« Tilbage til søgeresultaterne
Grelle Strejflys
Efterfølgende Repliker, der forleden veksledes paa et af Københavns Hospitaler, behøver ingen Kommentar; de viser blot hvorledes Forholdene bringer Børn til at se og tænke.
Erik (7 Aar) ,,Jeg er saa glad ved, at jeg skal hjem, for her faar jeg ingen Snaps; hjemme gi’r Fa’r mig hver Søndag en halv Snaps, - og min store Bro’r, der er 10 Aar, faar en hel, - det er for at vi snart kan blive rigtig store. - Idag er det Søndag, - Hurra! - jeg skal hjem og ha’ min Snap med de andre Mandfolk. - Er Du ikke ogsaa glad ved at Du skal hjem, Peter?”
Peter (7 Aar): „Jo, hvis Mo’r blot kan komme og hente mig, for nu spadserer Fa’r jo ikke længere, og saa faar han Penge om Lørdagen, og naar Fa’r faar Penge, drikker han sig altid fuld og banker Mo’r, naar han kommer hjem; men saa tager jeg en Stok og hjælper Mo’r, alt hvad jeg kan, og Du kan tro, jeg kan slaa, - saa slipper han Mo’r og tager fat paa mig, for saa er han gal; men det bryder jeg mig ikke om, jeg græder slet ikke.
Igaar havde Mo’r jo ingen til at hjælpe sig, - nu har hun maaske faaet saa meget, at hun ikke kan komme med Tøjet idag.”
Carl (4 Aar) ivrig: „Nej, saa har vi det da meget bedre, for vores Fa’r er flyttet fra os, - han skældte altid ud, hver Gang Mo’r skulde ha’ Penge”. - Nu vasker Mo’r hele Dagen, og saa faar vi mange Penge, og har hun ikke noget, der skal vaskes, gaar hun paa Laanekontoret med noget Tøj, saa faar vi ogsaa Penge.”
En „forladt” Kone, som kom for at se til sit dødssyge Barn, der laa paa Hospitalet, sagde engang til mig: „jeg vilde saa nødig miste min lille Pige, men hun var jo lykkelig”!
En anden stakkels forslidt Moder sagde,: „ja, skulde Anna gaa det igennem, som jeg har prøvet, vil jeg bede Vorherre kalde hende nu”!
Hvilket Liv i Modgang ligger ikke bagved saadanne Ord! Paa Hospitalerne har vi ofte Lejlighed til at se triste Billeder af Livet, tegnede med faa og enkle Linjer, men som man dog aldrig glemmer; vi hører om Livstragedier, bristede Haab og trange Dage i fattige Hjem, hvor Brutalitet og Raahed gør Ulykken endnu bitrere. Vi ser de sørgelige Forhold og Følgerne deraf paa nært Hold, og samler her en hel Del Livs- og Menneskekendskab, - vi ser at intet Baand binder fastere, og ingen jordisk Kærlighed er større end Moderens til Barnet. Dette er tidt sagt, men føles vist næppe nogensteds stærkere end her, hvor vi ofte maa følge en Moder, der skal forlade sine Børn, - eller en Moders dyreste Skat - til Indgangen til „det ukendte Land”.
