« Tilbage til søgeresultaterne
Dernbergs Familieret
Dernbergs Familieret*)
*) For et Par Aar siden fik Tyskland en ny borgerlig Lovbog. Den tyske Professor Dernbergs Værk er en Fremstilling og Fortolkning af denne. Nærværende Anmeldelse er taget af et tysk Blad, som velvilligst er sendt os af det danske Generalkonsulat i Hamburg.
Professor Heinrich Dernberg har fornylig udgivet den med Spænding imødesete ,,Familieret", som 4de Bind af sin „Borgerlig Ret." Endnu mere end de første Bind, er denne hans Bearbejdelse af Familieretten trængt ind til Lovens Aand og forsøger at hævde Familiens sande Krav og Livet, som det er, overfor Lovens døde Bogstav. Dernberg er derfor ogsaa ganske i sin Ret, naar han ønsker, at netop denne Del af hans Værk maatte naa ud til alle Samfundskredse.
Ledemotivet i „Ægtefællernes Ret" er ifølge Dernberg „det rette ægteskabelige Sindelag." For ham gælder „paa Tro og Love" ikke alene i Gældssager, men ligesaavel i Familieretten, selv om Lovbogen ikke her proklamerer dette Princip. Dernberg uddrager af Lovens Aand følgende Sætning: „Enhver Ægtefælle er pligtig at forholde sig saaledes overfor sin Ægtefælle, som Tro og Love og det rette ægteskabelige Sindelag byder". Kun saaledes mener han, at Ægtefællerne nærmer sig det ægteskabelige Ideal, og kun saaledes faar § 1354 af den borgerlige Lovbog den rette Mening. Denne Paragraf siger, at det tilkommer Manden at træffe Afgørelse i alle Anliggender, som angaar det fælles ægteskabelige Liv, dog at Hustruen ikke er forpligtet at efterkomme Mandels Bestemmelser, naar disse viser sig at være et Misbrug af hans Ret Denne Paragraf har altid mødt Misbilligelse af Kvindebevægelsens Forkæmpere. Man spurgte, hvad er Misbrug? Herpaa svarede Regeringens Repræsentant Geheimeraad Planck: „Misbrug maa det kaldes, naar Mandens Afgørelse staar i Modstrid med det rette ægteskabelige Sindelag. Hustruen er ikke pligtig at bøje sig for Mandens Afgørelse, hvis man kunde sige: Dersom den rette Kærlighed havde været til Stede, havde han ikke truffet denne Bestemmelse." Dernberg betegner denne Erklæring som en Fakkel, der oplyser Ægtefællerettens talrige Bestemmelser. Den udspringer fra et sundt Synspunkt paa det ægteskabelige Liv, og gennemført i den Aand vilde den ikke skabe tyranniske og pedantiske Ægtemænd og forgræmmede eller trodsige Hustruer.
Ikke alle Forfattere udlægger Paragrafferne i denne Aand. Professor Cosaik f. Eks. forklarer § 1373, som angaar Mandens Ret til at sætte sig i Besiddelse af det i Ægteskabet indbragte Gods, som om denne egenmægtig, ja selv imod Hustruens udtrykte Villie, kunde gøre dette. Er denne Udlægning rigtig, spørger D. Indre Grunde maa afgive del. Det er uforeneligt med det rette ægteskabelige Sindelag, at Mændene med Magt frarøver Hustruen hendes Gods, det vilde være en daarlig Begyndelse for det ægteskabelige Samliv. Manden maa søge at overbevise eller overtale Hustruen, under alle Omstændigheder vilde en Proces være at foretrække for Magtanvendelse.
Som andet Ledemotiv ved Udlægningen af Familieretten opstiller D. den Sætning: „at det her drejer sig om Beskyttelse for de svage, i Særdeleshed for Kvinderne." Det skal ikke være Fortolkernes Sag ængsteligt at indskrænke Kvindernes Rettigheder, men tværtimod, saavidt Loven tilsteder det, at give dem frit Raaderum. Saaledes træder han op imod den Opfattelse af § 1354, at det skulde være Hustruens Pligt ubetinget at lyde. Lovens Ord om Udstrækningen af Mandens Bestemmelsesret er ganske vist dunkle, men Regeringskommissær Plancks Erklæring i Rigsdagen 1896 maa lægges til Grund. Han sagde: „Herhen hører de tusinde Spørgsmaal fra det daglige Liv, hvorledes det fælles Liv skal føres, hvor man skal bo, til hvilken Tid Maaltiderne skal finde Sted osv." Ifølge Lovens udtrykkelige Bestemmelse er det ligeledes Manden, der vælger den fælles Bolig og Opholdsstedet. Dog maa Manden ikke misbruge denne Ret, han kan f. Eks. ikke forlange, at Hustruen skal vagabondere fra Sted til Sted med ham.
At det skulde være Hustruens Pligt at følge sin Mand til Udlandet og oversøiske Lande, blev benægtet i den preussiske Landret, men „Borgerlig Ret" lader Spørgsmaalet staa aabent.
(Sluttes)
