« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindestudiet ved Københavns Universitet
Kvindestudiet ved Københavns Universitet.
Af Ragna Schou, f. Wieth-Knudsen,
stud. mag.(Statsvidenskab),
(April-August 1903).
I.
Kvindernes Adgang til Universitetet.
(Fortsat.)
Det var af stor Betydning for Sagens videre Fremgang, at Fakultetet kunde besvare det stillede Spørgsmaal bejaende; thi hvis der først skulde være foretaget noget saa højtideligt som Ændringer i Universitetets Love, havde det sikkert endnu haft lange Udsigter for Kvinderne. Men nu nærmer vi os til det interessanteste Punkt i hele Sagen, nemlig selve det medicinske Fakultets Udtalelser, det Fakultet, der skulde nyde Æren eller lide Forsmædelsen af at have den første Kvinde i sin Midte - thi ogsaa her var Meningerne i høj Grad delte, hvilket tydeligt viser sig i de to Erklæringer, der saa Dagens Lys. Flertallet enedes om følgende Erklæring, der til Trods for sine Forbehold og forsigtige Vendinger dog maa siges at bære Præg af Retsind og Humanitet, særligt naar man tænker paa, at manges Meninger skulde rummes i den, at det er snart 30 Aar siden, den blev affattet, og at den angaar et Spørgsmaal, der da lige var dukket op. Noget forkortet lyder den saaledes:
„Det drejer sig ikke om den foreliggende enkelte Ansøgning, men om det almindelige Spørgsmaal, om der overhovedet bør gives Kvinder Adgang til at studere Lægevidenskab ved Universitetet.
Antagelsen af, at det lægevidenskabelige Studium og Lægevirksomhed i særlig Grad egner sig for Kvinder, beror paa en Misforstaaelse, en Forvexling af Sygeplejerskens med Lægens Gerning. Naar der paaberaabes Følelsen af et særligt„Kald” til at udøve Lægevirksomhed, saaledes som i den foreliggende Ansøgning, da kan det ikke antages at støtte sig paa en klar og fyldig Forestilling omVirksomhedens sande Omraade og de Byrder, den medfører, ligesaa lidt som paa en bestemt fremtrædende Begavelses Retning, og vi mener at burde advare alvorligt imod uden den omhyggeligste Prøvelse at følge et saadant formentlig Kald, som ellers saare let vil kunne berede En Skuffelse. Men der haves fra ældre og nyere Tid enkelte. Eksempler paa, at Kvinder have naaet at indtage et hæderligt Standpunkt baade i selve Lægevidenskaben og dens praktiske Udøvelse, derfor vil det være ubilligt at nægte de Kvinder, som alvorligt attraa det, Adgang til at udvide deres Evner og erhverve sig Kundskaber i denne Retning. I Principet forekommer det os tværtimod rigtigt, at Adgang aabnes dem i fuld Udstrækning, men med samme Fordringer som for Mænd.
Kun saaledes mener vi ogsaa, at denne Retning af Nutidens Samfundsbevægelse vil kunne finde en sund og naturlig Afvikling efter sin egen virkelige Værdi, med Undgaaelse af Ophidselse og Strid.
Hvad det angaar at studere sammen med de mandlige studerende, nærer vi Betænkeligheder for Kvindernes egen Skyld, der ikke kunne forudsættes forinden de begynde paa selve Studiet at have en klar Forestilling om de Situationer, hvori dette ved mange Lejligheder nødvendigvis maa bringe dem. Paa Grund af’ Sædvanens Magt er det dog vanskeligt at dømme ganske fordomsfrit om dette Punkt. Enkelte Kvinder, der er varme Forkæmpere for Studiet i Fællesskab med mandlige studerende, har herfor fremført Grunde, som kun Erfaringen med fuld Ret vil kunne underkende. Vi godkender ikke mulige Erfaringer fra saadanne Lægeskoler, hvortil Adgangen ikke, som hos os, er knyttet uadskilligt til betryggende forberedende Prøver. Vi frygte aldeles ikke for, at der fra vore Studenters Side skulle rejse sig Vanskeligheder mod Sagen*), saaledes som dette ved enkelte fremmede Universiteter er sket. Maaske kan der tilstedes Lempelser i Undervisningen i enkelte Retninger uden Indskrænkning af Fordringerne, men der kan ikke paalægges nogen Universitetslærer at give særskilt Undervisning til kvindelige Elever.
*) Denne Tillid til de mandlige Studenter er som Helhed ikke bleven skuffet, hvilket taler til Ære for dem. Dog er der meddelt Forf. et enkelt Tilfælde af det modsatte (inden for det juridiske Falkultet.)
I Henhold til ovenstaaende mener vi altsaa ikke at kunne fraraade, at Ansøgningen bevilges, men vi ønsker, at Ansøgningen gøres bekendt med de af os fremsatte Bemærkninger. Vedlagte Mindretalserklæring antager vi herved tilstrækkeligt imødegaaet.
Det lykkedes dog ikke helt at undgaa ,,Ophidselse og Strid”, til Trods for disse meget beherskede Bemærkninger, der ikke røbede nogen Begejstring hverken i den ene eller den anden Retning. Hvad der manglede af Varme i Flertalserklæringen, det fandtes derimod i Mindretalserklæringen. Denne skyldtes en enkelt Mand indenfor Falkultetet, en medicinsk Professor, der var saa dybt uenig med sine Fæller, at han ikke vilde lade deres Erklæring staa uimodsagt, men maatte have en for sig. Desværre har det ikke været muligt at faa fat i dette interessante Aktstykke, det har sikkert været alt for kraftigt i sine Udtryk til at kunne aftrykkes ordret i Universitetets statistiske Aarbog*)
*) Erklæringen skal have endt med en Udtalelse der lyder omtrent saaledes: „Den offentlige Prostitution er et nødvendigt Onde, kvindelige Medicinere er et unødvendigt Onde”.
- der ellers omhyggeligt optegner alt Universitetet vedrørende - man har nøjedes med at gengive Erklæringen i en mild Omskrivning, som følger:
(I Erklæringen udtales), at han ansaa det for sin Pligt at optræde imod Majoriteten, da han antog en Forandring i de nuværende Bestemmelser som den foreslaaede for at være til ubodelig Skade for vort Universitet og at ville medføre meget beklagelige Forhold.
Man burde modarbejde alt, hvorved Kvinden blev draget bort fra den Opgave, som af Forsynet var bestemt for hende; da det jo allerede af Kønsforskellen var vitterligt, at Kvindens Bestemmelse kun opfyldtes som Mandens Hustru, og at hendes Kald var i Hjemmet samt i den opvoxende Generation, vilde det være urigtigt, om. man vilde bidrage til at skaffe hende Adgang til Virksomhed, som ledede hende bort fra hendes rette Plads - og dette gjaldt da for hendes Optagelse i Almindelighed ved Universitetet.
Hvad særligt Adgangen til det medicinske Studium angik, da betragtede han dette som det alleruheldigste Fag, hun kunde give sig af med. At der skulde findes alt for faa Læger her i Landet, saa at man kunde ønske ved forandrede Bestemmelser at forøge deres Antal - eller at Kvinder skulde være mere skikkede end Mænd til at udøve Lægekunsten, kunde vel næppe noget fornuftigt Menneske falde paa at paastaa. Men hvad der navnlig maatte opfordre til af al Magt at modarbejde, Kvinders Indtrængen imellem de medicinske studerende, var Hensynet til disse og den almindelige
Sømmelighedsfølelse. At de studerende af Hensyn til denne vilde være stemte imod denne Indtrængen, var forklarligt nok, og det havde f. Ex. ved de skotske Universiteter*)
*) Edinburgh.
ledet til en saa enstemmig Protest af Studenterne imod disse„female students”, at de, der havde opnaaet at faa kvindelige Personer immatrikulerede ved Universitetet, ikke havde kunnet sætte igennem, at disse fik Adgang til de medicinske og kirurgiske Forelæsninger, og det havde kun ledet til beklagelige Retssager, som havde gjort det endnu vanskeligere at bringe Sagen i Orden.
I Amerika, hvor man forøvrigt ikke fandt noget forunderligt i, at Piger og Drenge oplærtes sammen, havde kvindelige Studenter ikke kunnet tiltvinge sig Adgang til de almindelige medicinske**) Skoler,
**) i Philadelphia.
men havde været nødte til at bekoste indrettet en særegen medicinsk Læreanstalt og - da de egentlige Professorer ikke vilde indlade sig med dem - at engagere egne Lærere iblandt Statens Læger, hvilke endog af den Grund vare meget ilde ansete af deres Kolleger.
Hos os var det let at undgaa disse mislige Forhold og undgaa at krænke den almindelige Anstændighedsfølelse, idet det juridiske Fakultet havde udtalt, at efter vor Lovgivning havde Kvinder ikke Ret***) til at studere ved Universitetet, saa at man med god Grund kunde afslaa de Ansøgninger, der maatte indkomme om at forandre disse Bestemmelser.
***) Se Gengivelsen idet foregaaend af det juridiske Fakultets Udtalelser; der menes tydeligt nok, at Kvinden ikke er berettiget til, d. v. s. kan gøre Fordring paa at studere ved Universitetet, og der tilføjes endog, at der fra Lovens Side intet er til Hinder derfor, tværtimod er dette en videre Udvikling af Universitets Formaal. At Professoren kan tage disse Udtalelser til Indtægt for sin Mening, er ufatteligt.
Man indvendte, at denne Forandring hang sammen med „Tidsaanden” og med „Emancipation”; men det var ikke nogen Grund, hvorfor Fakultetet skulde anbefale Sagen. Naar det var „Tidsaanden” at kuldkaste hidtil værende vel grundede Bestemmelser og Love, var det fejgt ikke at modsætte, sig den, og naar man, støttende sig til „Tidsaanden”, vilde indføre, hvad der kunde kaldes fordærveligt, var det Fakultetets Pligt at bekæmpe det.
Det var ogsaa glædeligt at se, at der i den sidste Tid rejstes alvorlig videnskabelig Opposition imod denne „Emancipation”, saaledes baade i England af Dr. Maudsley og i Amerika af Dr. Clarke (Boston U. S.), der beviste, at Kvinders Opdragelse i Lighed med Mænd var en stor Ulykke, idet de første aldrig kunde opnaa Mandens Evner, men kun opnaa, at de mistede alle de Kvindekønnet tilhørende Fortrin og særegne Begavelse og gjordes uskikkede til deres Opgave her i Livet”.
(Fortsættes).
