« Tilbage til søgeresultaterne

Lidt Forenings-Causerie

Af: Emma Gad

« Se emneord

Det vilde være lærerigt og morsomt for en tilrejsende, f. Eks. fra Provinsen, under det samme Københavnerbesøg at gæste de fire kvindelige Foreninger, der er naaede saa vidt, at de har egne faste Medlemslokaler, altsaa eget Hjem, for at iagttage, hvor forskellig­artet deres Fysiognomi virker paa udenforstaaende. Det er Dansk Kvindesamfund, Kvin­delig Læseforening, Kvindernes Handels- og Kontoristforening og Dansk Kunstflidsforening, for at nævne dem i den Rækkefølge, hvori de er fremkomne. Dansk Kvindesamfunds Virksomhed og Hjem paa Nørregade vil sikkert være de fleste af dette Blads Læserinder bekendt. Det er den ældste af Foreningerne, Moder-Institutionen, hvorfra de andre er voksede ud, og dette bærer den paa den smukkeste Maade Vidnesbyrd om gennem sin

forholdsvis tarvelige Udstyrelse. Det gaar virkelig denne vor ældste og mest opofrende Forening ligesom Moderen, der stedse sparer paa sig selv for at kunne give Børnene den bedste Opdragelse og de mest udviklende Glæder, og havde det ikke været Tilfældet, havde Børnene: Fagskoler for Syersker, Fæstekontor, Kvinderaad og hvad de allesammen hedder, ikke formaaet at vokse sig saa store og nyttige, som de har.

Ligesom i „Dansk Kvindesamfund” er det om de aandelige Formaal, det drejer sig for Kvindelig Læseforening, men alligevel paa en helt anden Maade. Man er Medlem for at kunne tilfredsstille sin personlige Lyst til Belæring og Læsning, men aldeles ikke, fordi man føler Trang til at ofre noget for en Sag; Dette turde maaske være Forklaringen paa, at den yngre Forening har tredobbelt, saa mange Medlemmer som den ældre, der er baseret paa Samfundsfølelse, som er lige saa sjælden, som den er smuk. Desuden er man kommet Tiden noget mere i Møde i Læse­foreningen i Retning af Komfort og Stilsans. Man sidder i bekvemme Stole, ikke for at passiare og ryge, men for at læse Darwing og Nietzsche, og man sætter en Ære i at anvende sine Aftener til at høre lærde, literære Fore­drag, der vilde virke saare afskrækkende paa de mere sommerfugleagtige kvindelige Bevidstheder, der med beklagelig Letsind foretræk­ker at le og more sig.

Længe efter, vistnok Anno 1897, kom saa Kvindernes Handels- og Kontoristforening, en Institution, der med sin Aftenundervisning, Sygekasse, Alderdomsunderstøttelse og sit Engageringsbureau, blev stiftet til Gavn for vor Bys mange kvindelige Kontorarbejdere, og naar man en Mødeaften ser en Forsam­ling af disse unge Piger, faar man Indtryk­ket af en stærk Trang til at have det lidt godt, til at hengive sig af Hjertenslyst til Hvile, Adspredelse og Hygge efter den lange og anstrængende Arbejdsdag bag Pult og Disk. De grupperer sig - naturligvis mere eller mindre partivis - rundt Bordene i deres tarvelige, men ret hyggelige og moderne indrettede Lokale, Pilestræde 9, passiarende muntert om Dagens og Forretningslivets Hæn­delser ved en tændt Cigaret, et Glas Øl eller en Kop Te, alle de smaa Nydelser, som deres som oftest saare beskedne Indkomster tillader dem, og som de sikkert glæder sig dobbelt ved, fordi de arbejder saa haardt for at skaffe sig dem.

Tilsidst er der den unge Kunstflidsforening med de skønne, gammeldags Lokaler, Amagertorv 33, hvis Medlemmer ikke knyttes sam­men af nogen faglig Interesse, men tilhører alle Stænder og Aldre; og som søger til Foreningen som oftest i hastige Besøg paa den travle Bytur for at hvile sig, rette paa Frisuren, telefonere, skrive en Billet, nyde en Forfriskning, blade i et Kunsttidsskrift, træffe en Bekendt, gøre et Indkøb, kort sagt, fordi de ønsker et praktisk og centralt Hvilepunkt og Mødested for de fjerntboende, som jo altid er mange i en stor By. Særlig for Damerne i Provinsen skulde man tro, at denne Forening, som for disses Vedkommende kun koster 4 Kr. aarlig

(for Kbhvn. 6 Kr.), efterhaanden, som den bliver bekendt, maa kunne blive til stor Nytte, da der ikke findes noget andet hyggeligt Tilholdssted med billig Restaurant, Omklædningsværelse o. 1. for tilrejsende Damer for en enkelt Dag. Desuden bydes der Medlemmerne en ypperlig Koncert og en lille kunstindustriel Udstilling hver Maaned om Vinteren, samt 3 á 4 Fore­drag, ligesom de har Ret til at afhænde Haandarbejder i Udsalget med 15 % Salgs­afgift. Dog er det ikke denne Side af Sagen, der har sin Betydning,  det er For­eningens kulturelle Formaal: Folkeindustriens Fremme og Friundervisningen for ubemidlede unge Piger. Denne er allerede ret vidtstrakt og faar Støtte baade fra Staten og vore vel­gørende Fonds. Omkring 200 unge Piger un­dervises aarlig gratis i al Slags national Haandgerning, særlig Hedebosyning. En sær­lig Afdeling dannes af et meget efterstræbt 4 Maaneders Sommerkursus i Kunstvævning og Brodering for 10 á 12 unge Piger fra Sønderjylland, Island og vore Folkehøjskoler med alt gratis, saa vel Rejse og Under­visning som Ophold og belærende Ad­spredelser; ligeledes paaskønnes meget et Sommerferiekursus for circa 35 af Dansk Husflidsselskabs Lærerinder fra Landet. Om­kostningerne ved al denne gratis Undervis­ning skulde gærne efterhaanden udredes dels ved den betalte Undervisning, dels ved Overskuddet fra Udsalget, hvor Medlemmer og Ikke-Medlemmer kan købe Garn og Stof­fer, paabegyndte og færdige Arbejder alle efter original Tegning af danske Kunstnere eller gamle Folkemønstre, dog allerhelst fær­dig national Folkeindustri fra Landet, for hvilken det er Foreningens kæreste Opgave efterhaanden at danne et Salgsmarked i Hovedstaden i Samvirken med Dansk Husflidsselskab. Som man ser, gør Foreningens forgrenede Virsomhed den til et smukt Led i Rækken af vore kvindelige Foretagender, der jo nu er ret talrige og betydningsfulde. Vi lever jo i en Sammenslut­ningens Tid, og Sansen for de mange praktiske Goder ved Foreningslivet har ogsaa bredet sig til Kvinderne, som vel snart alle er Medlemmer af en eller flere kvindelige Foreninger. Uvilkaarligt vil det meget Samarbejde og de bestandig udvekslede Meninger og Synspunkter give et højst værdifuldt Bidrag til Kvin­dernes Udvikling i Retning af Samfundsinter­esse og Selvstændighedsfølelse.