« Tilbage til søgeresultaterne
Søster Veronicas Synd
Søster Veronica stak hver Bønne ned i et Hul for sig selv i den fugtige Jord. Det var trættende, men hun holdt af det, for hun elskede den fugtige Foraarsluft med dens ubestemmelige, søde Duft. Hun udmalede sig, hvorledes Millioner Blomster nede i Mørket i Trang til at arbejde sig frem mod Lyset hver især, hjalp lidt til at smuldre den gamle Jord, og at det var Grunden til den søde Duft, den gav fra sig, omtrent som naar man rører op i gamle Rosenblade, der har ligget gemt i en Skuffe. Thi Søster Veronica havde Fantasi, selv om hun havde en stor Næse.
Fra Tid til anden holdt Søster op, rettede paa sin ømme Ryg og saa sig omkring. Der var yndigt i den gamle Klosterhave. Mellem de fine Søjler under Loggiaen skimtede man Ghirlandajos berømte Frescoer. Det slanke Klostertaarn ovenover fremhævede Luftens blaa, og midt i Haven stod en Brønd omgivet af en tung, udhuggen Stensætning. Bagved Brønden længere henne laa Blomsterhaven, men Blomsterne var overladt til deres eget Forgodtbefindende, for Søstrene gjorde intet for dem. (Abbedissen havde sin private Have med Kamelier, men Søster kunde ikke fordrage Kameliablomster.)
Imidlertid trivedes Blomsterne nok saa godt. Lidt fremme blev der et Vildtnis af Kaprifolier i et Hjørne og Liljekonvaller i et andet. Og gik alt som det skulde, blev Slyngrosen op ad Muren fuld af smaa gule Blomster til Glæde for Bierne og Søster Veronica. Og saa var der Violerne, der aldrig slog fejl, og som hun holdt saa uendelig meget af.
Søster Veronica var træt idag, thi hun havde havt en langvarig Sygdom sidste Vinter og var endnu ikke fuldstændig stærk. Ved overdreven Faste og Bøn paa Stengulvet i Kapellet til alle mulige og umulige Tider havde hun paadraget sig en Lungebetændelse. I tre Uger laa hun der i sin snevre Seng (næsten lige saa snever som den drømmeløse, der venter os alle) forpint og feberhed og havde hostet, og grædt fordi hun ikke kunde gaa til Midnatsmesse Julenat.
Søster Maria Monica, hende som skelede, havde passet hende, og nu var hun bedre, om end hun var svag; og Doktoren, der var gammeldags nok til at aarelade hende, havde dog sagt, at hun skulde være i Solen og den friske Luft saa meget som muligt. -
Aah, hvor elskede hun den friske Luft; men hun var halvt bange, det var Synd, som hun nød den.
Idag følte hun sig meget bedre. De smaa Græsspirer, der stak op af Jorden, den blaa, blaa Himmel, Duften af det vidunderlige, ny Liv, der begyndte allevegne, det var alt saa skønt, og hun følte sig saa lykkelig. Gud havde skabt hende som en enfoldig, naturkjær Landsbypige, men hun havde omhyggelig lært sig til at være en indadvendt, selvplagende, nervøs Dilettant-Helgen.
Hun hørte en Fugl kvidre tæt ved. Hun rettede paa sig, satte sig paa Hug og saa sig om. Dér sad den paa Brøndkanten, en almindelig, brun lille en med nysgerrig Hale. Synge kunde den ikke for den havde ikke megen Stemme; men den snakkede væk til Søster Veronica og spurgte hende, om hun kunde huske sit gamle Hjem ved Havet, dengang hun var ung?
Husker Du din Fader med sin røde Hue og bare, brune Ben? Hvordan han plejede at synge, mens han halede sin Baad op, og den skurende Lyd gennem det vaade vand? Og din Moder, husker Du at hun lod dig hjælpe sig med at vaske paa Stenene ved Aaen ? Og at Du gned Hul paa din Faders bedste Skjorte ? Søster Veronica smilede og skyndte sig saa at korse sig. „Dio, hvor jeg er verdslig idag!” tænkte hun, snappede sin Pind og gik videre med et Hul, mens hun hostede ved Anstrængelsen.
Da Bønnerne var lagt, stod Søster Veronica op og gik med slæbende Skridt ned ad Gangen forbi Brønden og ind i Blomsterhaven. Hun vilde hvile sig lidt før Messe. Hun satte sig paa en mosgroet Bænk tæt ved det Sted, hvor Liljekonvallerne skulde komme, og tog fat paa sin Rosenkrands.
„Ave Maria, ... ” begyndte hun; men pludselig faldt hendes Blik paa en lille violet Blomst, der stod ganske alene i Gangen uden saa meget som et Blad til Dække. Rosenkrandsen gled fra hende. Det var netop saadan en Blomst, Ginseppe havde givet hende den Dag, han drog bort. Hun havde ikke set den siden i alle disse Aar, Det var akkurat saadan en Dag som idag: Hun gik nede paa Strandbredden med sin Broders lille i sine Arme, da han kom. Hun huskede, hvor det krusede Sand med en Kant af smaa Pinde og Sten skinnede i Solen. Hun huskede store, fladbundede Baade liggende med Bunden i Vejret, Tjærelugten og Fiskernettene hængte til Tørring paa Pælene. (Fortsættes.)
