« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Charlotte Ejlersgaard: De Værgeløse. Gyldendalske Forlag.
I dette Øjeblik blev jeg lige færdig med Fru Charlotte Ejlersgaards sidste Bog „De Værgeløse" og siger til mig selv, idet jeg tager Pen og Papir frem: „Det er en god Bog, den bedste, hun har skrevet, den vil jeg anbefale paa det bedste i vort Blad. Det er en vemodig, men sand Skildring af Middelstandens stille Kamp for at give deres Sønner bedre Stillinger, end de selv har havt, og i deres Misforstand er da det, det gælder om, at faa dem til at studere, enten de saa har Evner eller ej. De Værgeløse er disse Sønner selv, der ikke bliver spurgt, om de har Lyst eller ej, men kun føjer sig efter Forældrenes Ønske og af Kærlighed til dem slider sig fordærvede af Anstrengelse, Sult og Kulde.
Ja, saadan ser ofte „Studentens glade Liv" ud paa nært Hold. Hostrup, som ellers har skildret disse sorgløse, forgudede Studenter fra hans og Plougs Tid, kan ogsaa se Medaljen fra den anden Side, naar han skriver:
Kender I ogsaa Studentens Kaar,
helst naar det nær mod Eksamen gaar,
og han sidder i sit Hul,
og han fyrer i med Kul,
og Varmen i Kollegiet dog ej gaar over Nul.
Han slider fort; det er saa haardt,
nu staar ’et - nu staar ’et
han strækker sig og trækker sig
i Haaret, i Haaret,
han tvinger i sig Retterne
og slider ud paa Nætterne,
og drømmer saa om Paverne og Kætterne.
Fru Ejlersgaard har mesterligt skildret den Side af Studenterlivet, saa vi nok skal huske det; men hun har tillige med nænsom Haand - som hun altid gør det i sine Bøger - vist, hvorledes de, der foraarsager Ulykken, kan handle i den bedste Mening. Faderen, Forretningsfører Helvig, der har arbejdet sig op fra Bydreng til at blive Førstemand i en Millionforretning (netop fordi han har kunnet kaste hele sin Kraft og Energi derpaa) gør sig skyldig i den Misforstaaelse, at den akademiske Uddannelse dog er den vigtigste og bedste. Og da han gerne vil give sin ældste Søn det bedste han ved, lader han ham gaa den studerende Vej, skønt han ingen Evner har dertil, og Pungen heller ikke evner at holde ham paa den Vej. Der maa da spares og knibes paa alle Kanter, saa Faderen ikke en Gang kan faa sin Eftermiddagspibe, og Sønnen dog halvt maa sulte og faar dog ikke den lokkende Eksamen.
Hvor megen Nød og Savn, hvor megen Sorg og Bekymring koster ikke denne ulykkelige Forelskelse i Studenterhuen aarligt vort Folk. Og de Kræfter, som der spildes, kunde komme Samfundet til anderledes Nytte ved at bruges til praktisk Arbejde, afpasset efter hver enkelts Tilbøjelighed og Evner og hvad de har Raad til. Det er Fru Ejlersgaards Fortjeneste, at hun i „De Værgeløse" klart og bestemt har paapeget det. Og samtidig viser hun, hvor skæbnesvangre disse Bestræbelser kan blive for de af Familiens kvindelige Medlemmer, der virkelig har Betingelser for at kunne læse sig en Stilling til.
Datteren Karen, der er den mest begavede af Familien Helvigs Børn, maa nøjes med Askepots beskedne Plads, for at den mindre begavede Broder kan sulte sig igennem Studeringerne. Hun er ved at sprænges af Energi efter at lære noget, men man finder det alligevel saa ganske naturligt, at hun maa forsage. Figurerne i Fru Ejlersgaards Bog er sande og Skildringerne saa gribende, at de maa rive med, enten vi læser om den slidsomme Fader, der fylder Tusind efter Tusind i det store Millionfirmas Kasse samtidig med, at han selv maa nøjes med en meget beskeden Løn, - og saa den „sorte Frue", Millionfirmaets Indehaver, som med stor Begavelse forstaar at smøre sine Hjælpere om Munden med Gaver af Blomster og Grøntsager og lignende i Stedet for at give dem mere at leve af, som de trænger til.
Med største Deltagelse læser man om den elskelige Fru Helvigs stille Færden i Hjemmet, og om hvorledes en anden af Sønnerne sønderriver alle Baandene, hvormed han ogsaa skulde bastes, og søger ud i Friluftslivet og viser der, hvad han duer til, og hvorledes Datteren i et Kærlighedseventyr skaffer sig Luft for den indestængte Energi. Megen Pjank og Galskab har netop sit Udspring fra, at Forældrene ikke lader Døttrene faa den samme Frihed til at udvikle sig, som de byder Sønnerne.
Naa, alt dette og meget andet maa Folk helst selv læse sig til. Baade ung og gammel vil have Gavn af at læse „De Værgeløse". Jeg vil læse den for mine Elever i Vinter, og jeg vil sige Fru Ejlersgaard hjertelig Tak for den.
Jutta Bojsen Møller.
Fernando Linderberg: Kristendommen og den sociale Udvikling.
Lehmann & Stage, 1903, 194 Sider.
Den foreliggende Bog er et nyt Led i det af Forfatteren gennem en lang Aarrække ihærdige og med Held drevne Arbejde for at udbrede Kendskab til og Forstaaelse af de Samfundsforhold, hvorunder vi lever og har vor daglige Gerning, og tillige for gennem denne almenvakte Forstaaelse at bane Vej for den saa haardt tiltrængte „sociale Fred" - en Fremtidstilstand, hvorefter vi alle længes.
Da Fremtiden imidlertid har sin Rod i Midten, ligesom ogsaa denne er vokset ud af Fortiden, er et historisk Tilbageblik nødvendig. At fremskaffe den hertil nødvendige Stofmængde er imidlertid ikke enhvers Sag, saa det er at vente, at vor Tids mange samfundsinteresserede Mænd og Kvinder med Tak vil gøre sig bekendt med et Arbejde, der i klare Træk viser os tidligere Tiders Samfundsforhold hos Barbarer, Grækere, Romere og Jøder for endelig at fremstille Kristendommens uvurderlige Indsats i Kulturen, en Indsats, med hvis hidtil vundne Resultater paa det sociale Omraade - hvor store de end er i Sammenligning med Oldtidens - vi imidlertid paa ingen Maade maa slaa os til Taals, og til hvis Uddybelse vi aldrig noksom kan hengive os.
Og dette er netop en af Bogens Fortjenester, at den gennem sin blotte Fremstilling af Fakta paa den ene og af Kristendommens Sandheder paa den anden Side vækker Læseren til Selvtænkning og til at vende Blikket indad og klare sig sit eget Standpunkt.
Hermed være Linderbergs Bog anbefalet paa det bedste; den fortjener at finde mange Læsere. Den bærer Mærket I. paa sin Forside og har til Undertitel: „Oldtidens sociale Tilstande og Kristendommens Gennembrud", og vil forhaabentlig blive efterfulgt af endnu to Bind, et for Middelalder og et for den nyere Tid. Det her foreliggende danner imidlertid et afsluttet Hele, der godt kan gaa paa egne Ben.
H. Thaarup.
Fru Alfrida Baadsgaard: Hold ud. H. Hagerups Forlag.
Under Fællestitlen „Hold ud” har Fru Alfrida Baadsgaard udgivet to Smaafortællinger, „Knud" og „Øglereden” og de tilfredsstiller i de fleste Henseender de Fordringer, man vil stille til saadanne Fortællinger, de er tilstrækkelig spændende og interessante til at fængsle Børns Interesse, men Skildringerne er ikke helt paalidelige, de mere kritiske Børn vil tvivle om Rigtigheden af det fortalte. Forfatterinden har aabenbart selv følt Bristen, idet hun flere Gange i en Note forsikrer, at dette virkelig er passeret og anfører hvem (f. Eks. et Sted er det hændt Forf.s Gudmoders Tjenestepiges Søster!) Foruden at dette virker noget komisk, er det meget desilluderende, særlig da Noterne ingenlunde er vedføjet de mest usandsynlige Steder, tværtimod, dem havde man troet paa selv uden Noter, og de mere kritiske Børn vil derfor fornuftigvis slutte, at saa er hele Resten naturligvis slet ikke sandt, og, som Børn nu engang er, vil dette i høj Grad vække Interessen. Den Indvending, at Børn af Bogen kan faa forkerte Forestillinger, vil derfor kun i enkelte Tilfælde holde Stik, da Forf. selv har sørget for at holde Børnenes Kritik vaagen.
Anna Erslev: „Bette Jens".
80 Sider. Hagerups Forlag.
Denne Bog omfatter 3 udmærkede smaa Fortællinger, der paa en Gang er interessante og belærende, det sidste paa en saa fin og umærkelig Maade, at Børnene, som Bogen vel er beregnet paa, ikke stødes deraf, saaledes som i mange lignende Bøger for Ungdommen. Den første, »En Tyveknægt«, er morsomt fortalt; den anden, som Bogen har Navn efter, lærer de vigtige Københavnerbørn, at de ikke skal se ned paa Børnene fra Landet, fordi disse tilfældigvis ikke kender noget til det, der findes i København - en højst nødvendig Belæring, da der vist ikke findes 10 Børn i København, der ikke vilde føle sig som de to i „Bette Jens", et Vidnesbyrd om, hvor rigtigt Forf. har grebet. Den sidste Fortælling ”Arthur og Coci", er næsten den bedste af dem alle, i hvert Fald vil den interessere Voksne i lige saa høj Grad, idet den handler om, hvordan en ung Stedmoder faar Skik paa den meget forkælede lille Pige og hendes meget tilsidesatte Broder; den giver aldeles fortrinlige Vink om, hvorledes man bør behandle Børn, baade i rent legemlig - hygiejnisk - Henseende og i aandelig.
Et Par Smaating vil vi dog gøre Forfatterinden opmærksom paa, for en Ordens Skyld: „Bette Jens"s jydske er ikke gennemført, men det har maaske sin Grund i Hensynet til Københavnerbørnenes Forstaaelse; værre er det dog, at Amagertorv er kaldt „Grønttorvet", (S. 25) - det vil enhver lille Københavner kende Forskel paa, - men det værste er, at Forf, har forvekslet „mistænksom", med „mistænkelig", hvilket sidste staar Side 23 i Stedet for det første - det er uheldigt, da det i Forvejen er vanskeligt nok at lære Børn at kende Forskel paa de to Ord.
Disse Par Indvendinger kan dog paa ingen Maade afkræfte det gode Indtryk, man faar af Bogen, som vi hermed paa det bedste anbefaler vore Læsere at købe til deres Børn nu til Julen.
Julebogen af forskellige Forfattere.
160 Sider. Hagerups Forlag.
Denne Bog bringer mange fængslende Fortællinger og Skildringer af baade ældre og nyere Forfattere, med Illustrationer af danske Kunstnere. Forfatternes Bidrag er vidt forskellige og alle Vegne fra – det første „De Dødes Flod" af Børge Janssen. er fra Herzegovina, og fremstiller Livet dernede mellem Kristne og Hedninger, Romersk-katolske og Muhamedanere. Et andet, „Fjældkløft", af den nyopdukkede Stjærne, Ingeborg Maria Sick, fortæller Sagn om en Fjældkløft dybt inde i Jotunheimen; et tredje - af en saa gammelkendt Forfatter som Zakarias Nielsen - giver en levende Skildring af en Sandflugt i Aaret 1702, ved Tidsvilde, hvorved det gamle Tibirke blev dækket af Flyvesand, deri indflettet Historien om Karen Lene’s trofaste, ulykkelige Kærlighed til den letsindige Povl - en Kærlighed, der varede og haabede, til Trods for hans Ægteskab med en anden, og hendes Ægteskab først med en ung, siden med en gammel Mand. Endvidere en perso-nalhistorisk Skizze over Michael Wiehe, af A. C. Larsen, med Brevene til Emilie Thorsen, hans Barndoms Veninde og senere Hustru; en Fortælling, „Eftermiddag", af K. G. Brøndsted. „En Provstehandel" af P. E. Benzon; en Selvbiografi af Poul la Cour. Gengivelser af en Pennetegning af V. Marstrand ”Jeppe og Nille" og af Lorenz Frølich „En Rytter med sin Hund".
Og alt dette for den ringe Pris af 2 Kr. Behøves der mere for at friste?.
Fra samme Forlag har vi modtaget „Julestjærnen" for i Aar, ogsaa med Bidrag af forskellige Forfattere - deriblandt atter Ingeborg Maria Sick - alle Vegne fra og med mange Illustrationer.
Bøger
(Fortsættelse.)
Palline Bagger Weis: Høj Luft. Det nordiske Forlag. 188 Sider.
Der er egentlig 4 Hovedpersoner i Bogen. Der er den fine, kærlighedsfulde, højsindede Grevinde Marcelle, hvis Liv begynder saa lykkeligt med den Mand, hun elsker og ser op til, men som hun efterhaanden gennemskuer som den Egoismens „falske Profet", han er - hun gennemskuer ham, efter at han har været hende utro og fejgt lyver sig fra det - han, der besidder alle mandlige Fuldkommenheder og – selvfølgelig - de hævdbundne Laster. Saa er der »Den lille Rødhætte", Dorthée med det gyldne Haar, hvis Liv som Kvinde begynder saa fortvivlet, at hun springer i Slotsgraven for at undgaa sin Forfølger og Forfører, en Slyngel, der ved Hjælp af Hypnotismen har faaet Magt over hende. Marcelle tager sig af hende, der er forældreløs, og hun udvikler sig nu hurtigt til den kraftige, dygtige og energiske Kvinde, hun kunde blive i de rette Omgivelser, og bliver lykkelig med den eneste fuldt tiltalende Mand i Bogen, Jens Hoeg, der er retskaffen og ærlig til det yderste, saa at selv Grevinde Marcelle beklager, at hun ikke er forelsket i ham, der i saa høj Grad besidder den Agtelse, hun har tabt for sin Mand. Med denne Bog maa man i særlig Grad tage sig i Agt for at gøre en eller anden af Personernes Ord, Meninger eller Optræden til Forf.s egen; dertil er den desuden for overlegent skrevet. Det hele er set fra oven, ud fra en dyb Menneskekundskab og Forstaaelse, men netop derfor er den bleven saa ærlig og sanddru, et klart Udtryk for en klar Tankegang, og derfor er dens Mennesker blevet, som Mennesker er, ikke værre, ikke bedre.
Paa Lehmann og Stages og Aug. Bangs Forlag er udkommet: 2det Oplag af Svend Grundtvigs „Danske Folkeæventyr", der fremtræder i særdeles nydeligt Udstyr, paa svært engelsk Papir og med Tegninger af vore berømte Kunstnere, som Hans Nik. Hansen, Otto Haslund, Erik Henningsen, Aug. Jerndorff o. s. v. Forfatterens Portræt - efter Maleri af Constantin Hansen - bærer dette ypperlige Fyndord, der kan tjene som Karakteristik af denne smukke Æventyrsamling:
„Ren og klar skal Nutid føre
Fortids Røst til Fremtids Øre".
Man kan ikke finde nogen bedre Gave til sine Børn end disse dejlige Æventyr, der fremtræder i saa smagfuld og kunstnerisk en Form. Men Bogen vil sikkert finde den Udbredelse, den fortjener.
Desuden har vi modtaget fra Hagerups Forlag:
Fanny Tuxen: Et Plejebarn.
M. M. Fenger: Gudrun.
Thyra Jensen: Store Bror og lille mej.
Kunststykker og Anekdoter.
Grankogler.
N. C. Roms Forlag.
Dorothea Christensen, f. Winding: Kogebog for Skolen og Hjemmet.
Schubothes Forlag:
Karl Gjellerup: Romulus (Jubilæumsudgave).
Det nordiske Forlag:
Helene Nyblom; En Æventyrkrans.
Bering Liisberg.: Æventyr i Kongens Have.
Lehmann & Stages Forlag:
Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej.
Ethel S. Turner: Syv Søskende.
Hans Lützhøft: Julefortællinger.
