« Tilbage til søgeresultaterne

Valgretten

« Se emneord

Nu skal Rigsdagen altsaa virkelig for Alvor til at tale om at give Kvin­der Valgret og Valgbarhed. Det fore­lagte Lovforslags § l begynder saaledes:

„Valgret til Borgerrepræsentantskabet i København, til Byraadene og Lignings­kommissionerne i Købstæderne, derunder indbefattet Frederiksberg, Frederiksværk og Marstal, samt til Sogneraadene paa Landet tilkommer enhver uberygtet Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25. Aar, har i det forud for Valget gaaende Skatteaar været bosat i og sva­ret direkte Skat - i København Ind­komstskat - til Kommunen, og paa den Tid, Valglisterne affattes, vedblivende har fast Ophold i denne."

Dernæst gøres nogle Undtagelser. Man har saaledes ikke Valgret, naar man er Tyende, naar man har mod­taget Fattighjælp, som ikke er efter­givet eller tilbagebetalt, ej heller naar man er ude af Raadighed over sit Bo.

Valgbar er enhver, som har Valgret.

Kvinderne maa være glade over dette Forslags Forelæggelse; men der er een alvorlig Hage ved Sagen. I Skat­teloven af 15. Maj 1903, § 7, staar der:

„Familieoverhovedet beskattes af hele Husstandens Indkomst. Til Husstanden henregnes den med Manden samlevende Hustru, selv om hun har Særformue, samt de af Familieoverhovedet økonomisk af­hængige Børn, forsaavidt disse ikke have egen Husstand", - o. s. v.

Men naar gift Kvinde saaledes ikke kan komme til at betale Skat, kan hun heller ikke faa Valgret eller Valg­barhed.

Dette er naturligvis en Meningsløs­hed. Hvorfor i al Verden skal den Skat, der hidrører fra den fæl­les Indtægt, i enkelte Tilfælde endog mest eller udelukkende fra Hustruens, kun give den ene Ægte­fælle Valgret!

Og hvorfor skal Hustruen ikke have denne Valgret? Som ugifte anses vi for modne og berettigede dertil; men naar vi bliver gift og kommer under daglig Paavirkning af de kloge Mænd, - Familieoverhoveder - saa .-...-!

Forhaabentlig vil der dog allerede ved 2. Behandling i Folketinget kunne gøres en saadan Tilføjelse, at ogsaa gifte Kvinder faar Valgret. Der kunde f. Eks. i ovennævnte § l efter Ordene „- til Kommunen" indføjes:

[eller, for gift Kvindes Vedkommende, naar hendes Mand har betalt saadan Skat, jfr, § 7 i Lov Nr. 104 af 15de Maj 1903 og kgl. Anordning af 22de Oktober 1903 § 3.]

Efter at denne Artikel er skrevet, har d’Hr. Svend Høgsbro og Hør­dum i Folketinget talt de gifte Kvin­ders Sag og fremhævet den samme Mangel ved Loven, som vi her har paapeget. Lad os haabe, at d’Hrr. maa faa Held til at gennemføre en Ændring, som den ovennævnte, og at Regeringen vil stille sig velvillig dertil.

Men nu bør alle Kvinder hver Dag, i og udenfor Hjemmet, hvorsomhelst, de kan træffe andre Mennesker, bringe denne Sag paa Bane. De bør holde dens Retfærdighed klart frem; de bør søge at skabe Tillid til dens Gavnlighed.

Det bør være en Æressag for enhver Kvinde at virke det, hun formaar, til at vende den offentlige Mening til Gunst for Kvindens lige Ret med Man­den til at danne sig sin Mening om offentlige Sager, og lægge den i Vægtskaalen.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner