sig, vilde han uopholdelig bliv sendt tilbage til sit daarlige Hjem, hvor han enten vilde gaa til Grunde i Armod og Elendighed eller vokse op til en Døgenigt som sin Fader. Men det maatte ikke ske! Derfor pakkede hun ham forsigtig ind i et uldent Tæppe, bestille Vognen og kørte saa midt om Natten med ham til Tante Ida, der allerede havde haft flere af den Slags Patienter.
„Ingen ved naturligvis, hvor han er,” sagde Corona, „ingen har den svageste Anelse om, at jeg har taget ham, og naar han nu er kommet sig nogenlunde, sender jeg ham ud paa Landet til gode Mennesker, som jeg kender; der kan han saa leve i Fred og Ro et Par Aar; den stakkels, lille Fyr har jo i sin korte Levetid ikke kendt andet end Elendighed.
„Hvor det er mageløst, at Du har kunnet frelse ham, Corona! Men hvorfor maa ingen vide det ?”
I Coronas graa Øjne glimtede undertrykt Lidenskab.
„I moralsk Henseende er det naturligvis godt, hvad jeg gør, men det er lovstridigt. Moralen og Loven staar undertiden saa skarpt overfor hinanden. Ingen maa tage et Barn fra dets Forældre, ikke engang naar Forældrene hører til det værste Udskud. Ingen kan frelse et hjælpeløst Barn uden ved List, og ved du hvoraf det kommer? Det kommer af, at de Mænd, som det er overdraget at vaage over Landets Lov og Ret, selv sidder i en varm, hyggelig Stue og maaske leger med deres egne, glade Børn uden at tænke paa de mange, smaa Stakler, der løber omkring i Gaderne uden at turde gaa hjem. Og de Kvinder, der er gifte med disse agtværdige Herrer, er glade ved at putte deres egne smaa ned i deres bløde, hvide Senge, men finder det højst ukvindeligt at tænke over Lovene! Hvad angaar det en saadan Hustru og Moder, at Tusinder af stakkels Børn i Verden er prisgivne slette Forældres Mishandling. Hvis Tilfældet bragte hende i Berøring med en Stakkel, der bar Spor af Mishandling, vilde hun rimeligvis være venlig imod den, men at interessere sig for de Love, der tillader, at noget saadant finder Sted, eller af alle Kræfter kæmpe mod dem, det kan der slet ikke være Tale om.”
„Hvor det er sørgeligt,” sagde Hilda, „at Jaapje har mistet Benet.”
„Ja! Glasskaaret var trængt dybt ind, og Saaret havde saa længe været udsat for Luftens Paavirkning - det var kun dækket af en Pjalt af hans snavsede Benklæder - at jeg hurtigt maatte sætte Benet af. Den lille Fyr svævede i lang Tid mellem Liv og Død.”
„Og Suusje?”
„Ja, hendes Oplevelser ligner meget Drengens. Hun er Datter af Roose Leen, det smukke, usædelige Pigebarn, som du maaske har hørt omtale. Hun var Frugten af et Forhold mellem en aldeles fordærvet Kvinde og en af Landets bekendte Mænd, hvis Navn jeg imidlertid ikke vil nævne, og fødtes altsaa med slette Anlæg, der udvikledes af en endnu slettere Opdragelse.
(Sluttes).
