« Tilbage til søgeresultaterne

Til Jonas Lie

« Se emneord

En  Tak for „Kommandørens Døttre".

Mange smukke, anerkendende Ord er der i den forløbne Novembermaaned bleven henvendt til Jonas Lie i Anledning af hans halvfjerdssindstyveaarige Fødselsdag. Hver Gang jeg i et Blad eller Tidsskrift har set hans Navn, har jeg glædet mig og tænkt: „Nu kommer det"! men bestandig er jeg bleven skuffet. Jeg har ikke fundet den Pen, som gav Udtryk for mine Tan­ker. Derfor synes jeg stadig, at der er en Taknemmelighedsgæld, som man har forsømt at betale. - I „Tilskue­ren" har der staaet en længere Arti­kel: „Jonas Lie og hans Læsere", hvori der fortælles om, hvorfor og

hvorledes Jonas Lie læses af Menne­sker i de forskellige Aldere. Det er anerkendende, varme Ord, hvortil en­hver, som holder af Digteren, kan slutte sig. Men paa et Punkt tror jeg, at Artiklen tager fejl, det er i sin Bedømmelse af, hvad unge Piger har søgt og fundet i Lies Bøger.

Disse Bøger har ofte en ganske bestemt Adresse, „et Samliv" kunde tænkes tilegnet unge Ægtefolk, „onde Magter" er skreven for modne Mænd, „Kommandørens Døttre" er de unge Pigers Bog, og hvad den har været for sine Læserinder, tror jeg, der skal en Kvinde til at vurdere.

Jeg tænker ikke paa det tyvende Aarhundredes unge Pige, der uimod­sagt kan udvikle deres Anlæg og Ejendommeligheder, jeg antager ikke, at de læser Lies Bøger meget, og de trænger heller ikke til ham, de har lært at staa paa egne Ben. Jeg tæn­ker paa os, som var unge i Firserne.

Vi ved, hvad Lies Digtning den Gang betød for unge Piger, og vi ere ikke tilfredse med den Forklaring, „at vi skal have læst ham i Ro og Mag, at vi har elsket ham, fordi han ikke tvang os op med Problemer, som vi kun halvt forstod; thi intet af det, som hændte hans unge Piger, var anderle­des, end at det kunde hænde enhver af os".

Det var jo netop Følelsen af, at Cecilie Withs Skæbne kunde blive vor, hvis vi ikke tog os i Agt, der gjorde „Kommandørens Døttre" til en Ad­varsel, som ikke kunde overhøres. Den Gang studerede vi ikke Kvinde­sagen, vi interesserede os ikke for Fo­redrag eller Avisartikler, det var no­get, som efter vor Mening kun angik „gamle Jomfruer"; men Lie derimod, han kunde faa os i Tale, for det kunde vi forstaa, at som det gik Ce­cilie With, skulde og maatte det ikke gaa flere.

Cecilie var ung og glad, hun pyn­tede sig og gik paa Bal ganske som vi andre, og hun havde mødt det ene­ste, vi den Gang fandt, havde Værdi, Kærligheden. Og alligevel blev Ceci­lie ulykkelig. Alle Hverdagslivets Ube­tydeligheder kædede sig sammen og drog den Elskede fra hende.

Saa stod hun fattig tilbage og havde intet at leve videre paa. Ingen Sorg over et Tab, for hun havde aldrig ejet, ingen Minder om Lykke, for hun havde aldrig nydt. Den, som hun havde gi­vet sine bedste Følelser, havde forsmaaet hende, og ikke en eneste Gang lod det haarde Forsyn hende ane, at hun i Virkeligheden havde været genelsket. - Men for Cecilies Jævnaldrende stod det klart, at kunde Til­fældigheder saaledes afgøre en Livsskæbne, saa maatte der leves for an­det end Haabet om en usikker Kær­lighedslykke.

Hvem kunde glemme Cecilies sidste Bal! Efter Aars Adskillelse træffer hun ham igen, hun ved, at det er Afgørel­sen, hun staar for, den Aften skal Li­vet  begynde eller slutte for hende, og hvad sker der saa? Han ser paa hende med beundrende, kolde Øjne, og saa er hun klar over, at alt er forbi.

Efter Festen undersøger hun sit Ydre foran Spejlet og kommer til det Re­sultat, at hun er vakker endnu men stram om Munden, Og da hun gem­mer Stadsen, beslutter hun, at nu skal det være forbi med Ballerne, som hun længe har gruet for lang Tid i For­vejen, for nu er hun gaaet træt.

Haabe og vente, danse og le, til man bliver led og ked af det hele, og derefter et langt Hverdagsliv, hvor Dag efter Dag slides til Ende uden Mening eller Hensigt, blot fordi de skal leves! Gud fri os for at blive en Ce­cilie With! Saaledes tænkte enhver alvorlig Læserinde, og i hendes Sjæl modnedes den Beslutning, at for hende skulde Dansen holde op, mens den endnu var Leg, og Tilværelsen skulde i Tide fyldes med Arbejde og Inter­esser, der passede for de kommende Aar.

Eller naar Cecilie i Fortvivlelse over Tomheden i Tilværelsen tager alt Sølv og Plet ud af Buffeten og gnider In­dignation og Energi ind deri? Det var heller ingen Beskrivelse, som skulde give Næring til Forhaabninger eller Drømme, den gav ingen „ban­kende Hjærter eller blussende Kinder",  men den gav Uro i Blodet og Fart i Lemmerne. Kommandørens Døttre Virkede paa sine Læserinder som et forsvarligt Puf, der slyngede dem fra deres rosenrøde Drømmeland midt ud i det nøgne Hverdagsliv, hvor ingen kan sidde ret længe med Hæn­derne i Skødet uden at skamme sig og kede sig grundigt. Jonas Lie hav­de lært os, hvor let det kan ske, at Lykken gaar ens Dør forbi; selv om man synes, den har banket, tør man ikke stole paa, at den virkelig gør Alvor af Besøget og kommer indenfor. Den Lærdom bar Frugt for mange, i Tide fik de set sig om og fandt mere tilfredsstillende Objekter for deres Kræf­ter end Kagekurve og Plat-de-menager. - Det er een af dem, som ved Jo­nas Lies Hjælp undgik at dele Cicilie Withs Skæbne, der herved bringer ham en hjærtelig Tak.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner