« Tilbage til søgeresultaterne
Reformarbetet
Reformarbetet
till förbättrande af kvinnans ställning.
Af Alexandra Gripenberg.
I København hos Gad.
Enhver skandinavisk Kvindesagsforkæmper bør have denne Haandbog. Grundig og omfattende og velordnet, som den er, bliver den snart uundværlig for sin Ejermand. Til den kan man med Tryghed ty, naar man vil søge Oplysning om Kvindesagens Historie, dens Personer, dens nuværende Stilling. Og man har i dette Værk et Arsenal af Citater, Argumenter og Fyndord, som man altid vil kunne øse af.
Den nu udkomne III Del afsluttet Værket og handler om „Skandinavien og Finland", medens de tidligere to Dele handlede om alle andre i Betragtning kommende Lande.
Bogen svarer trofast til sin Titel.
Den skildrer omhyggeligt, hvorledes Arbejdet for Kvindernes Ret og Kaar er begrundet, begyndt og fortsat. Der fortælles om alle de Foreninger og Institutioner, som virker for Sagen - ligeledes om mange af de Personer, der lever og kæmper forrest. Fremstillingen er livlig og bliver aldrig trættende, skønt den som Regel er ganske objektiv. En Undtagelse herfra danner Reaktionsperioden i Sverrig. Her har Forfatterinden ikke kunnet tilbageholde sine egne Tanker og Følelser som Modvægt mod alle de Angreb paa Kvindesagen, som den Tid bragte frem, navnlig dem fra Ellen Keys Side.
Et rentud imponerende Studium hviler denne Bog paa - et udefra erhvervet Kendskab endog til Enkeltheder, som maaske faa af vedkommende Lands egne Kvinder sidder inde med. Med heldig Haand griber Forfatterinden en Person eller en Situation og giver os deraf et Øjebliksbillede, som bedre end mange Ord sætter sig fast i Læserens Sind. Saaledes virker det overordentlig slaaende at se to Taler af Ploug, stillet ved Siden af hinanden. Den ene er en Skaaltale fra en Middag, hvori han smigrer og priser Kvinden over al Maade: „det ædleste og skønneste i Skabelsen - Solen i Verden - som skænker Lys og Varme - vor blide Moder, elskelige Hustru, uskyldsrene Datter - hende, fra hvem vi henter Raad - hun, hvem vi skylder Tak for alt stort og herligt, skønt og ophøjet - hun, i hvis Hjærte Kraften, Modet og Foretagsomheden gemmes, - hun, uden hvis kloge, kærlighedsfulde eg opmuntrende Bistand vi ere intet. - En Skaal for Skabelsens fineste Blomst: Kvinden!
I den anden Tale, som holdes i Landstinget mod gifte Kvinders Valgret, siger han: „Ligesom Kvinden egnede sig til noget som helst, hvortil fordres logisk Tænkning, - hun er urimelig, ensidig, partisk og letsindig - savner sundt Omdømme - naar hun ikke er pjanket eller forskruet, er hun fanatisk uden Maade - skulde vi nu her plages af Fruentimmerpjat! - Hvem af os fik Lov at kny, hvis vore Hustruer skulde være her til Stede? saa maatte vi hellere sidde hjemme og stoppe Strømper. - Hun er forfængelig og herskesyg. - Hun vil kommandere, men lad det i al Fald være nok, at hun kommanderer i Hjemmet - tænk om vore Hustruer i dette Øjeblik stod her i Salen!"
Sikkert betegner disse to Taler mange Mænds Stilling til Kvinden - naar hun er til Stede, og naar hun er fraværende!
Vi anbefaler paa det bedste dette værdifulde Værk til vore Læsere; men vi kan ikke undlade at ledsage denne Anbefaling med en Alvorlig Protest.
„Kvinden og Samfundet" omtales i denne Bog (Side 349) ialfald for de sidste 3 Aars Vedkommende, som et usædeligt Blad, hvor det ikke kan undre nogen at se en Moder udtale, at tun „ønsker sin Datter, at hun, hellere end at gifte sig, maatte indgaa løse Forbindelser, da disse ifølge hendes Tanker have ”Kærlighedens Højhed og Skønhed over sig". - -
Der sigtes hermed til Mariane Nielsens Artikel i „Kv. og Samf." 1903 Nr. 3, hvori der staar: „langt hellere vilde jeg se en Datter som Moder uden Mand, end jeg vilde se hende bunden for Livstid i Ægteskab med en saadan*) Mand, som min Erfaring kunde sige mig, at hun ikke vilde blive ved at leve lykkeligt med.
*) Dette Ord tilføjes her til Tydeliggørelse for ikke-danske Læsere.
Udhævelserne er alle af os.
Et andet Sted skriver M. N., hvor hun sammenligner vor Nutidsmoral med den mere gammeldags og mere raa: „Ej heller er vi saa parate til at trykke Brændemærket „falden" paa den ugifte Moders Pande; langt snarere vil vi tro, at Forholdet netop i hendes Øjne har haft al Kærlighedens Højhed og Skønhed over sig, siden hun saa aldeles har kunnet glemme alle egoistiske Hensyn."
At Ord, der røber saa god en Tro om ens Medmennesker - at Ønsket om hellere at se sin Datter som ugift Moder end som ulykkeligt gift Moder - at dette kan opfattes og genfremstilles, som Frk. Gripenberg har gjort, vilde vi kalde ondsindet, hvis det var af en Landsmand. Men nu kan vi kun tro, at det skyldes en Misforstaaelse paa Grund af Sproget. Men vi maa ligefuldt, baade protestere og advare derimod, og det maa i høj Grad beklages, at vort Blad har fundet saadan Omtale i et blivende Værk.
Hvad om Forfatterinden havde tvivlet om Rigtigheden af sin egen Opfattelse - troet bedre om os!
