« Tilbage til søgeresultaterne
D. K. R. og I. C. o. W
Paa „Dansk Kvinderaad ”s Møde den 22. Septbr., aflagde Sekretæren, Fru Charlotte Norrie, Beretning om det internationale Kvinderaads (I. C. o. W.), Bestyrelsesmøde i Dresden, hvor Fruen var til Stede som D. K. R.’s Repræsentant. Efter Hugins Budstikke refererer vi denne Beretning:
Det blev bestemt at afholde det „Internationale Kvinderaads” femaarige Møde og den Kongres, hvortil det tyske Kvinderaad indbyder, i Dagene fra den 7. til den 18. Juni 1904. Møderne vil blive holdt i ,,Philharmonie” i Berlin, hvor der findes 6 Sale, i hvilke der samtidig kan holdes Møde.
Foruden sine Forretningsmøder vil Kvinderaadet afholde 3 store offentlige Møder, hvor Præsidenten vil tale om Internationalisme, hvorefter Formændene i de forskellige Kvinderaad vil komme med korte Udtalelser om det samme Emne; endvidere vil der blive givet Beretning om det internationale og de nationale Kvinderaads Arbejde i det forløbne Femaar; og endelig skal der være et Møde, hvor en Dame fra hvert Kvinderaad skal tale kort (5 Minutter) om Fred og Voldgift, medens en engelsk og en tysk - forhaabentlig ogsaa en fransk! - Dame vil holde Hovedtalerne (20 á 30 Min.).
Kongressen vil omfatte 4 Afdelinger:
1. Kvinders Uddannelse (ledet af Fräulein Helene Lange og Fräulein Gertrud Bäumer).
2. Kvinders Erhverv og Arbejde (ledet af Fräulein Alice Salomon).
3. Sociale Foranstaltninger og Bestræbelser (ledet af Frau Edinger).
4. Kvinders retslige Stilling (ledet af Freiin von Beschwitz).
Foruden Forhandlingerne i de 4 Afdelinger, vil Kongressen holde 4 store offentlige Møder:
1. Opdragelse og Uddannelse.
2. Kvinders Valgret.
3. Lige Løn for lige Arbejde.
4. Kvinder i Videnskab og Kunst.
Mellem de Spørgsmaal, der vil blive drøftet paa Forretningsmoderne, findes en Række Forslag til Lovændringer og Resolutioner. To af disse er indsendt af „D. K. R.”, det ene i Anledning af, at Hovedbestyrelsen havde fundet, at Repræsentationen ved Møderne var for ringe, og derfor havde udsendt Opfordring til de forskellige Kvinderaad om at fremkomme med Forslag m. H. t. forøget Repræsentation. „D. K. R.” indsaa tilfulde Fordelene herved, idet de foreliggende Spørgsmaal derved vilde kunne blive mere alsidigt og sagkyndigt drøftet ; men paa den anden Side nærede vi Frygt for, at en Forøgelse af de Delegeredes Antal let vil undergrave det Grundlag, hvorpaa det indbyrdes Forhold mellem Kvinderaadene nu hviler. „D. K. R.” har altid set med Beundring paa den ædelmodige Bestemmelse i det „Internationale Kvinderaads” Love, der giver de smaa Landes Kvinderaad samme Antal Stemmer som de store Landes - vi betaler ogsaa alle samme Aarsbidrag. Selv om muligvis en Lovændring ikke direkte forandrede denne Bestemmelse, vilde Ligevægten dog let kunne forrykkes: allerede 3 stemmeberettigede Delegerede kan det muligvis blive vanskeligt for de smaa Landes Kvinderaad at sende langvejs bort til de femaarlige Stævner, og det vil let blive umuligt for dem at sende 5 eller 7.
„D. K. D.” foreslog derfor: „Foruden Formanden og to Delegerede er hvert Kvinderaad berettiget til at vælge indtil 6 Repræsentanter, som kan være til Stede ved Møderne og tage Del i Forhandlingerne, men som ikke er stemmeberettigede”.
Dette Forslag staar paa Dagsordenen som indbragt af „D. K. R.”, støttet af Kvinderaadene i Canada, England og Holland.
Det andet Forslag, der er indsendt af „D. K. R.”, lyder; „Da ,,D. K. R.” anser det for at være et vigtigt Led i Kvindebevægelsen, at den enkelte kan faa Adgang til Opdragelse og Uddannelse og til selv at skaffe sig sit Livsophold paa den Maade, der bedst egner sig for den Paagældende, foreslaar vi, at Ordene „og den enkeltes” føjes ind i Lovenes § l b, hvorved Kvinderaadets Maal siges at være: - at forskaffe Kvinder Lejlighed til at komme sammen fra alle Verdensdele for at raadslaa om Spørgsmaal, der berører Samfundets, Slægtens og den enkeltes Velfærd”.
Frk. Gina Krog meddelte, at det norske Kvinderaad snart vilde være rede til at indmelde sig i det
„ Internationale Kvinderaad” og Forretningsudvalget bemyndigedes paa Forhaand til at optage det, naar Tiden kom. Frk. Krog anmeldte paa det norske Kvinderaads Vegne et Forslag om at optage Kampen mod „den hvide Slavehandel”.
Desuden vedtoges det efter Forslag af 7 forskellige Kvinderaad at drøfte Betimeligheden af, at Kvinderaadet optager Arbejdet for Kvindernes Stemmeret paa sit Program.