« Tilbage til søgeresultaterne
Valgene til Menighedsraadene
Efter Beretningerne fra det ganske Land ser det ud til, at Kvinderne gennemgaaende har vist forholdsvis stor Deltagelse, først ved at lade sig indskrive paa Valglisterne, hvad jo dog egentlig var en noget indviklet Historie især for Kvinderne, som jo her for første Gang skulde hævde deres lovlige statsborgerlige Ret til som Medlemmer af Menigheden at øve deres Indflydelse, og dernæst ved selve Valgene. Hvor der kun var opstillet een Liste blev selvfølgelig Deltagelsen baade fra Mænds og Kvinders Side grumme ringe, idet Resultatet paa Forhaand var givet; men hvor der var flere Lister, har Kvinderne i langt større Grad end Mændene lagt deres Lod i Vægtskaalen ved selve Stemmeafgivningen. Mange Steder er Kvindernes afgivne Stemmetal dobbelt saa stort som Mændenes.
Saa vidt det kan skønnes har Præsterne paa mange Steder øvet en meget stærk Indflydelse paa Valglisterne - i hvert Fald paa den ene, og det er derfor forstaaeligt, at der mange Steder endnu mangler Kvindenavne paa disse, idet mange Præster endnu betragter Kvindernes direkte Deltagelse i offentlige Sager som værende af det onde. Og den Udtalelse, jeg hørte et Sted paa Landet af en Degnekone: „Vi stoler paa vore Mænd”, den er vist ret almindeligt bleven anvendt. Som om to Mennesker ikke kunne stole paa hinanden, fordi de begge ønskede at være med i en vigtig Sag til Gavn for aandelige Interesser ! Men de fleste Steder er der dog valgt Kvinder ind i Menighedsraadene ; ja, et enkelt Sted - i Horsensegnen - var Kvinderne saa ivrige for Sagen, at da de ingen Kvindenavne fandt paa den officielle første Liste, saa lavede de resolut selv en Liste med lutter Kvindenavne, og det lykkedes ogsaa at faa flere Kvinder valgt. Gennemgaaende kan man vist sige, at Forholdstalsvalgmaaden har voldt adskillig Ulempe paa Grund af manglende Forstaaelse. Mange Steder har man ment, at naar der kun var Kvindenavne paa Listerne, saa vilde i det mindste nogle Kvinder blive valgte, da det var „Listeafstemning”, og man har ikke tænkt paa, hvor meget det betød, om Kvinderne stod først eller sidst paa Listen. Hvor Forstaaelsen manglede, stod derfor som oftest Kvinderne sidst - og til Vælgernes Forbavselse blev der derfor slet ingen Kvinder valgt, endskønt der var Kvindenavne paa begge Lister.
Alt i alt kan man sikkert sige, at dette Første Forsøg paa at drage Kvinderne med i det offentlige Liv har vist, at der er interesse og Vilje til at tage fat, ogsaa naar almindelige borgerlige Valgrets Dage, som vi har ventet saa længe, endelig oprinder.