« Tilbage til søgeresultaterne
Kirstine Frederiksens litterære Virksomhed
Den, der vil forsøge at give en fuldstændig redegørelse for Kirstine Frederiksens
forfattervirksomhed, vil ikke faa noget let arbejde. Hvad hun har skrevet, er kun undtagelsesvis af større omfang; det er mest kortere eller længere afhandlinger, spredte omkring i forskellige tidsskrifter. Forholdet er imidlertid ikke det, at hun splittede sine store evner i forskellige retninger - tvætimod. De, der kun havde et overfladisk kendskab til hende, kunde nok være tilbøjelig til af hendes travle virksomhed at slutte, at der var noget uroligt og splittet i hendes natur. Men intet var fjernere; hun var i virkeligheden en i høj grad samlet og rolig karakter. Der var to store interesser, der optog hende, kvindesagen og opdragelsen. Og hvem vil vel i vore dage overse, hvor nær de ligger hinanden? Det var ikke for intet, at „Kvinden og Samfundet” netop i hendes redaktionstid fik et motto, der betoner deres sammenhæng.
Saavidt jeg ved, fremkom hendes første artikler i „Fædrelandet”. Her anmeldte hun flere bøger, deriblandt Stuart Mills „Kvindernes underkuelse”. I „Dagbladet”, hvis redaktør, V. Topsøe, ligesom Carl Ploug, var hende personlig bekendt, skrev hun ogsaa, dog ikke meget. Derimod blev hun i halvfjerdserne fast medarbejder af det svenske „Tidskrift for hemmet”, hvor man vil finde ikke faa artikler med hendes mærke under. Denne forbindelse fremkaldte et venskab med tidsskriftets redaktør, friherreinde Adlersparre, der først endte med dennes død, og utvivlsomt har disse to pionerer, hvor forskelligt de end kunde se paa mange ting, udøvet ikke ringe indflydelse paa hinanden og paa kvindesagen i deres respektive lande. Da Danmark fik sit eget kvindesagsblad, faldt det af sig selv, at Kirstine Frederiksens interesse nu hovedsagelig samlede sig om det, og der er da heller ikke nogen aargang af „Kvinden og samfundet”, der ikke gemmer artikler fra hendes haand. Hun var bladets mest trofaste støtte; skrev hun ikke selv, skaffede hun bidrag fra andre; en tid lang var hun „tilsynshavende” paa bestyrelsens vegne, og da der kom en tid, hvor det var vanskeligt at skaffe en redaktør, var hun, trods sine ringe fysiske kræfter, rede til at tage det hele paa sine skuldre. Hvor trofast hun holdt det oppe, ved enhver af bladets læsere: lige til de sidste dage vedblev hun at sende bidrag, - et naaede først hertil efter hendes død - et typisk udtryk for hendes store trofasthed mod den sag, hun elskede. Sjælden skrev hun i andre tidsskrifter; dog findes der i „Tilskueren” for 1897 en længere artikel, en redegørelse for „Ellen Key-Fejden”. Det sidste større arbejde fra hendes haand er en fremstilling af kvindesagens udvikling i Danmark, skreven til Helene Langes og Gertrud Bäumes store værk: „Handbuch der Frauenbewegung”.
Kirstine Frederiksens anden hovedinteresse: opdragelsen, er af en noget yngre dato, idet det først var hendes arbejde som kommunelærerinde, der førte hende ind derpaa. Hun følte snart, at hun ikke kunde nøjes med den praktiske virksomhed; hun maatte klargøre for sig selv spørgsmaal som: hvorfor, hvorfra, hvorhen. Og saaledes begyndte da hendes pædagogiske forfattervirksomhed. Kort efter at hun havde begyndt at studere pædagogik, begyndte „Vor Ungdom” at udkomme, og det ny tidsskrift bragte straks flere artikler fra hendes haand, saaledes en interessant jævnførelse af Fichte og Grundtvig, Men ogsaa paa pædagogikens omraade samlede hun sig efterhaanden om et par bestemte punkter: paa det praktiske: Anskuelsesundervisningen; paa det theoretiske: Psykologien, særlig Barnepsykologien. Ingen herhjemme har drevet denne moderne videnskab med en saadan interesse og energi som hun. Det var ogsaa den, der fremkaldte hendes første bog, „Barnets Sjæleliv”, der udkom (1888) som et af studentersamfundets smaaskrifter. Saa lille bogen var, vakte den ikke saa lidt opmærksomhed hos mange, særlig kvinder, der i aarevis havde syslet med
børnesjæle uden at tænke paa, at der ogsaa her var theori. Hendes næste arbejde var bogen om „Anskuelsesundervisning” (1889), til dato vor litteraturs fyldigste værk om denne gren af undervisningen og udarbejdet med bistand af kyndige fagfolk; den udkom i 1896 i andet oplag. Kort efter kom en anden, mindre bog, hvor planen og indledningen er hendes egen, men det øvrige dels oversættelse, dels bidrag af andre danske lærere; det er den lille „Billeder af amerikansk Skoleliv” med undertitel „Metodebog for Forskolen”. Den er en af de overmaade faa metodiske vejledninger, vor pædagogiske litteratur ejer, og som saadan har den været mangen ung lærerinde til stor hjælp. Efter hendes anden rejse til Amerika, hvor hun som jurymedlem deltog i bedømmelsen af den pædagogiske afdeling, udgav hun „Amerikanske Undervisningseksperimenter” (1895) samt „Den sorte Tavle” (1896), den sidste en vejledning til anskuelsestegning med bidrag fra flere kunstnere. Den sidste bog, hun udgav, var en lille „Hjemstavnslære” (et dansk navn for det tyske „Heimathkunde”) der oprindelig havde staaet i „Bog og Naal”. Til dette blad har hun desuden leveret flere bidrag, ligesom hun til Fru Emma Gads store samleværk „Vort Hjem” har skrevet en større afhandling om børns sjæleliv.
Det betydeligste, hun har skrevet, er vel dog den store afhandling, hvormed hun i 1891 vandt Universitetets guldmedalje, en ære, hun, saavidt vides, er den eneste ikke-akademisk uddannede kvinde, der har opnaaet. Opgaven gik ud paa at give en „fremstilling og begrundelse af de vigtigste almene love for opdragelsen, som lade sig udlede af den nyere psykologi og ethik”. Og i professorernes (Høffdings og Kromanns bedømmelse, hedder det bl. a. „fremstillingen udmærker sig ved det fyldige kendskab til pædagogikens historie, som viser sig at staa til forfatterens raadighed, og nu anvendes til en i det hele træffende og interessant karakteristik af de vigtigste moderne pædagogiske standpunkter i deres sammenhæng med psykologien og ethiken”.
Denne afhandling er imidlertid aldrig kommen offentlig frem. Det manglede ikke paa opfordringer til at lade den trykke, men hun ønskede rimeligvis at udarbejde den videre. Heri blev hun forhindret først af en svær sygdom, senere af arbejdet med grundlæggelsen af seminariet. Dette var nu kommet fortræffeligt i gang, og hun havde her fundet en udmærket arbejdsmark, hvor hun havde anvendelse for alle sine evner og sine erfaringer. Her kunde hun eksperimentere, her kunde hun prøve sine erfaringer. Det saa ud til, at hun havde en rig virksomhed for sig, ogsaa i litterær henseende - da kom døden og tog hende fra den og fra os.
Endelig vil jeg nævne to smaa bøger, der ikke var bestemt for andre end hendes nærmeste, et par mindeskrifter, det ene om hendes yngste broder, der omkom ved et ulykkestilfælde i Amerika, det andet „To Hjem”, om hendes forældres og hendes bedsteforældres hjem; denne sidste har ikke ringe personal- og kulturhistorisk interesse.
Som det vil ses, er der i Kirstine Frederiksens produktion, hvor værdifuld den end er, intet af de omfangsrige værker, som vi danske nu en gang synes, der skal til for at bevare en forfatters navn. Dette beror i første række paa, at hun - saa fuldstændig fri for personlig forfængelighed, som hun var - aldrig brød sig om at „skaffe sig et navn”, som det hedder; hun var gladere, naar andre vandt ære og berømmelse, end naar hun selv vandt dem. Men dernæst er det saa, at det var kun en ganske ringe del af sine tanker, hun fik tid og lejlighed til at fæste paa papiret; den rigdom af ideer hun strøede om sig, de impulser hun gav sine venner og medarbejdere, det var hendes egenligste og kæreste virksomhed. Hvor meget hun her har udrettet, vil aldrig blive maalt. Hvilket overblik, hvilket storsyn hun besad, er vel kendt indenfor pædagogernes kreds. Men lad mig, som vidnesbyrd om, hvilket indblik, ogsaa i det enkelte, hun havde, anføre en af de mange udtalelser, hendes død har fremkaldt. Det er en af vore yngre, dygtigste skolebestyrerinder, der skriver: „indenfor skolernes kreds synes det mig, som om der slet ingen er til at virke saa umiddelbart æggende og varmende, saa opflammende til denne kombination af undervisning og opdragelse, der gør, at man synes, man maa tage sig af de allermindste og næppe kan slippe de allerældste. Jeg skylder hende uendelig meget. Alle de smaa praktiske raad og vink, hun kunde give, og alle hendes ideer til nyforsøg, netop i det smaa - hvor vil vi ikke savne hende!”
