« Tilbage til søgeresultaterne

Kirstine Frederiksen

« Se emneord

1845-1903.

Den 1ste September kom der fra Amerika et Telegram med det sørgelige Budskab: „Kirstine Frederiksen døde roligt”. Ingen tænkte, da hun for et Par Maaneder siden drog bort, at den Rejse, hvortil hun glædede sig, og hvor hun haabede at hente friske Kræfter for sig selv og nye Tanker til sin Gerning, at den skulde gaa videre til det ukendte Land, hvorfra ingen af os vender tilbage. I alle Dansk Kvindesamfunds Kredse vil denne Meddelelse, som i al sin lakoniske Korthed gør saa dybt et Indtryk, blive modtagen med Sorg og Deltagelse. Hun har sit Liv igennem været saa stærkt knyttet til Dansk Kvindesamfund og dets Gerning, at det skulle være vanskeligt at pege paa noget indenfor Samfundets Omraade, som hun ikke direkte eller indirekte har arbejdet med paa, og i hvert Fald altid fulgt med vaagen Interesse.

Andre, som har staaet hende nær, og som i en Aarrække har fulgt hende paa Livsvejen, vil kunne skildre hendes Liv og hendes store, uegennyttige Arbejde for Kvindernes Sag og Ret. Vi vil her kun mindes, ikke saa meget hendes Evner og Kundskaber, skønt de var langt over det almindelige, men den Brug, hun gjorde af dem. Kun faa har som hun kunnet sætte Sagen over Personen; for hende var Sagen alt; alle smaa personlige Hensyn veg. Hun saa stort - ud over Vanskelighederne - og satte saa al sin beundringsværdige Energi og Arbejdskraft ind paa at føre igennem, hvad hun ansaa for Sand­hed og Ret. Og det var ikke blot sine egne Evner, hun satte i Be­vægelse og stadig udviklede – ,,jeg er da ikke for gammel til at lære noget nyt” - var et af hendes sidste Ord, før hun rejste bort – hun  havde ogsaa en sjælden Gave til at virke befrugtende paa andre, til at kalde Evnerne frem og vække den slumrende Energi; hun fik Mennesker til at have Tillid til Livets Magt og til dem selv.

Men man vilde kun forstaaet hende daarligt, om man ikke ved Siden af hendes Begavelse og store Evner, det man næsten kunde kalde den mandlige Side af hendes Karakter, havde faaet Øje for den varme kvindelige Følelse, der gik som en rød Traad gennem hendes Liv; en stærk Medfølelse med al Nød og Lidelse og et kær­ligt, trofast Hjerte. Et Hjerte, som ikke nøjedes med kun at føle Deltagelse, men som var rede til med personlig Opofrelse at hjælpe, hvor det gjordes nødigt.

Det er et rigt Liv, der er afsluttet her paa Jorden; hendes Død vil efterlade en Tomhed, som længe vil føles. For dette Blad, som man vel kunde kalde hendes Hjertebarn, vil Tabet være uer­statteligt. Vi kan kun sige en fattig Tak for alt, hvad hun har givet, og samles om et:

Ære være hendes Minde!

« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder

Regioner