« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde

« Se emneord

Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Rønne den 9, og 10. August 1903.

(Sluttet).

Kredsenes Beretninger.

Aalborg.

Medlemsantallet er, skønt der gives nogle ustadige Medlemmer, dog stadigt stigende, nemlig 102 mod 100 i Fjor. Vi har et hyggeligt Lokale, hvor Medlemmerne som Regel samles 2 Gange i hver Vintermaaned, til Oplæsning, musikalsk Under­holdning eller Foredrag, saaledes Frk. Eline Begtrup om Dronning Isabella og Frk. H. Berg om Kvindebevægelsen i det 20. Aarhundrede.

 

Aarhus

har afholdt en Del Sammenkomster i kvindelig Læseforening, dels selskabelige og dels oplysende. Foredragsholderne har været Skuespiller Hejlesen, Pastor Knud­sen, cand.mag. S. Trier, Sceneinstruktør Neergaard og Frk. Helsted Petersen samt Frk. cand. mag. H. Berg. Læseforeningen og Klubben opretholdes til Dels ved Indtægterne fra Fæstekontoret, 93 Medlemmer.

 

Hjørring.

stiftede sin Kreds den 26. Marts efter et Foredrag af Frk. Berg og har nu 43 Med­lemmer. Medlemmerne mødes i Odd Fellow-Logens Lokaler. Tre Foredrag er holdte af Pastor Kristensen om det gamle Testamentes Kvinder, af cand. med. Kruse om det menneskelige Øje og af Frk. Malling om Kvindesagen. Der er indgivet Andragende til Skolekommissionen om Ind­førelse af den schallenfeldske Metode i Realskolen og om et Skolekøkken i Kom­muneskolen; det første er bevilget.

 

Horsens

tæller 152 Medlemmer. Frk. Begtrup har holdt Foredrag 7 Steder i Novbr. Maaned. Husholdningsundervisningen har været til megen Glæde. Den afholdtes i 8 Kredse i Horsens By og i dens Omegn; Deltagernes Antal var i alt 500. Næste Vinter skal den vare i 5 Maaneder mod 4 i Aar; desuden er der anmeldt 8 nye Kredse, til hvilke der er ansøgt om Lærerinde. Aftenundervisningen i Horsens er fortsat paa sædvanlig Maade. Et uerstatteligt Tab har Kredsen lidt ved gamle Pastor Konradsens Død.

 

København.       

Hvad denne Kreds angaar, da fremlagde Formanden, Frk. Anne Bruun en samlet Oversigt over de Sager, som i Aarets Løb har været fremme i Kredsen. Men da disse Sager stadig er bleven omtalt her i Bladet efterhaanden som de fremkom, vil vi ikke trætte Læserne med en Gentagelse deraf. Kredsens Medlemsantal er 447.

 

Den ny Lemvig Kreds

har 41Medlemmer.

 

Middelfart

er saa nylig dannet, at den ingen Beret­ning har sendt endnu. Medlemsantallet er 38.

 

Odder

har 61 Medlemmer. Har havt en Del Sammenkomster for mellem 30-40 unge Piger foruden de sædvanlige Kredsmøder.

 

Odense

holder Møde 1ste Onsdag i hver Maaned. I Oktober begyndte Aftenskolen med 106 Elever, sluttede først i Marts med 86; Lærer­inderne tilbyder sig selv, uagtet de er ulønnede. Foredrag og Oplæsning er holdt af Fru Zimsen, Frk. Schmidt, Fru Søgaard, Frk. Brandt og Fru Eilersgaard. Styrelsen genvalgtes i Juni med Undtagelse af Frk. Haagerup, der ikke ønskede Genvalg. I Stedet valgtes Frk. Andersen. 41 Medlemmer.

 

Ringkøbing

har havt flere fornøjelige Sammenkomster. Amtsfuldmægtig Nielsen talte i November om Loven af 1899, Formueforholdet mel­lem Ægtefæller. Næste Møde indledede Fru Stampe-Feddersen en Diskussion om samme Emne. I Februar talte Dr. Holst om Kvinders Valgret. En Dilettantforestilling til Fordel for uformuende Kvinders Uddannelse gav et Overskud af 362 Kr. 90 Øre. 2 unge Piger fra Kredsen fik Hjælp, den ene til at komme paa Horsens Kvindeskole, den anden til at uddanne sig som Fagskolelærerinde. Kursus har været afholdt i Husøkonomi og Skræddersyning. Ligeledes har man holdt Aftenskole for Piger af den tjenende Klasse; 20-30 har søgt den.

Kredsen har nu 138 Medlemmer.

 

Ry

har 39 Medlemmer. Foredrag af Frk. Berg og Højskoleforstander Helge Hostrup. Kredsen samles l Gang om Maaneden og har taget Arbejdet for at skaffe et Kapel ved Ry Station op.

 

Rønne

har forøget sit Medlemsantal til 54.

 

Sorø

tæller 80 Medlemmer. Vi har ikke afholdt Møder med fremmede Foredragsholdere.

Derimod har vi taget Spørgsmaalet op til  Forhandling: Om Huslodder for Kvinder.

Sagen er jo nemlig den, at der paa Landet findes mange, lidt ældre, enlig­stillede Kvinder, der i en Aarrække har arbejdet for andre, og som staar uden sorgfrit Udkomme. Disse Kvinder trænger til et Hjem, et Hjem, som de selvfølgelig skal opretholde gennem Arbejde, men et Hjem, som de ikke kan komme i Besiddelse af, simpelthen fordi de mangler Kapital.

Disse Kvinder burde selvfølgelig have Ret til at erhverve et Hjem paa lempelige Vilkaar ligesom Mændene.  Loven af  24. Marts 1899 hjemler jo nemlig enhver Landarbejder, der er 25 Aar og ellers opfylder visse stillede Betingelser, Ret til at faa som Laan af Staten 9/10 af, hvad en mindre Landejendom vil koste. Denne Lovs Gode er Kvinderne udeluk­kede fra - men Loven skal   heldigvis revideres i næste Rigsdagssamling og vi haaber da, at der vil blive taget Hensyn til følgende Resolution, som blev vedtaget paa Mødet i Sorø den 28. Marts 1903.

,,Forsamlingen   henstiller til Lovgiv­ningsmagten, at Loven om Jordlodder til Landarbejdere, naar den skal revideres, maa blive ændret saaledes, at Kvinder faar Adgang  til Huslodder paa samme Betingelser som Mænd.” Af Interesse for Sagen har for Resten en større Arbejdsgiver paa Sjælland   til­budt Hus og Jord paa de ønskede lempe­lige Vilkaar, for at et Forsøg kunde blive foretaget.

 

Svendborg.            

Kredsen tæller 164 Medlemmer. - Kredsen afholdt i Juni 1902 en Basar, hvis Overskud,

1221 Kr. 7 Øre, anvendes til at bestride Udgifterne ved en fattig ung Piges Uddannelse paa Horsens Kvindeseminarium.                                       

Foreningen har endvidere støttet et mangeaarigt, sygt Medlem med 50 Kr. og et andet sygt Medlem med 25 Kr. En Kunstmaler forærede Foreningen et lille Maleri til Bortlodning indenfor denne. Det indbragte 50 Kr., som blev sendt til Jul til en fattig Enke, der sad ene med 4 Børn.                                                

Sidste Vinter afholdt Foreningen sin aarlige Dilettantkomedie, der snart hører til de Vinterglæder, som Svendborgerne gør Regning paa. Ved den første Fore­stilling indkom 177 Kr. 8 Ø., hvoraf 100 Kr. anvendtes til at støtte en ung Pige, der læser til Eksamen paa Winters Semi­narium i Silkeborg.                              

Paa Opfordring fra Foreningen „Bør­nenes Vel”, hvis Formand er Svendborgs Borgmester, gentog vi Dilettantforestillingen, og Overskudet anvendtes til de ulykkeligt stillede Børn, som denne lokale Forening tager sig af. Der indkom 266 Kr.

En ung Pige, der i Juli tog Præliminæreksamen med 113 2/3 Points, har Forenin­gen givet Bøger, Eksamensgebyr samt Rejse til København og Ophold paa en Klinik for at behandles for en Svælg- og Næse-sygdom.                                              

Foreningen har holdt Møde hveranden Mandag Aften i Vinter paa Højskolehjemmet. Naar der ingen fremmede Talere har været, har nogle af Foreningens Med­lemmer læst op.

Af fremmede Foredragsholdere har vi haft Frk. Helene Berg, Husmand Sørensen-Tomaskjær, Højskolelærer Ebberup og Cand. mag. Bierring, der holdt Foredrag om Bellmann og foredrog hans Sange.

Oplæsning er holdt af Kasserer Meyer og Skuespillerinde Frk. Helsted Petersen.

Sygekassen tæller nu 70 Medlemmer. Dens aktive Virksomhed tænkes paabe­gyndt den 1. Januar 1904.

 

Fru Jutta Møller meddeler, at „Kri­steligt Dagbl.” for Fremtiden vil holde en Spalte med Overskrift „Kvindebevægelsen,” og giver nogle gode Raad om Arbejdet i Kredsene, særlig fremhæver hun, at der bør arbejdes med Hensyn til Menigheds­raadene.

Fru Berg-Nielsen foreslaar, at man anmoder Professor Olrik om at faa Undervisning om Alkohol indført paa Statens Kursus for Lærere i Avgust Maaned.

Frk. Anne Brun yder Sorøkredsen sin Anerkendelse, fordi den har taget Sagen om Huslodderne op, men efter Lovene kan ingen Kreds henvende sig til Myndig­hederne paa egen Haand, men kun gennem Fællesstyrelsen.

Frk. Lavridsen Sorø, indrømmer Berettigelsen af Anken og haaber, at Fællesstyrelsen vil tage sig af Sagen; men det skal ske i Aar, da Loven skal revideres i den kommende Samling.

Det vedtoges enst. at Fællesstyrelsen faar Paalæg om at tage Sagen op.

Regnskabet, som har været trykt her i Bladet, aflægges.

 

Eftermiddagsmødet.

Fru Birgitte Berg-Nielsen aflægger Beretning om Dansk Kvindesamfunds praktiske Kursus omfattende Haandgerning og Husgerning, for hvilke Københavnerkredsen allerede i længere Tid har virket.

Fru Berg-N. foreslaar Indgivelse af et Andragende til Indenrigsministe­riet om 1500 Kr. aarlig i 3 Aar til Uddannelse af Lærerinder i Haandgerning hos Frk. Marie Stef­fensen. Man tør gøre det, thi denne Gerning har allerede staaet sin Prøve og har smukke Resultater at henvise til i de Kredse, hvor Frk. Steffensen personlig har virket.

Forslaget vedtoges uden Debat.

Anderledes med Forslag Nr. 2, gaaende ud paa at erhverve D. Kv., S.’s Tilslutning til et Andragende til Landbrugsmi­nisteriet om en Bevilling paa 2000 Kr. aarlig i 3 Aar til Paabegyndelse af Vandrekursus i Husgerning for Husmødre i By og paa Land. Her fik vi en ret livlig De­bat med Fru Berg-N. og Frk. Lauridsen fra Sorø som Hovedtalere og mange andre –(deribl. Folketingsmændene d’Hr. Blem og Ingvar Jensen) med større og mindre Bidrag, saa Sagen blev alsidig belyst.

Frk. Lauridsen, der som bekendt virker ved billige Husholdningsskoler med Lærerinder uddannede paa Sorø Hushold­ningsskole, frygtede nærmest, at det foreslaaede Andragende kunde virke forstyrrende paa den Interesse, Regering og Rigsdag allerede var begyndt at vise Aftenskolerne. Denne Frygt mentes dog at være ugrundet, idet saadanne praktiske Sager, der tilmed angaar den vigtige Husøkonomi, altid vil kunne være vis paa at fange den Almene Interesse. Der skulde undervises i Mad­lavning, Ernæringslære, Husholdningskemi og Regnskabsførelse, og samtidig skulde man, som i Skolekøkkenerne, lade Husmød­rene praktisk indøve sig i Madlavning. Med. hveranden Dags Undervisning vilde Kursuset vare 3 Maaneder, med Under­visning hver Dag i 6 Uger. I Løbet af den Tid kunde ikke lidet læres, da man jo kom til at arbejde med Mennesker, hos hvem man maatte forudsætte baade Lyst og Arbejdsevne. Det vanskeligste var at skaffe Lærerinderne; men netop i Øjeblik­ket var man saa heldig at have to, der var uddannede paa Landbohøjskolen. Man maatte da gribe til, og ved selv at gøre noget for at sætte det første Vandrekøkken med 4 Komfurer i Gang (hvortil vilde be­høves 4 a 600 Kr.). vise Ministeriet sin Tiltro til Sagen. De gifte er nu en Gang bundne til Hjemmet og har hverken Raad eller Tid til at drage ud for at lære den saare vigtige Kunst, hvorpaa saa meget i et Hjem beror, og som dog de fleste har altfor lidt Indsigt i. Det gælder da at komme til dem og at bøde paa Skaderne, saa at den næste Slægt kan faa lykke­ligere Kaar end den nuværende. - Fra Jutta Møller, vor altid offervillige For­mand, tegnede sig straks for 100 Kr. (i Løbet af Aftenen indkom, i Bidrag fra l-5 Kroner henved det andet Hundrede) og Stemningen vendte sig stedse mere til Gunst for Forslaget, idet man indsaa, at Vandrekøkkenerne vilde komme til at danne et Mellemled mellem de billige Aftenhusholdningsskoler og en mere udvidet Husholdningsundervisning, ja forhaabentlig, som. Frk. Eline Hansen ytrede, blive Begyndel­sen til Amtsskoler i Husøkomi over det hele Land.

Forslag Nr. 2 vedtoges da enstemmig, ligesom „ Dansk Kvindesam­fund”, erklærede sig villig til at optage den nye Virksomhed som et Led i sin Gerning.

 

Nogle fra Kredsene fremlagte Lovændringer enedes man om at hen­vise til Fællesstyrelsens Overvejelse og saa først bringe dem til Afstemning ved næste Aars Fællesmøde.

 

Frk. Eline Hansens Forslag om at forandre den Frist, inden for hvilken For­slag til det aarlige Fællesmøde skal ind­sendes, fra 14 Dage til 3 Uger, ved­toges.

 

Et Forslag fra „ Dansk Kvinderaad” hen­vistes sammen med Lovændringerne til Fællesstyrelsens Overvejelse.

 

Et Forslag fra Fru Bondegaard, Svendborg, om, ved et 10 Øres Bidrag fra hvert Medlem at støtte Valgagitationen, vedtoges og modtoges med Tak af Fru Nørlund paa Valgretsudvalgets Vegne.

      

Forslag stilledes om, at Fællesstyrelsen skulde virke for, at kv. Telegrafister ikke som nu - tvært imod Lovens Ord, som Højesteretssagfører Høgsbro bemær­kede - kan afskediges ved Giftermaals indgaaelse. Vedtoges.

 

Forslag om, at nystiftede Kredse ikke skal indsende det fastsatte Bidrag til Fælleskassen i det   første Kalenderaar, vedtoges.                

 

Forslag om, at Medlemmer af Fællesstyrelsen ikke kan være delegerede, ved­toges.

 

Bestyrelsesvalg.

Af Fællesstyrelsens 7 Medlemmer var Fru Jutta Møller, Fru Laursen, Aarhus, Fru Bondegaard, Svendborg, og Frk. Smidt, Odense villige til at modtage Genvalg. Pa­stor Konradsen var død, og Frk. Eline Hansen samt Frk. Hasselbalch frabad sig Valg. – Valget foregik ved skriftlig afstemning, og der afgaves 53 Stemmesedler. Valgte bleve Fru Jutta Møller med 49 St. Fru Scheuer med 46 St. Frk.Schmidt med 45 St., Fru Stampe-Feddersen, Ringkøbing, med 42 St., Folkethingsmand, Herredsfoged P. Svejstrup med 36 St. og Fru Bondegaard med 34 St. Ved Omvalg valgtes Frk. Helene Berg med 20 St. Til Stedfortrædere valgtes Pastor Aage Møller, Fru Rigmor Smidt og Højskoleforst. Grønvald - Nielsen. Til­syn blev Frk. Anna Hjort og Fru Louise Høgsbro som før.

Efter at Valghandlingen var afsluttet drak man Kaffe, men fortsatte samtidig Mødet. Det vedtoges, at næste Fællesmøde skulde holdes i København. Efter at Ordstyreren havde sluttet Mødet, fik han en velfortjent Tak for sin Ledelse; den havde til Tider været nok saa besværlig.

Ogsaa udbragtes et Leve for den nyvalgte Bestyrelse, ligesom man ikke glemte at bede de afgaaende Medlemmer modtage en varm Tak for trofast Arbejde. Endelig - og selvsagt - fik Bornholmerne et kraftigt Leve, hvorefter man afsluttede med Sangen: „Du gamla, Du friska,” og saa gik hver til sit d. v. s., Pligten kaldte de fleste de­legerede til Afrejse samme Aften, mens andre var saa lykkelige endnu at kunne ofre nogle Dage til yderligere Udflugter paa den naturskønne Ø.           H. Th.