« Tilbage til søgeresultaterne
Lida Gustava Heymann
Lida Gustava Heymann. *)
Et varmt Hjærte forenet med stærk Viljekraft er som bekendt en mægtig Faktor, hvor det gælder om at naa det Maal, man har sat sig. Kræver Maalet Pengemidler og er Vedkommende i Besiddelse deraf og tillige offervillig, skulde man synes, Resultatet laa som givet af sig selv. Og dog: Fordommene ere ofte vanskeligere at rydde af Vejen end Urskovens Træer.
Lida Gustava Heymann er i Besiddelse af alle ovennævnte Egenskaber, og ved sin utrættelige Energi opnaar hun alene mere end mange Kvindeforeninger tilsammen. Allerede som ung følte Frøken Heymann, hvor utilfredsstillende den Opdragelse var, der blev Kvinden til Del. De utallige Konvenienshensyn, hun var bunden af, sammen med Tidens Fordomme, maatte efter hendes Overbevisning kun virke hæmmende paa hendes Udvikling. Men iøvrigt havde hun ikke megen Tid til at fordybe sig i disse Tanker. Hendes Fader, der var en velhavende Købmand, og paa hvis Kontor hun var bekæftiget, holdt hende til Arbejde.
Men da Faderen dør, vaagner Trangen, der har slumret i hende, kun stærkere, og Ønsket om at drage Kvinden ud af hendes nedværdigende Tilstand besjæler hende fra nu af ganske, og hun sætter alt ind for at ofre sig for denne Sag.
Hun er blandt dem, der stifter den saakaldte „Ortsgruppe”, en Afdeling af den store tyske Kvindeforening, Men her bliver Luften hende snart for trang. Den gaar efter hendes Mening altfor mange Omveje for at naa Maalet, som for hende er det, at udvikle og forbedre Kvinden direkte.
Hvor forskelligt hendes Syn var fra Medlemmernes i Ortsgruppen, viser sig bedst, da denne oprettede et saakaldt gymnasialt Kursus for Piger. Lida Heymann protesterede derimod med den Motivering, at det var umuligt for Piger, som havde nydt utilstrækkelig Undervisning i en højere Pigeskole - i fire Aar at naa det samme Resultat som Drenge, der gennem grundige Studier havde forberedt sig i langt flere Aar.
Paa den Maade vilde efter hendes Overbevisning Kvinderne kun faa en halv Uddannelse, der vilde umuliggøre eller i al Fald vanskeliggøre deres Studeringer ved Universitetet. Der maatte altid blive et Hul i Uddannelsen, da Grundlaget vilde komme til at mangle. Hun mente derfor - og flere med hende - at man maatte gaa ganske anderledes grundig til Værks, hvis Kvinderne skulde faa Lejlighed til frit at udvikle sig, saa de senere med Udbytte kunde studere ved Universitetet. Kun gennem en fuldstændig Omændring af Pigernes Undervisning vilde dette kunne naas.
Hun besluttede derfor at oprette en Reformskole i Hamborg. Skolen skulde sætte Pigebørnene i Stand til at uddanne sig til det Kald, som laa deres Evner nærmest, ligemeget om dette var et videnskabeligt, eller gik i Retning af Handelen, kun at de med den Uddannelse de fik, kunde blive selvstændige.
I øverste Klasse undervises i Græsk, dog uden at dette Fag er obligatorisk. Særlig Vægt lægges der i Skolen paa Gymnastik. Det er strængt forbudt Eleverne paa Skolen at bære Korset, ligesom Smykker og Slæb ogsaa ere banlyste. Kun i de øverste Klasser maa der bæres Uhr.
Skolen bestaar af tolv Klasser, der optager Elever fra det sjette Aar, og de kunne forblive der til deres attende Aar. Hvem der har studeret Græsk og Latin kan tage Studentereksamen. Saa vidt er man altsaa naaet i Hamborg, hvor denne Eksamen tidligere var forment de unge Piger.
Der arbejdes tillige paa at faa et livligere Samkvem i Gang mellem Skolens Lærere og Børnenes Forældre. Der foranstaltes Møder, hvori Lærerne og Forældrene debattere pædagogiske Spørgsmaal af Interesse og derefter foretager Forandringer til Børnenes Fordel.
Men foruden Pigebørnenes Undervisning var der en anden Sag, hvor Frøken Heymann heller ikke stemmede overens med Ortsgruppen. Frøken Heymann mener, at overalt, hvor der gives Lejlighed dertil, maa Kvinden selv staa paa sine Rettigheder.
Dette er som bekendt meget vanskeligt for en Kvinde i Tyskland.
Ofte forsøgte Frøken Heymann at skaffe sig Adgang til politiske Møder, men overalt blev det hende nægtet - da det omsider lykkedes hende, maatte hun ikke tale.
Den Kvinde, der i Tyskland kæmper for Kvindens Rettigheder, maa i højere Grad end i noget andet Land være udrustet med en uopslidelig Viljekraft, ellers støder hun overalt paa uigennemtrængelige Mure af gammel Fordom. Ingen har vel følt dette stærkere end Lida Heymann hver Gang hun kæmpede for, at den samme Moral skulde gælde for Mænd som for Kvinder.
Som saa mange andre Kvinder i andre Lande anser Lida Heyman den lovbeskyttede Prostitution for den største Skamplet i Staten og en Krænkelse for hver en Kvinde.
Selv gik hun i Spidsen for en Undersøgelse af Hamborgs prostituerede Kvinder; kun ledsaget af en, Søster, ved Navn Baumgarten, og en Arbejdsmand, begav hun sig om Natten paa Vej til disse berygtede Hjem med de grønne Jalousier, som Politivedtægten endnu foreskriver det i Hamborg.
Hvad hun her saa og hørte, var saa forfærdeligt; at hun Uger igennem var syg efter denne Undersøgelse.
„Skulde jeg en Gang til”, siger Frøken, Heymann, „komme til at foretage en saadan Undersøgelse, vilde jeg længe forinden føle mig syg ved Tanken om al den Elendighed og de forfærdelige Forhold, jeg her er bleven Vidne til.”
Dette vilde, dyriske Liv, som disse Kvinder føre, gik hende saa dybt til Hjærte, at hun satte alt ind paa at bringe Forandring deri.
(Sluttes.)
*) For et Par Aar siden havde jeg Besøg af Frøken Heymann; hun kom da lige fra Nordkap. Hendes hele Fremtræden var saa tiltalende, og hun gjorde et saa dygtigt og tilforladeligt Indtryk, at det er mig en Glæde at være i Stand til at fremstille hende for „Kvinden og Samfundet ”s Læsere. Hvad hun fortalte om sit Arbejde i Hamborg og sin Kamp med det reaktionære Skoleraad og den hamborgske Kommunalbestyrelse for kun at faa Lov til at holde nogle advarende Foredrag for de unge Piger, der som Tjenestepiger o. a. l skulde sendes ud i Livet i den store By, stemmer ganske med Artiklens Ord.
Johanne Monrad.
