« Tilbage til søgeresultaterne
En mærkelig Skik
I det nordøstlige Mysore lever der en Stamme, som kaldes Marasa, og som hører til den fjerde store Klasse af Hinduer: Sudraerne.
I denne Stamme hersker den mærkelige og barbariske Skik, at enhver Moder, naar hun giver sin ældste Datter til Ægte, skal lade sin tredje og fjerde Finger paa højre Haand amputere saa højt oppe som til det andet Led. Hvis Brudens Moder er død, maa Brudgommens Moder underkaste sig denne grusomme Skik, hvis hun ikke allerede har gennemgaaet den - altsaa, hvis hun har haft en Datter, der er bleven bortgiftet.
Operationen foretages af Stammens Grovsmed, og det sker paa en meget raa Maade: Først bliver den ene Finger, som skal amputeres, lagt paa en Blok; Smeden anbringer et Stemmejærn tværs over Fingerens andet Led; med en Hammer giver han Stemmejærnet et velrettet Slag, og den stakkels Kvinde er en Finger fattigere. Derefter handles der paa samme Maade med den anden Finger.
Om Oprindelsen til denne mærkelige Skik fortælles følgende traditionelle Historie: En Kæmpe ved Navn Vrica havde ved en Række haarde og vanskelige Ofringer til Mahadeva (Tilnavn for den indiske Gud Siwa) opnaaet det Løfte af denne, at hvilken som helst Begæring, han fremsatte, skulde blive ham tilstaaet.
Kæmpen forlangte da, at et hvilket som helst levende Væsen, paa hvis Hoved han lagde sin højre Haand. skulde blive forvandlet til en Askehob. Mahadéva tilstod ham efter Løfte Opfyldelsen af hans Begæring uden at have mindste Mistanke om, i hvilken Hensigt Løftet var blevet ham fralokket.
Ikke saa snart mærkede Kæmpen imidlertid, at han var i Besiddelse af den vældige Magt i sin højre Haand, førend han gjorde Forsøg paa at bruge den til at tilintetgøre Mahadéva selv.
Mahadéva flygtede; Kæmpen forfulgte ham, og til sidst søgte Guden Tilflugt og Skjul i en tæt Lund. Her forvandlede han sin Form og Skikkelse og skjulte sig i en Frugt, da kaldet „Tunda Pundoo", men siden kaldet „linga tunda" paa Grund af, at dens Kærne fra den Tid af fik Tungeform. (Tungeformen er Mahadévas særlige Emblem).
Da Kæmpen havde tabt Guden af Syne, efter at denne var forsvundet ind i Lunden, spurgte han en Landmand, som arbejdede paa en nærliggende Mark, om han havde set Flygtningen, og i hvilken Retning denne var flygtet.
Landmanden, som opmærksomt havde iagttaget Forfølgelsen, men som var lige bange for at paadrage sig Mahadévas Hævn i Fremtiden og Kæmpens Vrede i Øjeblikket, svarede højt, at han havde ikke set nogen Flygtning, men pegede samtidig med sin højre Haands Lillefinger i Retning af Lunden.
I denne yderlige Nød nedsteg Vishnu (en indisk Gud) i Skikkelse af en dejlig Jomfru for at redde Mahadéva. Saasnart Kæmpen saa den underskønne Jomfru, blev hans Hjærte optændt af en heftig Elskov. Han glemte Flygtningen og nærmede sig Genstanden for sine brændende Følelser. Men Jomfruen var en ren Brahmin, og den urene Kæmpe maatte holde sig i ærbødig Afstand. Han begyndte dog at tolke hende sin Kærlighed, og hun syntes lidt efter lidt at ville give efter for hans Bønner. Men hun stillede forskellige Betingelser. Først maatte Kæmpen rense sig i det ydre ved at tage et grundigt Bad i en nærliggende hellig Dam. Da dette var gjort, sagde hun til ham, at en indre Renselse ogsaa var nødvendig, inden han kunde nærme sig hende; han maatte først gennemgaa
Sundia - en Renselsesceremoni, ved hvilken man lægger sin højre Haand først paa Brystet, derefter paa Hovedet og til sidst paa forskellige andre Steder af sit Legeme.
Kæmpen tænkte kun paa sin Kærlighed og glemte ganske den Magt, der var lagt i hans højre Haand. Med langsom Højtidelighed anbragte han sin højre Haand paa sit Bryst derefter paa sit Hoved, og - straks sank han sammen og blev til en Askebob.
Mahadéva kom nu ud af sit Skjulested, og efter at have takket Vishnu for sin Redning og Befrielse vendte han sig til den forræderiske Landmand og udtalte den Dom over ham, at han til Straf, fordi han havde forraadt ham, skulde miste den Finger, hvormed han havde peget ind imod Lunden, hvor Guden havde skjult sig.
Da Landmandens Hustru, som lige var kommen ud i Marken med Føde til sin Mand, hørte den frygtelige Dom, kastede hun sig for Mahadévas Fødder og bad ham forandre sin Bestemmelse, Hun forestillede ham, at det vilde blive hendes og hendes Families sikre Ruin, hvis hendes Ægtefælle i et Par Maaneder maaske blev ude af Stand til at udføre sit Arbejde.
„ O, store Mahadéva", sagde hun til sidst, „modtag to af mine Fingre i Stedet for min Husbonds ene Finger!"
Guden, som blev rørt over dette alvorlige Bevis paa ægteskabelig Kærlighed, modtog Tilbudet, men bestemte tillige, at alle denne Kvindes kvindelige Efterkommere i alle fremtidige Generationer som en Indvielse af deres ældste Datters Ægteskab skulde ofre to Fingre i hans Tempel til Minde om denne Kvindes store Kærlighed og Offervillighed.
