« Tilbage til søgeresultaterne
Karl Gjellerup
Det er et smukt Valg af det Shubotheske Forlag at fejre Karl Gjellerups 25-Aars Forfatter-Jubilæum med en ny Udgave af „Romulus”. Denne lille nydelige Fortælling om en mishandlet Remontehest og to unge Mennesker, der mødes i deres fælles Medlidenhed med dens Kvaler, hører sammen med Romanerne „Minna” og „Møllen” til den Række indenfor Gjellerups Produktion, hvor han er mest Digter og mindst Agitator for sine Problemer. Der er i denne Heste-Psykologi, navnlig i de Kapitler, Gjellerup selv kalder Føl-Idyllen, en Naturpoesi, i hvilke Digteren lever sin egen Barndom om igen og atter færdes mellem sine firbenede Legekammerater paa Markerne i Sydsjælland, og som paa en egen primitiv Maade omsætter Darwins Teori om Arternes Afstamning til en Poets Medfølelse for, hvad man vel i gamle Dage vilde kalde Alskabningens Natur. Menneskeskildringen er næppe saa dybtgaaende eller ejendommelig, men Bogen giver dog som Helhed et ret sikkert Kulturbillede af en intelligent og interesseret Hovedstadskreds’s Liv i Midten af Halvfjerdserne.
Man kan vist med nogenlunde Rimelighed gaa ud fra, at det er med Gjellerups Vidende og efter hans Ønske, at netop denne Bog er bleven bestemt til at repræsentere Digteren ved Højtideligheden, og man har da her et Vink til Forstaaelsen af, fra hvilket Synspunkt Gjellerup selv ønsker sin Virksomhed set. Dette accepteret, kan man, naar man nu ser tilbage over hans Produktion, alligevel vanskeligt overse, at hans Udvikling for en væsentlig Del har været en anden end Digterens. Man tænker sig altid Karl Gjellerup siddende ved sit Skrivebord. Selv om han ikke direkte har været Videnskabsmand, har hans Interesse altid været videnskabeligt farvet; han har altid forholdt sig til Bøger mere end til Mennesker, til Ideen mere end til Livet. Han, der begyndte som en svoren Fanatiker overfor Halvfjerdsernes Mænd for senere at stille sig i en ret bister Kampstilling imod dem, er maaske alligevel inderst inde den af Disciplene, der mest trofast og alleregentligst har holdt sig til Idealerne fra hin Epoke: for ham var dette, at sætte Problemer under Debat, ikke blot et Slagord eller et bekvemt Middel i en snæver Vending, det er for ham Maalet og hans Arbejdes egentlige Indhold. Det er i god Samklang hermed, at han i sin Udvikling, der bærer Vidne om et uhyre Arbejdsliv, som en ret „Germanernes Lærling” har knyttet sig til en Række store Navne. Som Hovedpersonen i „Romulus” paa sin Væg har Billeder af Darwin og Wagner, skimter man bag Gjellerups omfattende og forskelligartede Bogfølge en helt straalende Forsamling af karakteristiske Hoveder: Schiller og Goethe, Nietzsehe og Carl du Prel, Buddha og Odin.
Han siger i „Romulus” om en af de ham selv sympatetiske Figur deri, at det er Foreningen af det teoretiske og praktiske, der gør ham moderne, og karakteriserer dermed sig selv med al ønskelig Tydelighed. Hans Forhold til Fremskridtet er netop betegnet ved den dybe og skønne Andagt overfor Tanken, hvormed han nærmer sig de Ideer, som han finder bag sine historiske Skytsaander, indtil han fæstner Resultaterne af dette aandelige Samarbejde i et Problem, der kan gøres aktuelt. Saaledes naar han til den frie Kærlighed i „Wuthhorn” og den frie Tanke i „Germanernes Lærling”. Men rent kunstnerisk ligger der heri en Fare, som han da heller ikke har undgaaet. Hans Mennesker har altfor ofte blot været Udtryk for Ideer og Problemer, og skønt man ofte med Interesse har fulgt disse Problemers blussende Sammenstød i hans Bøger, og med en vis Optagethed fulgt hans elegante Flugt gennem Verdenskulturen, har man ikke kunnet undgaa at sende et Suk, og det endog et ret langt og inderligt, efter den Livets simple og jævne Umiddelbarhed, der nu en Gang er Alt i Kunst. Det kan jo ikke nytte at nægte det: der gaar mageligt hundrede Ideer paa eet lille levende Menneske. Gjellerups Bøger var slaaet dybere ned, om han ikke blot havde ønsket at forene det teoretiske og praktiske, men langt snarere og meget simplere havde søgt sin Teori gennem Praksis. Saa var hans Digtninge ikke kun blevne Illustrationer til hans Tanke, men var Blevne Udtryk for hans Liv.
Og dette har han altsaa selv haft en Følelse af. Naar han nu med „Romulus” understreger den rent Kunstneriske Side af sin Virksomhed, rækker han Publikum den lille Finger. Vi tager gerne hele Haanden og venter i Gjellerups fremtidige Produktion Fortsættelsen af Principet Romulus, idet vi med Digteren betragter Idé-Værkerne som bare Forberedelsen til det Egentlige. Der er Typer i det moderne Liv, som Gjellerup hat Forudsætninger for at kende bedre end nogen anden, og som han endnu skylder os Regnskabet for.
