« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Hugins Kalender for 1904 er udkommet. Den indeholder ligesom forrige Aar foruden Kalender Portræter af Kvinder, bekendte i Kvindesagens Historie, deriblandt Frk. Kirstine Frederiksens. Datoer og Aarstal ligeledes af Kvindesagens Historie, og den optrykker Bestemmelser af forskellige aktuelle Love som Loven om Menighedsraad og Almenskoler; ligeledes finder man deri af andre Love uddraget det, der kan have Betydning for Kvinder, f. Eks. af Næringsloven, Fabrikloven, Arveloven, Lov om gift Kvindes Raadighed over Selverhverv o. s. v. Man ser heraf, at Kalenderen er en meget nyttig lille Bog, og det noteres som et Fremskridt fra forrige Aar, at den nu er hæftet i Bogform, hvilket er mere praktisk end den forrige Sammenbinding af løse Blade.
Laura Kieler: „.Karen Jürgens til Egtved". 217 Sider. Hagerups Forlag.
Hvem, der kender Fru Kieler personligt, maa beundre hendes politiske Interesse og Indsigt, hendes fænomenale Hukommelse, hendes Varme og Lune til at skildre en Situation, hendes Forstand paa Mennesker og: Menneskeforhold.
Disse Evner kommer hendes Bøger tilgode, ikke mindst den sidste „Karen Jürgens til Egtved«.
Blad for Blad maa man undres over, at Fru Kieler har kunnet faa samlet alt dette historiske Stof om den standende Strid: Sønderjylland.
Det maa være en Glæde for enhver Læser, der husker Fortællingen: „Dit Folk skal være mit Folk", paany at mødes med den unge Karen; man har hende lyslevende paany, den Dag, hun efter sin Sygdom straks lader den forhadte Flagstang hugge om, men vi ved med hende, at lige saa let det er at hugge den, lige saa svært bliver det at slette alle de andre Følger af hendes Ungdoms Letsindighed.
Det er Fortællingens Kærne, hvordan den unge Kvinde gør Bod for det Fejltrin, hendes Ægteskab var.
„Hjælp dig selv, saa hjælper Gud dig", siger hendes Moder i den dejlige Samtale mellem hende og Datteren, da denne har begyndt sin Bodsgang.
Og hun hjælper sig selv, og Gud hjælper, det er saa smukt og levende fortalt.
Skulde denne Bog faa Læsere, der ikke kender Forhistorien, saa kan jeg tænke mig, at de vil finde det umuligt, at Valdemar Borris kan være saa uforsonlig haard mod hende; man maa vide, hvad han har lidt paa mange Maader gennem hende og hendes tyske Mand.
Det er saa klogt set, at Karen intet opnaar hos Borris ved, at hun næsten tvinger ham til at være Formynder for sin lille Dreng, og det er saa forstaaeligt, at hans Kærlighed til hende og den lille rører paa sig den Dag, da Formynderretten af Voldsherrerne brutalt fratages ham.
Af alle de mange udmærkede Bifigurer er Klaus Avlskarl vel den, der trænger sig mest i Forgrunden, maaske lidt for meget, med de utallige Fyndord og Spaadomme, dog Forfatterinden afvæbner ens Kritik ved at lade hans kære Bodil udbryde:
„Jeg lader mig skille fra dig, Klaus, det gør jeg, for naar du saadan bliver ved med dine Spaadomme, holder jeg det snart ikke længere ud".
Det er saa forunderligt rørende at læse om Karen og hendes lille Dreng, der sammen med mange andre henrives ved Synet af Dannebrog, vajende i fri Luft fra tre danske Skibe i Aabenraa Fjord. Man forstaar det næsten æventyrlige, der ligger i hendes Ord til Barnet:
„Hvis du stod der paa Dækket om Bord paa et af de Skibe, saa var du i Danmark, og der tør den tyske Kejser og Gendarmen ikke røre Dannebrog" T. I.
