Lidt fra et Besøg i Indien

(Fortsat fra Nr. 16.)

Pondicherry er bygget langs Strand­bredden paa et fladt og sandet Stykke Land. Set ude fra Havet ser den fre­delig og idyllisk ud; en Række gule og hvide Huse med grønne Palmer ind imellem, alt belyst af en klar, brændende Sol, - saadan er det første, flygtige Indtryk. Men vi kom­mer nærmere. En lille Baad fører os ind, og vi bliver paa denne Rejse paa næppe ¹/₄ engelsk Mil gynget mere end paa hele den lange Rejse fra Evropa til Indien; undertiden farer vi ned i Dybet, og vi har Vandet staaende foran os og bagved os og paa begge Sider som en uoverstigelig Mur; men vor lille Baad bestiger den ene Bølgemur efter den anden, og vi naar ind til en lang Træbro, som er bygget et Stykke ud i Vandet. Her er Brændingen stærk; vore flinke, kraftige Matroser maa anvende al deres Kraft og Snarraadighed for at holde Baaden klar af Broen, og det gælder for os Passagerere om at gribe det rette Øjeblik, nemlig naar Baaden er paa en Bølgetop, til at gribe de brune Hænder, som strækkes ned fra Landingstrappen, rede til at hale os op, en for en.

Det fredelige idylliske Indtryk af Byen forvandles, medens vi færdes i den franske Bydel, til et Indtryk af dødlignende Ro. Men inden vi kom­mer ind i Byen, er der to Ting, som fængsler vor Opmærksomhed, begge ved Enden af Landgangsbroen ind imod Land: et hvidt, mangekantet Fyrtaarn af en meget smuk Konstruktion og 12 høje, pragtfulde Stensøjler. Især disse er det en Fryd for Øjet at betragte. De er høje og slanke og gøre et overor­dentlig harmonisk Indtryk.

Med stor Færdighed .er der hugget Figurer ind i dem - dels menneskelignende, dels andre mere eller mindre fantastiske Skikkelser. Oprindelig har de tilhørt et indisk Tempel, som ligger et Stykke inde i Landet, og som nu er i Ruiner; herfra er de med den Dristighed (for at bruge et mildt Ud­tryk), som udmærker evropæiske Erob­rere i fremmede Verdensdele, røvede og førte til Pondicherry, hvor de er opstillet i en Kreds omkring en stor, aaben Plads, der i Midten er prydet med en Statue af den ovennævnte Dupleix og med en Tribune, hvorfra der musiceres to Gange om Ugen af et fransk, militært Musikkorps, der har en ganske særegen Evne til at samle Byens Indbyggere - baade de fattige og de rige, baade de mørke og de lyse. Her nyder de i skøn Endrægtighed deres eneste offentlige, stadig tilbage­vendende Adspredelse.

Men ellers lever de indfødte strængt adskilte fra de evropæiske Indbyggere. Byen er delt i to Dele ved en lille Flod, hvorover der fører adskillige gamle, maleriske Stenbroer fra den ene Bydel til den anden. Den evro­pæiske Del ligger nærmest og langs med Stranden, den indfødte Del bagved paa den anden Side Floden. I denne Bydel er der adskillige Huse, der er opført af Mursten og ordentlig byggede, og som tilhører de mere vel­havende Indbyggere; men der er dog langt flere Hytter, der ser meget pri­mitive ud; de ligner nærmest Sukker­toppe, hvad Formen angaar; de er lave og uregelmæssige; Væggene er klinede op af Ler, Tagene er af Straa, Bambusstænger, og Palmeblade. I alle Gaderne vokser mange Palmetræer - ja,  hver Gade er egentlig en Allé af Palmer. Livet, der leves i den indiske By, synes at være temmelig uberørt af Vestens Civilisation, og tillige synes de indfødte at staa paa et meget lavt Udviklingstrin. - Disse to Ting er dog ikke absolut sammenhørende; thi det at blive paavirket af Vestens Civilisa­tion betyder ikke altid Udvikling, og der er mange Indere, som er aldeles upaavirkede af denne Civilisation, men som ikke desto mindre staar paa et højt Udviklingstrin.

Under vort Ophold i Pondicherry blev vi paa en pudsig Maade Deltagere i en indisk Fest, som giver et lille Indblik i den indiske Kvindes Stilling. En Dag da vi strejfer om i de indfød­tes By og iagttager deres Liv og Færd paa Gader og Torve, kommer vi ind i en Gade, hvor mange Mennesker er samlede, og hvor der fra en tempellignende Bygning, smykket med Blomster og grønne Grene og omgivet af høje Palmer, lyder larmende Musik. I den Tro at det er et Tempel, hvor der foregaar en Offerfest eller en anden mærkelig Ceremoni, gaar vi ind. Igen­nem en Forhal, hvor nogle Musikanter sidder paa en Forhøj­ning og trakterer deres Piber og Trom­mer med rasende Iver til ikke ublan­det Nydelse for vore Trommehinder, kommer vi ind i en stor, firkantet Hal; hele Midten er dækket af Maatter og Tæpper, langs Væggene løber en bred Forhøjning; i Baggrunden staar under en Baldakin en Art Tronstol, der er smykket paa det pragtfuldeste med Perler, Sølv og Guld. Bag et Forhæng hører vi dæmpet Latter og Samtale; vi kigger ind bag Forhænget, og det nydeligste Syn møder vore Øjne: en stor Sal, hvis Gulv er dækket med Blomster, og rundt omkring midt i alle Blomsterne sidder dejlige, brune, mørk­øjede, indiske Kvinder i brogede Ge­vandter og binder Kranse og Guirlander. Latteren og Samtalen forstummer, og et halvt Hundrede sorte straalende Øjne, der i Udtrykket ligner Hindens i Skoven, vender sig mod os Freds­forstyrrere og stirrer paa os med en Blanding af Frygt og Nysgerrighed. Vi kan ikke løsrive og fra det prægtige Syn, endskønt vi har en tydelig Følelse af at befinde os paa forbuden Grund. Situationen er baade fængslende og pinlig; den afbrydes ved, at en af Flokken rejser sig og gaar hen imod os; i hendes Øjne er ingen Frygt kun Stolthed og Myndighed, og hendes Holdning er som en Dronnings. Vi flygter dog ikke, men gaar hende tvært­imod i Møde, og da vi staar lige over for hende, bøjer vi os dybt, thi det er umuligt andet overfor en saadan Skøn­hed og Majestæt. Hun smiler nedla­dende og spørger os paa barnlig Engelsk, hvad vi ønsker. Vi svarer, at vi mener os at være i et Tempel, hvor enhver jo har Ret til at komme. Nu ler hun med en klar, velklingende Latter, som er endnu mere fortryllende end hendes Smil, og giver os en lang og udførlig Forklaring paa det mest henrivende morsomme Engelsk. Vi er ikke i et offentlig Tempel, men i et privat Hus, som ejes af en af de ri­geste Mænd i Pondicherry.

(Sluttes.)