« Tilbage til søgeresultaterne
Udlandet
Holland. Et Jubilæum. Hollands første kvindelige læge, dr. Aletta H. Jacobs, fejrer den 18. ds. sit 25 års jubilæum. Hun var den første kvinde, der studerede ved universiteterne i Holland, og efter at have taget sin eksamen gav hun i flere år fri konsultation for arbejderkvinder i Amsterdam. Ved siden heraf har hun altid arbejdet for kvindesagen, og ligesom hun har banet vejen til universiteterne for de hollandske kvinder, således har hun senere krævet stemmeret for dem under lige vilkår med mændene. I dette arbejde støttes hun af sin mand, dr. Gerritsen, en tid rådmand i Amsterdam; i fællig arbejdede de mod sådanne maal som lige ret for mand og kvinde, fredssag og voldgift. De hollandske lovgivere greb i 1887 en lejlighed til at føje ordet „mandlige” ind foran „vælgere” i landets grundlov - og 3 år senere sad en lille pige på den hollandske trone!
Foruden at dr. Jacobs er en travlt beskæftiget læge, er hun formand for den hollandske kvindestemmeretsforening og næstformand for det hollandske kvinderåd. Også her i Danmark er hun kendt af flere: hun har aflagt besøg her og har stået i korrespondance med kvindesagens venner. Til udstillingen i Paris 1900 havde hun samlet et fuldstændigt bibliotek af kvindesagslitteratur, et arbejde, som krævede megen energi og udholdenhed; „Kvinden og Samfundet” var ogsaa repræsenteret, saavidt det var gørligt at samle alle årgange. Mange vil sikkert mødes om at sende dr. Jacobs gode ønsker til hendes jubilæum og en tak for hendes store arbejde.
- Det hollandske kvinderåd holder årsmøde i Haag fra den 5.- 8. april og har ligesom før indbudt de medlemmer af andre kvinderåd, der forstår Hollandsk og opholder sig i Haag under mødet.
I år vil mødets æmne ikke som tidligere være beretninger fra de forskellige foreninger, der danner rådet, men over 60 foreninger, der har børnenes vel og beskyttelse for øje, vil sende delegerede, der under kvinderådets ledelse vil drøfte de skridt, man bør tage m. h. t. omsorg for forældreløse og forsømte børn, skolespørgsmaal o. 1. Den sidste dag vil man særlig drøfte de ulykkelige følger af, at børnene tages for tidligt ud af skolerne for at sættes til erhvervsarbejde; i forhandlingerne herom vil arbejdsinspektører og talere fra fagforeningerne tage del.