« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebrev
(Fra München over Glarus til Vierwaldstättersøen.)
(Sluttet.)
Der er Forskel paa Folk ogsaa i Schweitz, derfor findes Speisesaal paa første Sal og Gaststube nedenunder. Vi vælger i Dag den sidste og er snart bænkede i et ret broget Selskab. Vi træffer nogle af vore Venner fra Linthal, som have været tidligere paa Færde end vi, men Hovedmængden af de tilstedeværende ere rejsende Haandværkssvende; adskillige af dem ere gaaede os forbi i Løbet af Formiddagen, opmuntrende os med velvillige Tilraab, der dog ikke fristede os til at vise vor Sprogkyndighed. Herinde have de bænket sig om et stort Bord og viser Karbonaderne og Øllet al mulig Ære, Frakkerne have de smidt, Vestene ere opknappede og Skjorteærmerne skudte op over Albuerne; et skrækkeligt Mudder gør de, men al den Ungdom og Kraft lyser alligevel op i den lave Stue.
En lille Times Middagshvile tager vi os i det frodige Græs, saa begynder vi igen at kravle; stejlere og stejlere bliver Genvejene, mens Kørevejen slynger sig i uendelige Bugter. Det er svært at gaa midt paa Dagen efter et rigeligt Maaltid; men hvor er her dejligt! Alperoser og Enzianer vokser rundt omkring, Forglemmigejer af den dybeste grønblaa Farve og mange andre kendte og ukendte Planter. Mere og mere ensomt og højtideligt bliver her, Naturen holder en stille Prædiken; jeg tror, at Teksten hedder „Alvor og Sandhed”. Endelig er Pashøjden naaet! Farvel, Farvel Linthal og Urnerboden, det knejsende Töddi og de skinnende Clavider, Solen kaster et venligt Smil til Afsked henover dem, saa drejer vi om et Hjørne, en hel ny Dal aabner sig for os; men hvad er det? Skyer omkring Bjærgene, en Torden staar og lurer i det fjærne. Pludselig føler vi Ensombeden og husker paa, at vi vandre rundt med alle vore Penge hos os, tænk om -? Men nu gaar det nedad i en lystig taktfast Marsch, som faar Humøret til at stige, og saa er her saa dejligt, at ingen ret længe gider bekymre sig om sit eget lille ligegyldige Jeg.
Svimlende højt over Dalen løber Landevejen hugget ind i Klippens Side; snart styrter et Vandfald ned med Bulder og Drøn, ned i Afgrunden, snart sløres Bjærget af en Skumstribe saa fin og koket som et Brus af Chiffon om en Baldames Skulder. Tordenskyerne har fordelt sig, og nede i Dalen venter Hotellet i Urigen med Aftensmad og en Seng til Løn for Dagens Møje og Besvær.
Næste Dag gik Turen videre til Flüelen, og saa sluttede det med en herlig Sejltur paa den klare Vierwaldstättersø. Om Bord hændte noget, der satte Humøret op, højt var det for Resten i Forvejen efter Nydelsen af en halv Liter hvid Vin til Middagen i Flüelen. Vi var netop i Færd med at opfriske Bekendtskabet med Zürichermanden og hans „kleine Imanuel” da to smilende Herrer kom hen til os og erklærede at de paa vort tyske kunde høre, at vi var Danske. Vi burde egentlig have følt os krænkede; men Nordboere er saa sjældne i Schweitz, og vort Modersmaal er yndint, men navnlig saa let og behageligt at tale. Hjemme tror jeg ikke, at de bevingede Ord: „Mit Navn er Mortensen, Nykøbing Falster”! Vilde have vagt nogen Sindsbevægelse hos mig, her forhøjede de virkelig
Vierwaldstädttersøens Poesi. En munter halv Time tilbragte vi fire Landsmænd sammen: „Det er skam dejligt at rejse!” sagde min nye Bekendt, og der laa mere oprigtig Glæde gemt i de faa Ord end i flere Tyskeres forenede: „Wunderschøn, groszartig, colossal!”
Ja, saa har jeg ikke mere at fortælle denne Gang! Nu ligger vi i Sommerfrische paa Seelisberg og hviler ud til ny Anstrengelser. Her er dejligt - naturligvis -; men i mit stille Sind gør jeg daglig den meget bagtalte danske Sommer en pæn Undskyldning; for Mage til som det regner her - hver anden Dag - og som de Skyer og de Bjerge hænger sammen, har jeg aldrig tænkt mig kunde finde Sted saa langt mod Syd; men jeg vil som Hotelpersonalet her slaa min Lid til August, saa klarer det nok op og bliver schøn alt sammen.
