« Tilbage til søgeresultaterne
Til min Datter
Mit sødeste Digt: min Datterlil,
kvidrende Fugl i min Stue,
der snart som en Puk er drillende vild,
snart rolig og sat som en Frue!
Som hader af Hjertet den store Tabel
og elsker at danse og male
og sidde med Haand under Kind ved Kvæld,
og om Livsproblemerne tale.
Min elleveaarige Visdomsfé,
der snakker, som var hun tyve,
og som man i næste Nu kan sé
som Raket gennem Stuerne flyve!
Lænke, som trofast mig binder til Jord,
naar tit jeg er træt af Tragedien,
Lysalf, som - stille - forklarer Mo’r:
Der er Mening - trods alt - i Komedien.
Du ved det ikke - jo, aner maaske,
hvor helt du for Moder er Livet,
mere end Solskin og Lysalf og Fe:
en Menneskesjæl til mig givet!